Skip to content

Fremtidens trends

Fremtiden er Augmentet Reality

Hvordan kommunikerer virksomheder til og med sine kunder i fremtiden? Hvor kommer Big data ind i billedet, og hvordan kan Augmentet Reality egentlig blive en del af vores hverdag? Vi har spurgt to af vores medlemmer, der begge studerer relationen mellem mennesket og teknologien på Aalborg Universitet i henholdsvis Aalborg og København om, hvordan fremtidens digitale verden ser ud.

Christina Fredsbo Nielsen er kandidatstuderende i interaktive digitale medier i Aalborg, og Alexander Nuka Scheel er kandidatstuderende i informationsvidenskab i København. De studerer begge på Aalborg Universitet, men i to forskellige byer i landet. Og så er de begge i gang med at skrive speciale. Jeg har taget kontakt til dem for at høre, om de har nogle bud på, hvordan fremtidens digitale platform ser ud. Det udløste en samtale om Big data, Augmentet Reality, etik, kommunikation og IPA’er, der altså i den her samtale hverken refererer til øllen eller det fonetiske alfabet.

Vil I fortælle, hvad jeres specialer handler om?
Christina: ”Ja, mit handler om hele den her brugeroplevelse, man har som bruger, når man interagerer med en virksomhed og deres produkt. I udviklingsfasen på et produkt indgår en designfase, og her indgår så også en evalueringsfase. Vi, mig og min specialegruppe, undersøger de evalueringsmetoder, som virksomhederne bruger. Vi er det kommunikative led mellem produktet og mennesket”.

Alexander: ”Min specialemakker og jeg skriver om brugen af Intelligence Personal Assistant (IPA), hvor vi undersøger styresystemet Siri under kørsel. Loven foreskriver, at vi ikke må bruge mobiltelefonen, når vi kører bil. De nye teknologier er geniale, i de situationer hvor vores hænder ikke kan bruges. Vi undersøger så, om Siri formår at aflaste køreren, og om det er nemmere at bruge Siri, end at køre ind til siden”.

Christina, du har en sproglig bachelor. Hvordan har du kunne bruge de kompetencer, du har fået der i den digitaliserede verden?
Christina: ”Ja, jeg kommer fra virksomhedskommunikation og engelsk, så det her er lidt noget andet. Men min kandidat har stor fokus på kommunikationen mellem mennesket og digitale medier. Og min grundlæggende viden om det, har jeg fra min BA. På kandidaten har jeg fået større forståelse for digitale systemer, hvordan vi anvender dem i hverdagen, og hvordan vi bruger dem på en fornuftig måde. Det er interaktionen mellem mennesker og de digitale platforme, jeg synes er spændende. Det handler både om sprog, kommunikation og marketing”.

I undersøger altså interaktionen mellem mennesket og digitale medier? 
Christina: ”Ja. Det er den her ”user experience”, vi undersøger. Som bruger har vi en forventning til vores produkter. Der er mange aspekter med i udviklingsfasen: brandet, markedsføringen, hvordan virker virksomheden udadtil og efteroplevelsen. Sådan grundlæggende handler det om, hvordan virkeligheden håndterer produktet hele vejen rundt med mennesket for øje”.

Alexander: “Ja, teknologien er blevet så god, at den kan høre efter med, hvad man lige siger, hvor de så opfanger det og reagerer på det. Det er mennesket og teknologiens kommunikation, der er i højsædet på min uddannelse”.

Hvad tror I, vi kommer til at se mere af i fremtiden inden for digitale medier?
Christina: ”Jeg tror godt, at Augmentet Reality kunne blive stort. Det bliver nemlig skabt i et genkendeligt univers”.

Alexander: ”Ja, det kunne jeg også godt forestille mig. Men også Big data”.

Hvad er Augmentet Reality overhovedet?
Christina: ”Det er for eksempel sådan noget som Pokémon Go. Det har været meget populært. Det er et univers, vi kendte til i forvejen, og derfor blev det så populært, som det gjorde. Ikea bruger det faktisk også. Så kan du tage et billede af dit hjem, og så kan du sætte et Ikea-møbel ind med en app”.

Så mere Augmentet Reality i fremtiden?
Christina: ”Mere Augmentet reality i fremtiden! Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver noget med shopping; hvor man virtuelt — på den eller anden måde — kan prøve tøjet på, inden man køber det. Der har været lidt snak om det, men man er vist ikke kommet så langt endnu. Vi brugere er nok heller ikke klar til det endnu. Men jeg tænker, at det kunne være noget, man kunne komme til at se masser af”.

Hvorfor?
Christina: ”Fordi det er nemt at bruge, fordi brugerne allerede har deres telefon i hånden. Det er egentlig bare at få dem til at downloade en app og skabe noget mere værdi ud af det. At brugerne for eksempel finder værdi i, at de kan prøve tøjet virtuelt, inden de køber det. At man gør shoppingsoplevelsen mere nem, og at det er en værdi i sig selv”.

Og hvad er Big data?
Alexander: “Big data er kæmpe kvantitative dataset, hvor vi nu kan se mønstre i forbrugernes adfærd. Vi kan bruge Big data til at se, hvad rigtig mange mennesker for eksempel gør — men vi får ikke forklaringen på, hvorfor de gør, som de gør. De fleste af os siger ja til cookies, og til at firmaer kan bruge ens data. Der er forskel på, hvad folk gør, og hvad de siger, de gør, og det er derfor, at Big data er det nye buzzword”.

