skip to Main Content

Podcast

Podcasts til vinterhygge

Nu er dagene blevet kortere, og udenfor er det mørkt og koldt. Det betyder, at det er tid til at sætte elkedlen over, finde et varmt tæppe frem, lave en kop te og sætte en god podcast på. Vi har her samlet nogle af de podcasts, vi bedst kan lide. Der er både noget til dig, der elsker mordgåder, vil have et godt grin eller gerne vil blive klogere på dit fag hjemme fra den gode lænestol.

Til dig, der vil blive klogere på kærlighed:

Where should we begin? with Esther Perel
Når det kommer til kærlighed og parforhold, er der så en modsætning mellem behovet for tryghed og behovet for frihed? Hvad skal der til for at redde et parforhold, efter den ene har været den anden utro igennem 20 år? Og er vi mennesker overhovedet skabt til at være monogame? Det er nogle af de spørgsmål, man stiller sig selv, mens man lytter til denne podcast, hvor man er fluen på væggen, når den belgiske psykoterapeut Esther Perel stiller de helt rigtige spørgsmål og sætter tanker i gang hos de par, hun har i terapi. Lyt til ’Where should we begin? with Ester Perel’ her.

Til dig, der ikke ved, hvad du har lyst til at lytte til:

Politikens Poptillæg
Hver uge kigger journalist Lucia Odoom nærmere på tendenser, der rører sig i popkulturen. Det handler om alt fra Tinder-kultur og Robyns nye album til Disneys brug af folkeeventyr og Månen. Uanset hvad ugens emne er, har Lucia Odoom fundet en spændende vinkel på det og gør det let for lytteren at blive klogere på noget, man måske ikke engang vidste eksisterede. Lyt til ’Politikkens Poptillæg’ her.

Til dig, der er nysgerrig på menneskets psyke:

Invisibilia
Vores tanker, handlinger og dybeste ønsker formes af kræfter, som vi ikke altid kan se, og som vi langt hen ad vejen ikke tænker over. I ’Invisibilia’ blander NPR-journalisterne Alix Spiegel, Hanna Rosin og Lulu Miller virkelige menneskers fascinerende fortællinger med eksperters nyeste forskning om hjernen og psyken. Man møder blandt andre en mand, der har lært sig selv at se ved hjælp af klik med tungen, en kvinde, som er så empatisk, at hun mærker andres følelser og oplevelser på egen krop, og en cyborg, der dokumenterer hele sit liv. Lyt til ’Invisibilia’ her.

Til dig, der elsker mordgåder:

S-Town
John B. McLemore kontakter NPR-journalist Brian Reed, fordi der er noget helt galt i hans hjemby Woodstock i Alabama, eller som han kalder den: Shit Town. Der er blevet begået et mord, og ifølge McLemore er den skyldige gået fri. Ligesom Brian Reed kan man som lytter ikke undgå at blive fascineret af McLemore med hans tykke sydstats-accent, excentriske personlighed og gådefulde historie. Langsomt lærer man ham at kende, og et billede tegner sig af en lynende intelligent mand, der kæmper for retfærdighed for de svageste, samtidig med at han fuldstændigt har mistet troen på menneskeheden. Lyt til ’S-town’ her.

Til dig, der vil have et godt grin:

My Dad Wrote A Porno
Hvad ville du gøre, hvis du fandt en bog fyldt med din fars erotiske fantasier? Da den britiske producer Jamie Morton fandt ’Belinda Blinked’ — en kladde til en erotisk roman forfattet af hans far — besluttede han at forvandle den til en podcast. I romanen følger man Belinda, en ung, målrettet karrierekvinde, der netop er trådt ind i gryde og pande-industrien, hvor luksusfly, hemmelige sex-rum og erotiske forhold til kollegaerne er en del af hverdagen. Sammen med sine venner Alice Levine og James Cooper læser Jamie Morton kapitel for kapitel sin fars værk op, og det kan hverken siges at være et litterært mesterværk eller særligt sexet, men til gengæld så tåkrummende sjovt, at der er fare for at tisse i bukserne af grin. Lyt til ’My Dad Wrote a Porno’ her.

Til dig, der endnu ikke har lyttet til Serial:

Serial
Den amerikanske NPR-journalist Sarah Koenig blev kontaktet af en fortvivlet mor, der havde prøvet alt for at bevise, at hendes søn Adnan Syed sad i fængsel for en forbrydelse, han ikke havde begået. I 1999 blev liget af Adnan Syeds ekskæreste, den amerikanske high school-elev Hae Min Lee, fundet halvt gravet ned i en skov i Baltimore. Få uger senere blev Adnan Syed anholdt for forbrydelsen, og i år 2000 blev han dømt for mordet. Siden har han siddet fængslet.

Adnans sag vakte Sarah Koenigs nysgerrighed, og hun opdagede, at retssagen var mere kompliceret end som så. I ’Serial’ hører man samtaler mellem hende og Adnan Syed, og man får hurtigt sympati med den snart 40-årige mand. Samtidig bliver tvivlen ved med at nage: Er han blevet offer for USA’s notorisk hullede retssystem, eller har han virkelig kvalt og begravet sin ekskæreste? Denne podcast er en af de mest downloadede til dato, og hvis du ikke har hørt den endnu, er det et must. Lyt til ’Serial’ her.

Til dig, der gerne vil blive klogere på kommunikation, sprog og marketing:

Kommagasinet.dk
Hvad går GDPR, Cambridge Analytica, influencer marketing og community management ud på? Hvordan ser fremtidens kommunikationslandskab ud? Og hvordan tilpasser man sig bedst en branche, der hele tiden er i forandring, mens man samtidig passer på sig selv? Det er nogle af de spørgsmål, eksperter og fagfolk giver deres bedste svar på i Kommagasinets podcast. Podcastet blander oplæste artikler med interviews og udkommer hver mandag. Lyt til Kommagasinets podcast her.

Til dig, der vil have mere inspiration

Hvis du vil have mere inspiration til podcasts om dit fag, har vi her samlet syv podcasts til dig, der elsker kommunikation, medier og marketing. Vi har også lavet en guide til dig, der gerne vil i gang med dit eget podcast, som du finder her. Og har du en yndlingspodcast, som er spændende, lærerig, sørgelig, sjov eller uhyggelig, må du meget gerne dele den med os, så vi kan lytte med og dele den med andre.

Line Skydsgaard

Studerer Cognition & Communication på Københavns Universitet og har en bachelor i kommunikation og engelsk fra Roskilde Universitet. Har været ansat i Kommunikation og Sprog siden juni 2018.

Back To Top
×Close search
Search