Skip to content

Arbejdsmarked

De forbudte spørgsmål til jobsamtalen

Din ansøgning er gået rent ind, og nu er du indkaldt til en uddybende samtale. Du har forberedt dig godt. Du ved, hvad du kan, og hvad du vil. Du har læst op på virksomheden, kender dens målsætning og struktur. Nu skal I bare finde ud af, om I er et godt match. Men så kommer det: spørgsmålet du ikke må stilles, men alligevel skal svare på. Ved du, hvad du skal stille op nu?

Det kan være dine religiøse og politiske overbevisninger eller seksuelle orientering, vedkommende vil have uddybet. Det kan også være om dine planer om fremtidig familieforøgelse, som jeg for nyligt erfarede, at en del af mine veninder er blevet spurgt om mere eller mindre direkte.

Og hvad gør du så, når du til jobsamtalen bliver stillet det forbudte spørgsmål, der pludselig hænger ubesvaret i luften? Det kan være svært at sige fra i selve situationen uden at spænde ben for sig selv. Du vil på den ene side gerne vise, at du er en samarbejdsvillig teamplayer, der ikke stejler over et personligt spørgsmål. På den anden side kommer dit privatliv jo slet ikke din potentielle arbejdsgiver ved.

Stil uddybende spørgsmål tilbage
Du er overrasket over et uventet spørgsmål, dét kan du sagtens tillade dig at vise i situationen. Spørg med venlig undren ind til, hvilken relevans spørgsmålet har for stillingen. Det giver dig ekstra tænketid og gør din modpart opmærksom på, at spørgsmålet ikke er passende i konteksten. Det giver også mulighed for, at spørgsmålet kan omformuleres eller trækkes tilbage på en fin måde.

Fokuser på fordelene
Uanset spørgsmålets karakter så undgå at gå fuldstændigt i forsvarsposition. Bevar roen og hold dit svar vagt, hvis det føles lettere. Bliver du spurgt ind til fremtidig familieforøgelse, kan du svare, at det ikke ligger i kortene lige nu, men skulle det en dag blive aktuelt, kan det være til virksomhedens fordel. Eksempelvis i form af kompensation som arbejdsgiver modtager, når en ansat går på barsel.

Stik en hvid løgn
Det er god stil at være ærlig, og du fremstår mest troværdigt, når du holder dig til sandheden. Men du behøver ikke være fuldkommen ærlig, og en hvid løgn kan være vejen ud af en akavet situation. Du er for eksempel ikke forpligtet til at fortælle en arbejdsgiver om en graviditet, før der er tre måneder til forventet termin. Så er du bekymret for, dit privatliv kan blive afgørende for ansættelse (hvilket det ikke må), så kan en hvid løgn være nyttig. Du bør dog være opmærksom på, at selvom du i sådan et tilfælde har ,,retten” på din side, kan samarbejdet blive belastet, når du senere bliver fanget i løgnen.

Back To Top
Search