Skal vi være bange for, at Big Data overtager kommunikationsjobbet?
Alexander: ”Der er en masse, som Big Data kan, men der er også en masse, som Big Data ikke kan. Derfor er de gode gamle håndværksmæssige dyder stadig nødvendige”.

Hvad er det for nogle dyder?
Alexander: “Det er sådan noget som for eksempel kvalitative interviews, fordi de har muligheden for at gå i dybden, der hvor Big data kommer til kort. Det er egentlig det, vi gjorde tidligere, som nu ikke er så meget in længere, fordi Big Data og alle de her fancy begreber og buzzwords ofte fylder vores bevidsthed med, hvad vi tror, der er det vigtigste”.

Hvad så med IPA’en? Er vi ikke langt bagud med at bruge den i Danmark i forhold til for eksempel i USA?
Alexander: ”Jo, vi bruger ikke rigtig Siri her i Danmark. Vi bruger det nok mere til at sige ’Siri, kan du give mig en joke’ eller ‘Kan du beatboxe?’ — hvor man ovre i USA bruger det som ekstra hjælp. Men det har noget at gøre med, at de her devices bare fungerer bedre på engelsk, og vi vil jo gerne have den på dansk”.

Christina: ”Det kan hænge sammen med, at vi som brugere og kultur slet ikke er der endnu. Før noget bliver en succes, skal vi kende lidt til det først. Vi er lidt bange for det fremmede. Men det skal nok komme”.

Kan du uddybe det?
Christina: ”Bare se på stemmegenkendelse. Der har været flere prototyper siden 80’erne. Det er vi først ved at vænne os til nu. Dengang tænkte man, ’ej, det kommer jo aldrig til at ske’. Det handler generelt om, hvor modent markedet er”.

Er der nogen ulemper ved IPA?
Alexander: ”Altså, alle kan bruge Siri, fordi det er simpelt. Men der, hvor ulemperne er, når vi skal finde ud af, hvad der er ‘under the hood’ på den? Hvornår lytter hun, hvornår lytter hun ikke? Det er et etisk aspekt, som mange af de her IPA’er vækker til live. Den her digitale legeplads er en anden måde at omgås end tidligere. På den måde har internetkulturen ændret sig meget. Måske er vores bevidsthed ikke helt fulgt med”.

Hvordan det?
Alexander: ”Der kommer et større behov for, at vi kigger på nogle flere og større etiske områder. Den her digitalisering har ændret på så mange praksisser og på vores gøremål. Og også det her med at alle vores sundhedsoplysninger principielt kan blive misbrugt. Det betyder, at man bliver nødt til at øge beredskabet imod cyberkriminalitet. Det er også blevet en del af internetkulturen; at man også kan begå forbrydelser derinde, så man også er nødt til at have nogle regelsætninger og etiske retningslinjer ‘derinde’”.

Bliver vi for opmærksomme på det her med at beskytte vores data, at vi bliver handlingslammede online?
Alexander: ”Jeg tror ikke, der er nogen, der havde forudset, at de sociale medier ville optage så meget i vores hverdag. Og derfor har vi nok ikke være helt opmærksomme på, hvordan man skal beskytte sine data. De sociale medier er jo egentlig bare noget, der er kommet, og så er det noget, vi først ser nu. Men det er også derfor, at der nu kommer en strammere lovregel, og at EU er inde over”.

Christina: ”Jamen, jeg tror i hvert fald, at vi begynder at tænke meget mere over, hvad vi deler online. Eller det håber jeg da i hvert fald. Vi ser faktisk også lidt modbevægelse fra den unge generation, med at de ikke er så meget online. Det er hele den præstationskultur, der er på de sociale medier. Det er blevet for meget. Så modbevægelsen kommer, og man vil hellere være offline. Personligt vil jeg heller ikke være med i det præsentationsrun. Vi skal så meget, og vi skal det nu og hele tiden. Vi får stress”.

Alexander: ”Der er mange fra Etisk råd, som mener, at vi burde have et særskilt etisk råd indenfor det digitale. Fordi vi kommunikerer med hinanden på en anden måde, og vi bliver sat ind i nogle rammer, der betyder, at ting kan virke unuancerede”.

Christina: ”Tag for eksempel Reality porno. Her handler det meget om det etiske. Hvor langt er der fra virkeligheden, hvis det foregår i en anden verden: Hvad er etisk: Er man så sin partner utro eller ej?”

Augmentet Reality (AR) er, når man tilføjer en ekstra dimension på en oplevelse. Det gør man ved at tilføje nogle virtuelle komponenter, såsom digitale billeder og grafik, som et nyt lag af interaktion med den virkelige verden. Hvor Virtuel Reality skaber en ny og sin egen verden, giver Augmentet Reality et ekstra lag i den virkelige verden. Pokémon Go er Augmentet Reality. Du har billedet på din skærm, og grafikken giver den ekstra dimension. Eller se her, hvordan Ikea også bruger detOg læs her, hvor vi i starten af året skrev om, at Augmentet Reality er og bliver en af de ting, vi kommer til at snakke mere om i disse år.

Intelligent personal assistant forkortet er IPA. Det er et styresystem, der er som en personlig assistent, og som kan hjælpe til i hverdagen. Google Home, Amazon har Elexa, og Apple har Siri.

Big data er et datafelt, der er til gavn for virksomheder og organisationer. Det er en god måde for virksomhederne at regne ud, hvad brugerne gør — frem for hvad de gerne vil, og hvad de siger, de gør eller gerne vil. Læs mere om, hvad cheferne mener om Big data her.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search