Skip to content

Studieliv:

Savner du at få jord under neglene?

Overvejer du at tage i praktik som en del af din uddannelse? Det kan virke uoverskueligt, hvis du skal have kurser ved siden af, skrive en stor opgave og kun leve af SU. Men det kan være en stor fordel for dig, og hvor der er vilje, er der vej. Her får du nogle råd til, hvad du bør forholde dig til, når du er på jagt efter en praktikplads — også når du sidder midt i opholdet.

Vær tidligt ude
Mange virksomheder begynder at søge praktikanter i god tid. De fleste har deadline omkring april til efterårssemestret og oktober til forårssemestret. Hvis du vil i praktik i udlandet, skal du være ude i endnu bedre tid. Det kan også være en rigtig god idé at være endnu tidligere ude end virksomhederne selv og sende en uopfordret ansøgning af sted. Det sender et signal til virksomheden om, at du er meget motiveret for at komme i praktik hos netop dem.
Du bør i øvrigt være opmærksom på, hvornår der er deadline for at få godkendt praktikpladsen på dit studie.

Vælg den rigtige praktikplads
Hvad kunne du tænke dig at arbejde med, når du er færdiguddannet? Det er måske svært at svare på. Hvis du har en idé om det, er det selvfølgelig smart at finde en praktikplads, hvor du får mulighed for at arbejde med dét, der interesserer dig — på den måde står du stærkere i jobjagten. Du kan også efterforske et felt, som du ikke ved så meget om, eller som du ikke har erfaring med. Det vil give dig en bredere profil efterfølgende, og du kan få øjnene op for nye arbejdsområder. Alt i alt er det værd at lægge mange tanker i beslutningen. Både fordi du kommer til at lægge rigtig mange timer i praktikken, og fordi det kan have stor indflydelse på din jobsøgning, når du er færdiguddannet.

Få så meget ud af praktikken som muligt
Når man arbejder med kommunikation – og samtidig er ung – kan man nemt få tildelt en blæksprutte-funktion i virksomheden. Du kan blive bedt om at lave opslag på Instagram og Facebook, for det har du jo styr på, når du er ung… Og pludselig er du ansvarlig for de sociale medier, imens du skal sende nyhedsbreve ud, skrive pressemeddelelser, redigere hjemmeside og lave videoer. Men man kan altså ikke det hele på én gang. Det afhænger selvfølgelig af virksomhedens størrelse, og om du ønsker at berøre så mange opgaver som muligt. Men du vil måske få mere ud af at fordybe dig i få opgaver og virkelig få styr på eksempelvis at lave videoer og nyhedsbreve.

Husk, du er praktikant!
I nogle virksomheder kan der, som beskrevet ovenfor, blive lagt meget ansvar på praktikanten. Og måske får du også en hel række praktiske opgaver oven i hatten. Men husk, at du er praktikant. Du er studerende, ergo er du der for at lære. Det er meningen, at de ansatte skal vejlede dig og lære fra sig. Derfor er det vigtigt at lave klare aftaler med praktikstedet og eventuelt forventningsafstemme, inden du siger ja til en praktikplads. Det er desuden vigtigt at få fri til at skrive på din praktikopgave, hvis du har brug for det.

Er det muligt efter fremdriftsreformen?
Ja. Det er stadig muligt at komme i praktik. Det er forskelligt fra universitet til universitet, hvor mange ECTS-point et praktikophold giver. På nogle universiteter fylder det kun 15 ECTS, og man skal derfor have kurser ved siden af. Det er de fleste virksomheder klar over i dag, og de er derfor villige til at skære ned på dine timeantal, så du kan passe dit studie.
På nogle universiteter er det desuden muligt at tage 45 ECTS om året i stedet for 60, hvilket betyder, at du kan have mindre at se til, imens du er i praktik. Det er også altid en mulighed at læse forud og tage flere ECTS på sommerskole eller på et af semestrene inden praktikken. Tal med din studievejleder om, hvad der er smartest for dig.

Virksomhedssamarbejde uden praktikophold
Hvis du ikke ønsker at komme i praktik, men stadig gerne vil samarbejde med en virksomhed, så er der også mulighed for det. Uanset hvor, du studerer, kan du i en eller anden form lave en opgave eller et større projekt i samarbejde med en virksomhed. Hvis du er i tvivl om hvordan og hvorledes, kan du tage en snak med din studievejleder.

Få hjælp til ansøgning og cv
Som medlem af Kommunikation og Sprog kan du få feedback på din ansøgning og cv. Læs mere her.

Du kan også se et eksempel på en praktikaftale her.

Back To Top
Search