Sprog og kultur

Sprogholdninger er ikke et nyt fænomen. Nu til dags kommenterer vi andres sprogfejl på sociale medier, og ifølge Dansk Sprognævn bliver man ”nedvurderet, når man laver stavefejl på Facebook”. Nedvurderingen sker måske, fordi vi da ejer sproget lidt mere end alle andre, gør vi ikke?

God dag mand genitivapostrof

Mine sproglige kæpheste er nok ikke de samme som dine. Hos mig skærer det i øjnene, når jeg ser genitivapostroffen i dansk skriftsprog. Tømmermænd’s Burger, Emil’s Karport, Kæphesten’s sproglige fornøjelser. Men jeg er altså ikke bedre selv. Nogle gange staver jeg ord, som de udtales. Det var for eksempel først for tre år siden, at jeg fandt ud af, at udmærket ikke bliver stavet udemærket [ˈuðˈmæɐ̯gəð].

Jeg har mine egne sproglige regler, mens jeg samtidig ikke rigtig kan acceptere andres. Hvorfor det? Hvorfor har denne mand, som blev bortvist fra sit rengøringsjob, efter at han havde gjort en kunde opmærksom på en stavefejl med en post-it, for eksempel behov for at rette på en anden persons arbejde? Hvorfor har min far behov for at rette på folk, der siger ‘jeg startede dagen med …’? Og hvorfor har folk på de sociale medier travlt med at rette på andres skriftlige sprog? Forstår man virkelig ikke, hvad MUS-samtale betyder? Forstår man virkelig ikke, hvad der står skrevet, hvis der i en statusopdatering på Facebook ”mangler det stumme h i hvad: Undskyld, men vad sker der lige for mig og damer?”

Sprogholdninger og følelser

Jeg har spurgt Jacob Thøgersen, lektor på Institut for Nordiske studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, hvad der ligger til grund for disse følelser i os mennesker? Han forsker blandt andet i sprogholdninger, så han må være manden, der kan hjælpe mig på vej til en opklaring en gang for alle. Ifølge ham er svaret dog ikke fundet endnu: “Men jeg tror svaret kommer til at pille ved nogle meget fundamentale forestillinger om, hvordan vi forstår mennesker.”

Alligevel er det noget, Jacob Thøgersen ofte spekulerer over. Han har forskellige forklaringer, der ikke findes data på, og han påpeger: “Hvis jeg skulle spekulere frit, så tror jeg, at mennesker – eller i hvert fald mange mennesker – går rundt i en konstant angst for, om vi gør ting forkert, og om vi kan kritiseres for det, vi gør. Vi bryder os simpelthen ikke om tanken, om at vi måske ikke gør ting rigtigt. Hvis man kobler denne angst med et sprogsamfund som det danske, hvor der er meget klare forestillinger om, at der må være én og kun én rigtig måde at gøre ting på, så bliver “gør jeg det mon forkert?” hurtigt til “du må gøre det forkert!”

Eksklusivt at kunne stave ”korrekt”

Jacob Thøgersen giver Dansk Sprognævn ret i præmissen om, at der er status i at stave korrekt: “En anden forklaring kunne være, at sproglig “korrekthed”, hvad det så end er, er et statussymbol. Det er en kompetence at kunne stave rigtigt. Det betyder måske også, at dem, der besidder denne status, eller mener, at de besidder den, nødigt afgiver deres eksklusivitet. For “hvis alle stavemåder er lige gode, så var det jo spild, at jeg lærte ‘den rigtige’.”

Den gode gamle dansklærer

En tredje forklaring, som Jacob Thøgersen giver, stemmer overens med mine egne ubevidste tanker om det skrevne sprog. For da jeg gik i folkeskole, var min yndlingsbeskæftigelse den, hvor vi skulle lave diktat eller snakke om grammatik. ”Forklaringen har noget at gøre med skolens undervisning i sprog og håndtering af variation kombineret med skolens autoritet. Det er ret påfaldende, hvor tit argumentet “min dansklærer sagde altid” kommer op i sproglige korrekthedsdiskussioner.” Jacob Thøgersen stiller spørgsmål ved det: ”Måske er der noget med, at hvis det, jeg lærte i skolen, ikke holder, så ryster hele min verden?”

Sproglige normer

Så det handler altså ikke om, hvad der er korrekt og ikke-korrekt sprog, men om hvorfor vi er en flok sprognazister. Svaret ligger måske i de sociale normer i det danske sprogsamfund, for som Jacob Thøgersen afslutter: “Hvis vi var opdraget til at acceptere, at der er mange måder at tale på – ligesom der er mange slags tøj, frisurer og musik at lytte til og film at se – så ville vi måske sige “nej, hvor spændende, der er flere måder at gøre det på”. Men sådan fungerer vi tilsyneladende ikke. Eller det er der i hvert fald mange, der ikke gør.”

Måske vi skal til at være lidt mere åbne i vores forhold til vores sprog? Måske skal vi ikke sætte ”korrekt sprog” så højt på piedestalen – men følge med i dynamikken og forstå, hvad der bliver sagt, frem for hvad der ikke bliver sagt? Og stole på, at Sprognævnet gør sproget nemmest for os alle på en og samme tid.