Sprog

I begyndelsen af radioprogrammet talte ovennævnte lytter ud fra et ’jeg’. Det var, da hun skulle fortælle om sit forhold, imens sagen stadig ikke var så detaljeret. ”Det synes jeg, var lidt træls,” sagde hun eksempelvis. Men så snart en af værterne spurgte, hvordan hun føler, det påvirker forholdet, slog hun over i ”man”. Det er interessant. For det må være hende selv, der har været i tvivl om, hvor meget han går op i, hvad hun føler—og ikke alle mulige andre, som man kan betegne med ”man”.

”Man” som ikke-generaliserende betegnelse

Det er helt almindeligt, korrekt og forståeligt at bruge ”man” som generaliserende betegnelse. ”Når man er deprimeret, føler man sig ofte træt og uoplagt”, ”Man går mange ture, når man har hund”, ”Man spiser en banan uden skræl”. I alle tilfælde bruges ”man” til at betegne mennesker generelt.

Men mange gange bruger vi ”man” i sætninger, hvor vi egentlig mener ”jeg”, som lytteren nævnt ovenfor. Vi bruger det som en ikke- generaliserende betegnelse. Det samme sker, når Max i TV2 Zulu- serien, ”Roomies”, skal forklare, hvordan det føles at kysse sin roomie Caroline:

”At kysse med Caroline, det er sådan… man kan ikke mærke sin fødder, og ens puls begynder at stige, hjertet banker hurtigere og alt det der.”

Max bruger ”man”, som om han taler om folk generelt, i stedet for at bruge ”jeg”. Men det er vel hans egne fødder, han ikke kan mærke, og hans egen puls, der stiger, når han kysser med Caroline, som han er forelsket i. Det handler om hans følelser i denne unikke situation—og forhåbentligt ikke om alle mulige andre, der har det samme øjeblik med Caroline.

Og når han først er startet med at bruge ”man”, så bliver han også nødt til at sige ”ens” efterfølgende. Men det gør tit en sætning mere kringlet: ”man kan ikke mærke sin fødder, og ens puls begynder at stige”. Han burde i steget sige: ”jeg kan ikke mærke mine fødder, og min puls begynder at stige”. Endnu mere kringlet bliver det i citatet af denne hundeejer, der i en DR-artikel er citeret således:

”Man føler sig magtesløs og fortvivlet, når man står med alt det, der er krævet af en, og det så ikke er godt nok, fordi politiet udtaler, at ens hund ikke ligner en puddel.”

Hundeejeren bruger ”man” i stedet for ”jeg” to gange, og han bruger ”en” og ”ens” i stedet for ”mig” og ”min”. Men igen taler han om sine egne følelser; at han er magtesløs og fortvivlet, fordi hans hund ikke ligner en puddel. Når han fortsætter med disse generelle betegnelser, kan det blive svært at hitte rundt i, hvem han egentlig taler om.

Hvorfor gør han det? Jo, det er nok fordi, det er lidt ømt at tale om følelser. Vi kan distancere os ved at bruge ”man” i stedet for ”jeg”, så vi ikke er så udsatte, når vi eksempelvis fortæller om, hvordan vi har det.

”Man var KLAR”

Men det er ikke kun, når det handler om egne følelser, at vi bruger ”man”. En håndboldtræner omtaler her en af sine spillere med ”man” på Facebook:

”Kampens spiller gik i dag til den skadede kriger (Marlene) især for et sublimt forsvarsarbejde, der blev fandme gået til stålet, og man var KLAR… Trods 2 brændte skud i starten af kampen, stepper man op.”

Det kan selvfølgelig godt være—igen—at han synes, det er for ømt at sige ”hun”. For personligt, for alvorligt eller noget helt andet. I hvert fald giver det en distance til spilleren, og man får følelsen af, at han taler om kere personer; som man jo ofte bruger ”man” til.

”Man” har ikke altid været populært

Selvom ”man” lader til at være i høj kurs nu om dage, har ordet ikke altid været det. I 1970’erne begyndte danskerne at bruge ”du” i betydningen ”man”. For eksempel i en sætning som: ”Det er altid spændende, når du møder nye mennesker”. Her tiltaler man ikke en person med ”du”, men taler om mennesker generelt. Det har altså været en ny måde at bruge ”man” på. Dog har brugen været på retur de sidste 20 år.

Uanset om du bruger ”du” eller ”man”, så er det en god idé at overveje, hvornår du gør det. Du kommunikerer meget klarere ved at bruge konkrete betegnelser.