Sprog og kultur

Forestil dig dette scenarie:

Du står og taler med en bekendt eller en fremmed. I har udvekslet basale informationer om hinanden. I kommer ind på emnet ‘sociale medier’.

Din samtalepartner siger: “Nu har jeg jo ikke Facebook …”. Og nu bliver det lidt akavet.

For enten ved du det godt i forvejen, og så er det bare en underlig bemærkning, eller også er det første gang, du får denne information … og så er det egentlig også en underlig bemærkning.

Inde i dit hoved siger du tak for informationen, som du ikke helt kan kode, hvorfor du har fået.

Adverbier; mere end ord

Hvis sætningen havde lydt: “Nu har jeg ikke Facebook …”, havde du ikke haft problemer med at kode, hvad der blev sagt til dig.

Men det blev der ikke sagt. Nej, der kom et adverbium ‘jo’ ind i sætningen. Og det indikerer, at du godt vidste det i forvejen. Eller hvad?

For netop det her adverbium har en indbygget tone. Det ”bruges for at angive at noget er bekendt eller indlysende”.

Så når du som modtager får informationer fra afsender om, at “nu har jeg jo tre børn”, “jeg arbejdede jo i bageren på hjørnet som ung”, eller “så ringede jeg jo til hende i går”, er det ikke kun informationer, du får.

Der er også en forventning om, at du som modtager forstår konteksten og forstår, hvorfor du får informationerne.

Adverbiers lod

Det er adverbiernes lod i livet: De kan udtrykke meget mere end det, der bliver sagt; for eksempel en holdning eller en usikkerhed.

Adverbier bruges til at beskrive verber yderligere. På dansk kan adverbier bruges til at udtrykke to ting: Den første er tid, sted og måde: “Bagefter (tid) tager jeg direkte (måde)derhen (sted)”.

Den anden kan bruges til at markere afsenders forhold til det, der bliver ytret.

Det er ord som ’desværre’ og ’heldigvis’, der indikerer en holdning, og det er ord som ’måske’, der indikerer en usikkerhed.

Forestil dig overstående sætning med et ‘jo’ i: “Bagefter tager jeg jo direkte derhen”.

Sætningen er ikke længere en information, men har nu en kontekst af, at “selvfølgelig gør du det”; underforstået at du og din samtalepartner har talt om det her tidligere (at det er bekendt), eller at du og din samtalepartner begge forstår den sunde fornuft i, at du da tager direkte derhen bagefter (at det er indlysende).

Den store stygge bitone

Forventningen om at din modtager ved og forstår, hvad du taler om på forhånd, kan du sagtens have.

Men nogle gange rammer adverbiet ‘jo’ den bi-tone, der indeholder en ”utilsigtet, undertiden negativ holdning”.

Vi kan altså bruge det for at være nedsættende i vores retorik. Så når “jeg jo ikke er på Facebook” bliver ytret, kan modtager måske kode det, som om Facebook er noget negativt –  og at det indikerer en “Jeg er bedre end dig, fordi jeg ikke er på Facebook”.

Det kan også være, fordi afsender selv mener, at det er en selvfølgelighed, at “jeg jo ikke er på Facebook”. Fordi afsender selv mener, det er sund fornuft ikke at bruge sin tid på sådan en platform.

Sund fornuft

Den sunde fornuft er grundbegrebet hos sociologen Alfred Schutz. Det bliver kaldt for common sense knowledge, og her handler det om, at noget opleves som en selvfølgelig viden i hverdagslivet; en sund fornuft.

Det er ting, der tages for givet , og det er ting, der ligger til grund for vores vaner.

Det er vigtigt at understrege, at denne viden ikke er det samme som videnskabelig viden. Men at det er en personlig viden, og at det er en personlig selvfølgelighed.

Så når afsender og modtager har en fælles selvfølgelighed, en fælles kontekst og et fælles verdenssyn, kan ordet ‘jo’ bruges, uden at det bliver nedladende.

Personligt synes jeg, det er verdens mest irriterende ord af den simple årsag: Bare fordi noget er indlysende og sund fornuft for dig, er det ikke ensbetydende med, at det er indlysende og sund fornuft for mig.

Omvendt kan jeg selv godt finde på at bruge det – men jeg er blevet mere bevidst om mit forbrug af det lille ord ‘jo’, der siger mere end 1000 ord.