Skip to content

Studieliv:

4 råd til at komme i gang med legatsøgning

Byder 2020 også på et praktikophold eller udveksling for dig? Så er det en god idé at komme i gang med legatsøgningen allerede nu. Her får du 4 hurtige råd til at komme godt fra start og en skabelon, der vil hjælpe dig med at få et overblik.

Lær fondssektoren at kende

Der findes utallige fonde, og derfor er første skridt at lære dem at kende. Du kan gå på jagt online, hvor der findes mange søgeportaler, der samler legaterne for dig. Du kan også købe ”Legathåndbogen” og bruge denne som vejviser for, hvilke legater der er at søge. Det er vigtigt at bemærke, at udbuddet afhænger af, hvad du ønsker at søge midler til, samt hvor langt du er i uddannelsen. Der findes mange søgesider, men her er et par stykker: www.legatnet.dkwww.studerendeonline.dk og www.legatbogen.dk.

Det er altid en god idé at dobbelttjekke de informationer, du finder på søgesiderne. Mange fonde har deres egen hjemmeside, hvor du kan finde flere informationer om både ansøgningskriterier, formalia og ansøgningsfrister. Det er en god idé at besøge dem, da mange fonde løbende ændrer formalia, inden søgemaskinerne opdateres.

Hvis du føler, at det tager for meget tid at finkæmme legatsiderne og finde de relevante fonde, så er der hjælp at hente. Den danske virksomhed Fundraising.how, kan hjælpe dig med at søge legater til studier i ind- og udland.

Saml de legater, du kan søge

Når du er i gang med at snuse rundt på søgesiderne, kan du med fordel gemme de relevante legater i ét dokument. Vi har lavet en skabelon, som giver overblik over legaterne, samt en fornemmelse for hvornår du skal gå i gang med ansøgningen til legatudbyderen.

Download KS’ legatskabelon her

Mange legater er af de ældre af slagsen, og det kan derfor virke som om, der ikke er legater, som matcher dit udlandsophold eller din profil. Prøv at kigge i den by eller kommune du er født i, og se om de udbyder legater. Eller endnu bedre; Ring og spørg, om de administrerer legater, hvis du ikke selv kan finde frem til noget.

Få styr på dine bilag

Det er nødvendigt, at have styr på dine bilag, hvis du vil lave en god ansøgning. Dine bilag skal understøtte din motiverede ansøgning, og virke som en slags bevis for, at du er den rette kandidat. Det er forskelligt, hvilke dokumenter diverse fonde ønsker tilsendt i forbindelse med ansøgningen, og det er derfor en god idé at komme i gang i god tid. Det kan være referencer fra arbejdsgiver, CV, karakterblad, årsopgørelse, budget etc. Husk altid at læse legatopslaget grundigt, så du er sikker på, at du følger deres anvisninger om, hvilke bilag de ønsker.

Nogle legater og fonde beder kun om specifikke bilag. Her er det vigtigt, at du respekterer deres ønske, og ikke vedlægger andet materiale, end det der efterspørges.

Nogle legater og fonde ønsker kun specifikke bilag, og her er det vigtigt, at du som ansøger respekterer dette ønske, og ikke vedlægger yderligere end det af fonden efterspurgte materiale.

Lav et udkast til din motiverede ansøgning

Det er vigtigt at lave en god motiveret ansøgning, da det er her, du har mulighed for at skille dig ud fra mængden.

Begynd derfor allerede i dag at skrive de tanker, du har om dit udenlandsophold ned. Så kan du senere strukturere og skrive det rent. Svar eventuelt på disse spørgsmål:

● Hvad er formålet med opholdet?
● Hvilke forventninger har du til opholdet?
● Hvorfor skal fonden vælge netop dig?

Karrierådgiver i KS, Ask Lehrmann, fremhæver også en god pointe, når det kommer til indholdet i din motiverede ansøgning:

”Noget vigtigt at komme ind på i en motiveret ansøgning er typisk, hvordan pengene fra legatet vil støtte op om ens studieophold. Hvor i budgettet vil de passe ind, og hvilke andre kilder til finansiering gør projektet muligt? Selv hvis fonden ikke efterspørger et decideret budget, er det vores erfaring, at det er en god idé at understrege, at pengene er vigtige for at gennemføre opholdet”.

Det er også en god idé, at du hovedsageligt budgettere med de uddannelsesrelaterede posteringer, herunder indtægter og udgifter, der er direkte forbundet med praktikken eller studiet.

Nu er det bare at komme i gang med at finde legater og klargøre ansøgningen.

Pst! Husk, KS uddeler legater!

Kommunikation og Sprog uddeler hvert år fem studielegater på hver 10.000 kroner. Læs mere om legatet, og om hvordan du søger det her.

Held og lykke!

Back To Top
Search