skip to Main Content

Mere end studieliv

En inspiration kommer sjældent alene

Nu hvor semestret er ved at gå på hæld, og eksaminerne er tæt på, arbejder vores hjerner i rutiner. Derfor kan det være godt med lidt vanebrydning på pensummets faste sti. Lad os fokusere på, hvem der giver os inspiration og reflektere lidt over vores medmennesker – især dem, der kan gøre os nysgerrige, give os energi og en følelse af lykke. Og samtidig give inspiration til mere.

I søndags mødte jeg Anders Haahr Rasmussen nede i min lokale Netto. Eller mødte og mødte … jeg så ham handle ind, og jeg blev starstruck.

Han er journalist, og for få år tilbage var jeg til et arrangement, hvor han fortalte om en eller anden tennisstjerne.

Tennisspilleren husker jeg ikke – men jeg husker Anders Haahr og hans optræden. Den passion, indlevelse og det engagement i en for mig fremmed og ikke-vigtig verden gav mig inspiration til mit eget nørdefelt; nemlig sproget.

Vær (ikke) som alle andre

Som studerende i dag skal vi nå at gøre vores uddannelse færdig på normeret tid. Herefter skal vi helst bidrage med noget håndgribeligt og genkendeligt på arbejdsmarkedet.

Der er ikke plads til fordybelse eller prøvelser uden for pensum i ens interesser. Den præmis får mig til at arbejde i vaner, og jeg dør lidt indeni. For jeg må ikke stikke ud. Ingen må stikke ud.

Fordybelsen er rockstjernen

Nørder i alle afskygninger stikker ud og laver det, der får deres hjerner til at sprudle og være nysgerrige på livet. G

læden ved et smukt baghåndslag, ved et perfekt ny-konstrueret ord eller ved at have et idol glemmer vi andre i travlheden.

Jeg vil gerne slå et slag for idoler! – og nu giver jeg nogle bud på hvem, der kan være din inspirationskilde og vække din hjerne.

5 personer at idolisere:
– Din grammatikunderviser på universitetet

Det er nok ikke det mest oplagte valg af et idol, men vi interesserer os for og arbejder med sprog og kommunikation.

Min underviser i grammatik på italienskstudiet har via sin passion for lingvistik gjort det komplekse forståeligt, for at jeg bagefter kan fordybe mig i sproget og gøre det sjovt og udfordrende for min hjerne.

Hvis din grammatikunderviser siger som min: “Din viden, Emilie, ja, den er ikke så vigtigt som at kurere kræft, men det er sjovt, og det er godt for hovedet!”, har du gang i noget godt.

– Din mor
Eller en andens mor. Kvinder, der generelt bærer andre på sine skuldre, kan man ikke andet end at beundre.

– Anders Haahr Rasmussen
Journalist, normbryder og inspirationskilde, der også bare handler i Netto som dig og mig. Han giver plads til en stemme og kulturer, som andre medier ikke bruger spalteplads på.

Det siger sig selv, at du ikke behøver at idolisere ham i sådan en grad, som jeg gør men tjek eventuelt den ultralokale avis om utraditionelle nørrebrogensere i Rabarberbladet ud, og bliv inspireret til, at det er okay at stikke lidt ud.

– Sportsudøveren
Hvis det virker for Anders Haahr, så virker det måske også for dig. Den virker ikke for mig, men jeg forstår vigtigheden af sport.

Hjernen oplever nyt, og den har noget at være passioneret omkring. Endda også selvom det ikke er dig, der udøver.

Tag cykelsporten for eksempel; dem, der forstår den sport, finder inspiration til andre ting her i livet. Såsom floskler om, at ’livet går op og ned -ligesom i Tour de France’.

– Børnefiguren
Den inspirerende rockstjerne over dem alle. Hvem husker ikke Buster Oregon Mortensens passion for at trylle (og Joanna), Sebastian Kleins engagement i dyrelort eller Yasmin fra Aladdin, der ikke vil gifte sig med en, hun ikke elsker, blot fordi det er en forældet lov?

De går imod normerne, de stikker ud. Ingen andre end Buster kan lide at trylle, men han gør det, fordi det gør ham glad og lykkelig.

Historiernes morale er ofte, at du ikke behøver at blive og være som alle andre. Men det er som om, vi glemmer det, når vi bliver ældre.

Find en inspirationskilde, og gør dig selv til en inspirationskilde. Det skaber glæde i hjernen – og dét er moralen i denne artikel.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search