Imposter syndrome

Imposter syndrome blev første gang identificeret af to psykologer, Pauline Rose Clance og Suzanne Ament Imes, i et forskningsprojekt på Georgia State University. De fandt ud af, at det var en form for intellektuel falskhed, hvor man tror, at succes er rent held. De fandt også ud af, at det ofte er i følgeskab med lav selvtillid, depression og angst. Ydermere frygter man ikke at leve op til sit image, og man er bekymret for, om man bliver afsløret som uværdig eller inkompetent. Først fandt de to psykologer mønstret hos succesrige kvindelige studerende, men senere er der forsket videre, hvor man har fundet ud af, at køn ikke har en afgørende betydning for følelsen.

Kendetegnene ved impostor syndrome

På samme universitet lavede Joe Langford og Pauline Rose Clance i 1993 et nyt forskningsprojekt. Her identificerede de kendetegnene yderligere. De fandt ud af, at det er muligt at have et generelt tilstrækkeligt selvværd, men at de negative følelser kommer i forbindelse med sine præstationer. Undersøgelsen viste kendetegnene, at man 1: lider af frygten for at fejle, 2: oplever sin succes held, fejl eller personlig charme, 3: ønsker at skille sig ud, 4: har følelsen af at have givet andre et falskt indtryk af sig selv, og at man 5: ikke tror på anerkendelsen fra andre.

At sætte barren for højt

Videnskabsjournalist Bjørn Wessel-Tolvig oplevede følelserne under sin ph.d.-uddannelse på Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet. Han fortæller:

”Det var i form af, at jeg havde sat barren for højt. Når man er ph.d.-studerende, synes man, at det hele skal være nytnytnyt — ligesom på alle andre arbejdspladser. Det kan godt være svært engang imellem at være kreativ 8–10 timer om dagen, hvis man har skriveblokering, eller man får et afslag på sin artikel. Så går man med alle de der rigtig dumme ting, mens man skal undervise, og så tænker man pludselig, at ‘kan jeg virkelig noget som helst?’”.

Følelsen af inkompetence har Bjørn oplevet i sin undervisning i forbindelse med sin ph.d.-uddannelse. Han fortæller:

”Det var følelsen af, at det faglige niveau ikke var højt nok. Jeg havde selvfølgelig læst og forberedt mig og vidste, hvad der skulle undervises i. Men jeg havde en fornemmelse af, at det ikke var nok”.

Den forstærkende følelse af at det ikke var nok, handlede om, at de studerende skulle spørge om noget, han ikke vidste. Bjørn uddyber:

”Jeg havde på fornemmelsen, at der sad en eller anden studerende ude i lokalet, der vidste meget mere om emnet, end jeg gjorde. At de ville de spørge om noget, jeg absolut ikke vidste noget om, og så ville det altså kunne forstærke følelsen af ikke at vide noget om emnet”.

Autoriteten skal skabes, så fjernes følelsen

Når man som Bjørn bliver kastet ud i at undervise på universitetet, kan man godt føle, at man mangler den autoritet, man gerne vil besidde for at føle sig mere sikker. Bjørn fortæller:

”Jeg tror, at man kommer fra folkeskolen og gymnasiet, hvor læreren er en autoritet. Men på universitetet kan man godt stå overfor en underviser, der ikke er meget ældre end en selv. Uanset hvor mange tweed-jakker jeg tog på, så havde jeg bare ikke den der lektor-autoritet, da jeg var ph.d.-studerende. Den skal skabes gennem undervisning. Det er følelsen af impostor syndrome i starten, men det er også noget, der går væk, når man erkender, at man har styr på det”.

”Det var en form for held”

Et andet symptom på impostor syndrome er det at føle sig heldig med sine resultater og sin succes. For Bjørn var det aldrig intentionen, at han skulle skrive en ph.d. Han fortæller, hvordan han fik chancen:

”Jeg havde et job som forskningsassistent og et på Danmarks Radio. En dag spurgte de på KUA, om jeg ville skrive en ph.d.-ansøgning. Det gjorde jeg henover sommeren, og så fik jeg et svar om, at jeg kunne starte den og den dag. Det var jo en eller anden form for held, når der er 800 ansøgere. Men jeg følte aldrig, at det var, fordi jeg ikke var værdig, eller fordi jeg havde den der fornemmelse af, at lige om lidt så afslører de mig for ikke at kunne noget. Jeg havde fornemmelsen af, at det var heldigt, men jeg følte ikke, at jeg snød dem til at være noget, jeg ikke var.”

”Lige om lidt er der en, der spørger om noget, jeg ikke ved”

I dag er Bjørn i tvivl om, om man kan kalde det, han oplevede for impostor syndrome. Han uddyber:

”Der er de svære tilfælde af impostor syndrome, hvor det bliver manisk. Der er så andre som mig i den helt anden ende af det her kontinuum, som udmærket er klar over, at vi godt kan have den her fornemmelse en gang i mellem. Vi anerkender også, at vi godt ved, hvad vi underviser i, og at vi har styr på det. Men man kan have den her fornemmelse af at ‘lige om lidt er der en, der spørger om noget, jeg ikke ved’”.

Tal højt om det

Ifølge flere psykologer er det vigtigt at tale højt om det. For Bjørn og hans gruppe med ph.d.-studerende var det noget, de talte åbent om:

”Helt generelt er det aldrig sundt at bakse med sine problemer alene. Om det er impostor syndrome eller depressioner, så ja, det er rigtig gavnligt at tale med hinanden. Det var noget, vi talte meget åbent om i gruppen. Vi vidste, at man kunne føle sig utilstrækkelig i starten. Vi anerkendte også, at det var en følelse af nervøsitet, fordi vi ikke kendte det terræn, vi blev sendt ud i. Vi havde det ikke dårligt med det. Jeg ved ikke, om jeg har lidt af impostor syndrome — men jeg har haft fornemmelsen af, at det var nogle af de træk, der lå der. Men det var en utrolig lettelse, at det ikke kun var mig, der var en ‘impostor’, men det var faktisk noget, jeg oplevede rigtig mange have”, fortæller han.

Impostor syndromet og følelsen af ikke at være god nok er nært beslægtet. Det minder om en overdreven faglig usikkerhed. Det handler ikke om at føle, at man snyder andre, men om at man tror, at sin succes ikke sker på grund af egentlige evner. I Kommunikation og Sprog holder vi en workshop i København om følelsen af ikke at være god nok tirsdag den 6. november 2018. Kom og tal med os, hvis du har oplevet at du ikke føler dig god nok, eller at impostor syndrome lyder bekendt.