skip to Main Content

Arbejdsmiljø:

Studentermedhjælpere har også ret til et godt arbejdsmiljø

Når man er studentermedhjælper på en arbejdsplads  kan det være svært at vide, hvilket arbejdsmiljø man kan forvente. Særligt når man er under uddannelse og ikke er på arbejdspladsen hver dag. Det kan følge til, at man tager for mange opgaver og ikke kan sige fra. Her kan Kommunikation og Sprog hjælpe.

Det kan være svært at vide, hvornår noget er et dårligt arbejdsmiljø — det kan handle om alt fra de sociale til de fysiske omstændigheder, du arbejder under. Spiser de andre frokost med dig, taler du med dem, hvordan taler de til dig, og hvordan ser din arbejdsplads ud? Sidder du måske alene på et kontor eller ved et dårligt bord, hvor der kommer træk? Alt derimellem går ind under arbejdsmiljøet.

Har du et studiejob, som du er glad for, men hvor du indimellem føler, at dit arbejdsmiljø ikke er helt så godt, som det kunne være? Vi har spurgt arbejdsmiljøkonsulent Susanne Sloth om råd, der kan hjælpe dig til et bedre arbejdsmiljø i din studietid.

Ofte det psykiske arbejdsmiljø

Susanne Sloth er juridisk konsulent og arbejdsmiljøkonsulent hos Kommunikation og Sprog og har særligt med arbejdsmiljø at gøre. Hun fortæller, at der ofte er unge, der kontakter hende og er kede af deres arbejdsplads — af den ene eller den anden grund.

– Vi får meget ofte henvendelser fra studentermedhjælpere vedrørende arbejdsmiljø og også henvendelser, der ligefrem ender med sager. Det er typisk det psykiske arbejdsmiljø, der er problemet — enten ender de et sted, hvor de er rigtig kede af at være, måske med en dårlig chef, eller hvor de bliver udnyttet lidt, siger Susanne Sloth.

Hun mener, at jobbet som studentermedhjælper nogle gange kan gøre, at man bliver udsat for et ekstra pres på arbejdspladsen.

– Man kan som studentermedhjælper godt ende med at blive udnyttet lidt, fordi man måske håber på at kunne få et job i virksomheden efterfølgende, siger hun.

Det handler blandt andet om, at studentermedhjælpere ofte kommer med ny viden inden for deres felt og derfor nogle gange ender med at få flere opgaver.

– Man er i en lidt udsat position på sit første studentermedhjælperjob, fordi man for første gang skal ud at prøve sit fag af i praksis. Jeg tror, der er mange, der har store forventninger til studentermedarbejdere, fordi man ved, at de bringer noget nyt ind i virksomheden. Derfor kan nogle virksomheder godt være slemme til at lægge alt for meget over på dem, siger Susanne.

Kommunikation og Sprog er klar til at hjælpe

Susanne understreger, at man altid kan kontakte Kommunikation og Sprog, hvis man er ked af sin arbejdsplads eller i tvivl om, hvad man skal sige til sin arbejdsgiver.

– Man kan altid kontakte os. Det kan godt være svært nogle gange at gå hen til arbejdsmiljørepræsentanten, hvis man ikke har tillid til eller kender personen. Derfor er det en god idé at begynde med at kontakte os, hvis man er lidt usikker på, hvad man kan gøre, siger hun.

Det er ikke kun, når man skal køre en sag mod sin arbejdsgiver, at fagforeningen spiller en rolle. Susanne fortæller, at KS kan give råd og vejledning til, hvordan man kan få det bedre på arbejdspladsen.

– Vi kan give nogle gode råd eller nogle redskaber. Vi kan hjælpe til at sige om det, den enkelte oplever på arbejdspladsen, er normalt eller ej. Og så er det jo først og fremmest rigtig vigtigt at lytte til sig selv, siger hun.

Hun har et vigtigt råd til dig, hvis du er ked af din arbejdsplads:

– Så snart du kan mærke, at du begynder at få det lidt skidt, skal du kontakte os. Vi oplever tit, at folk ringer, når det er for sent.

Det er rigtig vigtigt, fordi studenterjobbet ofte er dit første rigtige møde med dit fag og arbejdsmarkedet, og derfor vil Kommunikation og Sprog gerne være med til at sørge for, at det bliver en god oplevelse.

– Studiejobbet er springbrættet til det næste ”rigtige” arbejde, og derfor er det vigtigt, at man ikke bliver fuldstændig kørt ned, siger Susanne.

Så hvis du er i tvivl om, om du har for mange arbejdsopgaver på dit studiejob, hvis du er ked af det, når du går på arbejde, hvis du ikke kan nå det hele, eller hvis du ikke trives af andre grunde, så ring til os her i Kommunikation og Sprog. Så finder vi ud af, hvordan du kan få det bedre.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search