skip to Main Content

Sproget

Hvor ruti er du i dansk slang?

Måske har du hørt dine venner sige: ”Ej, hvor er hun ruti” eller ”det er rimelig ambi” betydende, at hun er rutineret, og at det er ambivalent. Det er in at forkorte ord i dansk slang, så her kommer en guide over nogle af de forkortelser, der præger det danske slang, og en oversigt over nogle af de forkortelser og sammentrækninger af ord, der bruges i det australske.

Ruti (rutineret)
Som sagt menes der rutineret, når man på slang siger ’ruti’. Det kan bruges i alle sammenhænge, hvor man normalt ville sige rutineret — for eksempel: ”Du er godt nok ruti til at skrælle gulerødder!”

Ambi (ambivalent)
Når noget er ambivalent, eller når nogen har det ambivalent med noget, hedder det for tiden på slang ’ambi’. For eksempel: ”Jeg har det lidt ambi over vejret — det er lækkert med sol, men for varmt til at lave noget”.

Jelly (jaloux)
Bliver du lidt ’jelly’, når dine venner skal på ferie, mens du skal arbejde? ’Jelly’ bruges om at være jaloux. Eksempelvis: ”Jeg er lidt jelly over, at du har fri til at kunne nyde solen”.

Pre (preparty)
Vi har hørt, at der er nogle unge mennesker, der siger ’pre’ i stedet for forfest. Altså en forkortelse af det engelske ’preparty’. Et eksempel på en sætning, hvor forkortelsen bruges kunne være: ”Jeg holder pre i morgen — kommer du?”.

Tele (telefon)
Når nogen spørger dig, om du har set deres ’tele’, kan du godt begynde at kigge efter deres telefon. Forkortelen ’tele’ bruges oftest om en mobiltelefon, og et eksempel på, hvordan det bruges, kunne altså være: ”Har du set min tele?”.

Toi/toa (toilet)
I byen sker det, at man ser adskillige piger gå på ’toi’ eller ’toa’ sammen. Begge ord er kort for toilet og kan eksempelvis bruges på følgende måde: ”Hvem vil med på toi?”.

Ty (thank you)
I gamerverdenen skriver man ofte ’TY’ i stedet for ’thank you’, altså tak. Nu til dags bruger man det som et ord i stedet for to bogstaver. Man siger altså ’ty’, når man gerne vil sige tak. Eksempelvis: ”Ej, ty! Fedt, at jeg kunne låne din bil”.

Situ (situation)
Hvis der opstår en akavet ’situ’, er der tale om en akavet situation. Om man kan sige ’situfornemmelse’ om situationsfornemmelse vides ikke, men vi synes, det kunne være en god tilføjelse. Et eksempel på brug af forkortelsen ’situ’ kunne være: ”Shit, en akavet situ”.

SoMe: Face (Facebook), Insta (Instagram) og Snap (Snapchat)
Nogle af de mere gængse forkortelser, der har fundet vej i det danske sprog, er forkortelserne for de forskellige sociale meder. Den overordnede forkortelse er ’SoMe’, hvor man kan være SoMe-ansvarlig eller have SoMe-kompetencer, mens ’Face’, ’Insta’ og ’Snap’ bruges mere i det daglige sprog om de enkelte forskellige medier.

Oz (Australien)
Dansk er ikke det eneste sprog, hvor forkortelserne sniger sig ind; i Australien har det længe været en del af lingoen, at ord trækkes sammen eller forkortes. Eksempelvis siger man ’Oz’ om Australien. Her kommer en række eksempler på forkortede ord i det australske sprog.

Arvo (afternoon)
Et eksempel på, hvordan australierne sammentrækker ordene for at gøre dem kortere er ’arvo’ — betydende ’afternoon’, altså eftermiddag. I Australien vil man ofte høre folk sige: ”See you in the arvo”. Hvor v’et kommer fra, kan vi ikke forklare, men måske de bare synes, det lyder bedre på den måde.

Avos (avocados)
Ikke at forveksle med ovenstående ’arvo’, er forkortelsen for avocadoer ’avos’. Et eksempel på, hvordan man kan bruge begge to i samme sætning, kunne være: ”Let’s have avos in the arvo”, men mon ikke det ville skabe lidt forvirring? I øvrigt er det pudsigt, at forkortelsen laves af avokadoer i flertal — om det hedder en ’avo’ ved vi ikke, men på trods af at ordet er forkortet, medtages flertals s’et altså stadigvæk.

Mossies (mosquitoes)
Hvis du finder dig selv i selskab med en eller flere australiere (eller aussies jf. nedenstående), så vil du ofte høre dem tale om ’mossies’ — betydende mosquitoes, altså myg. Et eksempel på en typisk sætning kunne være: ”These damn mossies are everywhere”.

Aussies (australians)
Australiere kan godt finde på at omtale sig selv som ’aussies’ — altså en forkortelse af ’australians’. Eksempelvis kan man sige ”these aussies sure know how to dance”. Er du blevet nysgerrig på det australske slang, så kan du her se en uofficiel ordbog over australske ord.

Cray (crazy)
En af de sammentrækninger, som vi på kontoret, er lidt glade for, er ’cray’ — kort for ’crazy’. Rihanna har for eksempel brugt det på Twitter: ”My Rio fans are CRAY!!!!! I hear u guys singing since lastnight!!!! I love u BRAZIL!!!”. Måske du også har hørt sangen ’That shit cray’, her bruges ordet (hvis du var i tvivl) med samme betydning.

Her fik du en række eksempler på, hvordan forkortelserne har fundet deres vej ind i det danske og engelske sprog. Måske er der endnu flere, end dem vi har studset over. Om vi simpelthen har for travlt til at udtale ordene, eller om folk bare synes, det lyder sejt at forkorte dem, kan vi ikke udtale os om. I hvert fald er du nu klædt på til at forstå det danske (og australske) slang i sommervarmen.

Anja Skov Marcussen

Studerer journalistik og kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Back To Top
×Close search
Search