skip to Main Content

Studieliv

Nogle gange er livet som studerende uendeligt ensomt og syv bekendelser fra den angiveligt studentikose tilværelse

Hvis der er noget, jeg som studerende altid har savnet, er det en forståelse for hinanden. En forståelse for at det, vi laver, er svært. En af grundene hertil er, at folk udefra ikke forstår, hvad vi laver, eller hvad vi kan bruge vores viden til, når vi ikke uddanner os til noget specifikt. Vi bliver til en lille, ubetydelig brik i et stort arbejdsmarkedsspil. Et ensomt spil, hvor vi alle kæmper for at blive set og hørt – og ikke mindst forstået.

Jeg mødte forståelse for min uddannelsesvej fra formanden for Kommunikation og Sprog, Per Lindegaard Hjorth. I forordet til denne måneds udgave af KOM-magasinet (nummer 107) skriver han: “Hvem havde for bare ti år siden forestillet sig, at et begreb som SoMe skulle indgå i annoncer, hvor virksomheder søger en kommunikationsmedarbejder?” Spørgsmålet er vigtigt, for ingen ved, hvad arbejdsmarkedet har brug for om fem eller ti år.

Udefinerede kompetencer

Det er essentielt for vores forståelse for det, vi laver; at til trods for at vi ikke har noget konkret at byde ind med, er vores udefinerede kompetencer nyttige. Hvis man, som mig, kommer fra en sproglig uddannelse, tror folk som oftest, at jeg har tænkt mig at blive gymnasielærer. Og nogle gange er det lettest at efterleve andres forudindtagethed: så svarer jeg bare ’ja’, selvom jeg aldrig nogensinde ville egne mig som gymnasielærer.

Det er også en kompetence at forstå den verden, du lever i

Selvom man til tider godt kan føle, at man lever i en lille universitetsboble, så hjælper det med en form for skulderklap, når Per siger, som han gør. Jeg føler mig accepteret og set i mit valg af uddannelse. Vi har så utroligt mange valg, at vi ikke kan se valgene for bare muligheder. Heldigvis har vi også mange fordele. Vi bliver klogere, vores verdenssyn bliver mere nuanceret. Vi får et bedre overblik over den verden, vi lever i. Vi bliver bedre til at omstille os til den verden, vi lever i, og som i sidste ende kommer til udtryk i vores valg af karriere. Vi skal bare lige have støtten til, at nogle tror på os, selvom man ikke kan se resultatet lige nu.

Syv bekendelser, der måske gør din studietid mindre ensom:

1. Vi bliver alle usikre på det, vi laver på et eller flere tidspunkter i løbet af vores studietid

2. Du behøver ikke at definere dig selv

3. Der er fag, man interesserer sig mere for end andre
Og de fag, man ikke umiddelbart interesserer sig for, kan godt ende med at være verdens mest ideelle fag. Jeg husker, at der var mange, der droppede ud i starten af min egen bachelor. De kunne ikke se formålet med undervisningen i grammatik. Grammatik er en underlig størrelse, som man ikke kan bruge til særlig meget. Men måske kan man, og måske hænger grammatik mere sammen med ens forståelse af verden.

4. Fremdriftsreformen er en lort!
Fordi nogen har lavet en fremdriftsreform, er det vigtigt, at man forstår, at den er lavet, fordi mange har været mange år undervejs om at færdiggøre sin uddannelse. I og for sig er det vel okay, at der bliver stillet krav med fremdriftsreformen. Men det er ikke så hensigtsmæssigt, at man ikke kan stille noget op mod den, hvis der sker uventede ting. Til gengæld kan du berolige dig selv med, at det hele nok skal gå. Hvis du er et år (eller to år, åh gys!) længere om noget end de fleste andre, så betyder det ikke noget i det lange løb. Du har stadig masser af år på arbejdsmarkedet tilbage. Men derfor kan du godt sige højt, at fremdriftsreformen er en lort.

5. Gør dig klog på det, du synes er sjovt

6. Fordi du dumper en eksamen, betyder det ikke, du er dum
Jeg dumpede en eksamen i det fag, der var mit. Det fag, jeg synes var sjovest, og det fag, jeg følte mig dygtig i. Helt ærligt var det, fordi jeg ikke var forberedt. Jeg kan ikke engang sige ’Jeg var ikke forberedt nok’, for jeg var slet ikke forberedt. Jeg følte jo, jeg kunne de ting. Det var jo mit fag! Jeg dumpede, og jeg tudede og tudede.

7. Du behøver ikke gøre som alle andre
En vil være underviser, en vil være oversætter, en vil være kulturskribent. En vil være gymnasielærer, en vil være forsker, en vil lave kommunikation til sociale medier. Ingen ved, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, når vi kommer derud. Men indtil vi er derude, har vi brug for en accept af hinanden, af hinandens forskellighed, vores drømme og vores ikke-drømme, vores fejl og vores udefinerbare kompetencer. Det er først senere, at man ser det store billede.

Emilie Skovly

Studerer moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. Bachelor i italiensk kultur og sprog og er skribenten bag denne artikel.

Back To Top
×Close search
Search