Sprog og kultur

Da jeg studerede i Italien, hørte jeg engang en italiensk professor kalde det for pizza-effekten; pizza-effekten, fordi enhver kultur har taget pizzaen til sig for derefter at bøje ordet i sit eget sprogs bøjningssystem.

Hybridordet kommer i spil, fordi det er ét ord bestående af to sprogsystemer på den ene eller anden facon.

En pizza på italiensk er una pizza, hvor to er due pizzE. På dansk flertalsbøjer vi den runde delikate sag til ‘to pizzAER’, hvor man på engelsk bøjer til two pizzas og på finsk til kaksi pizzasta.

Vi beholder roden, pizza, og tilføjer flertalsendelsen; ’-er’, ’-s’ og ’-sta’.

Det multikulturelle sprog

Som forbruger i dagens multikulturelle samfund tager vi noget fra én kultur til vores egen.

Det giver os ikke bare et større kulturelt udvalg af mad, opera, videospil, men også et større ordforråd.

Dansk Sprognævn udtaler, at “langt størstedelen af de ord vi låner fra andre sprog stammer fra engelsk, og at mængden af lån fra engelsk er steget til det tredobbelte fra 1975 til 2000.”

Det er en markant stigning, men samtidig er det også en naturlig udvikling i det multikulturelle samfund, vi lever i.

Tag bare det engelske sprog indenfor informationsteknologi; computer, blog, hardware, software  –  og at vi ‘googler’, kan vi takke it-sproget for.

How to oversætte

Der er forskellige former for tilpasning af fremmedord. Der er blandt andet det, man kalder for direkte lån, oversættelseslån og hybrider.

Tag ordet dåselatter. Det er et oversættelseslån fra det engelske canned laughter, hvor deadline og podcast betegnes som direkte lån.

De gastronomiske af slagsen betegnes også som direkte lån, da man beholder roden, som for eksempel pasta og pizza, og tilføjer det i sit sprog.

Italien, the land of foodness

Italien er måske den kultur, hvor maden er det vigtigste i hverdagen og samfundet.

I renæssancen blev madkunsten udviklet, og siden samlingen af det nuværende Italien (år 1870) har de som samfund passet på og udviklet anstændig gastronomi.

Og jo mere vi fra andre lande har rejst til Italien, jo mere giver det mening, at vi netop har taget den dejlige madkultur med pizza, pasta og vin ind vores egen madkultur.

Dobbeltendelserne

Det sjoveste ved hybridord er, når vi tager flertalsbøjningen til os som entalsbøjning. Og ja, egentlig kun derfor.

Panino er et italiensk ord for det engelske ord sandwich. Vi kender den; den er lækker og nem at spise.

Den danske sprogbruger har blot taget flertalsvariation til sig; altså panini. Det gør, at der opstår sjove og pleonastiske samtaler som denne i en ’paninibiks’ et sted i Danmark:

– Til panini-laveren: ”Jeg vil gerne bede om en panini medøøøhh… hmmmm. Jo, jeg tager en klassisker: En panini med ost og skinke”.
–  Til medspiseren: ”Hvilken panini vil du gerne have?”
–  Medspiseren: ”Hm, ej, ved du hvad?! Jeg napper sgu også en panini med ost og skinke”.
–  Til paninilaveren: ”Godt. Vi tager to paninier med ost og skinke, tak”.

For lige at tage den igen; det er sjovt, fordi det er panini (panino i flertal) + -er (flertalsendelse på dansk).

Det er ikke en dansk, men en kollektiv ting. Man gør det for eksempel også i Frankrig; les paninis, på engelsk paninis og på spansk los paninis.

I -riaens land

Tilbage til hybridord, som også opstår i den italienske madkultur. På italiensk sætter man -ria bag på ord for at gøre ordet til stedet for ordet.

For eksempel serverer man pizza i et pizzeRIA, og i et osteRIA serverer man nu ikke ost, men det er et ‘beværteri’. Et sted, hvor man serverer mad og drikke.

Og til trods for at Italien er et stolt folkefærd, især når det kommer til mad, så har de taget burgeren til sig. Et hybridord, der er kommet ind i det italienske samfund, er burgheria.

Jeg fandt denne ’burgerbar’ i den syditalienske by Salerno, da jeg var på ferie dernede i maj. Mig og mit hybridordselskende hjerte jublede:

Det er sådanne små finurligheder, der pludseligt dukker op i sproget. Og som gør vores ordforråd større, og som gør sproget dynamisk og utroligt spændende.

Det var alt for nu.