skip to Main Content

Studiejob:

Lad det blive DIN fordel på sigt

Efter en god, lang sommerferie er studierne for de fleste studerende blevet en del af hverdagen igen. Og forventningerne til sig selv og fremtiden skubber sig på. Men du er nødt til at droppe forestillingen om, at det kun er 12-taller, der kan sikre dig drømmejobbet i fremtiden. Faktisk er det ikke dine karakterer, som arbejdsmarkedet er optaget af, men derimod praktisk erfaring og evnen til at kunne sætte din viden i spil.

Et studierelevant job er derfor den nemmeste vej til et job efter endt uddannelse. En studerende, som har mange jern i ilden, og har flere studierelevante jobs, er Lotte fra Aalborg Universitet, som læser Kommunikation og Digitale Medier på 5. semester. Hun arbejder blandt andet for marketingbureauet Konxion, hvor arbejdsopgaverne omfatter skrivning af SEO-tekster, Facebook-annoncering samt almindelige content-opgaver.

Derudover arbejder hun frivilligt som næstformand hos Dansk Markedsførings studenterforening. Om det fortæller hun:

“DMS har lært mig at arrangere større såvel som mindre arrangementer, og så får jeg stor glæde af det tværfaglige arbejde med både virksomheder og studerende fra forskellige studier. Som næstformand er jeg også ansvarlig for foreningens udvikling og rekruttering af nye bestyrelsesmedlemmer. Det er jeg glad for, da den slags opgaver er nogle af dem, jeg gerne vil løse, når jeg er uddannet”.

Men vejen til at få sit første studiejob kan for mange være en smule angstprovokerende. “Hvad kan jeg? Hvad har jeg konkret lært? Hvad kan jeg bidrage med?”, er tanker, som du ikke sidder alene med. Mange af os har svært ved at se, hvordan vi kan omdanne den teori, vi møder på universitet, til praksis.

Lotte fortæller følgende om sin erfaring af koblingen mellem teori og praksis:

“Jeg kan bruge min teoretiske viden i en sådan forstand, at jeg er blevet et bedre menneskekender, og jeg tænker over, hvordan jeg kommunikerer i visse situationer. Men i mange situationer er studiejobs også en supplering til studiet — et sted, hvor jeg lærer de praktiske ting, så jeg både har erfaring fra praktiske og teoretiske opgaver med i min rygsæk”.

Men hvordan ved jeg, at jeg kan mestre et studiejob? Det ved du heller ikke. Du bliver nødt til at kaste dig ud på gyngende grund. Stol på dig selv, og tænk på, at virksomheden har ansat dig, fordi de tror på DIG ud fra dine kompetencer og personlighed.

Lotte har følgende råd til jer studerende, som ønsker et studierelevant job: “Du skal ikke være kræsen — du skal være nysgerrig. Man kan lære så meget af at komme ud på en arbejdsplads. Som studerende har man fem år til at finde ud af, hvad man gerne vil, og mine forskellige job har i høj grad været med til at udvikle mig og gøre mig bevidst om, hvad jeg gerne vil. Et studiejob er altså det bedste bevis på, at du er produktiv, mødestabil og kan omsætte teori til praksis. Så grib chancen, og lad et studiejob blive din fordel på sigt.”

Back To Top
×Close search
Search