Sprog

“Det kniwer med at huske, hvordan man løwer en 5 km-lang tur samt hvordan man griwer en bold. Jeg må nok hellere køwe noget pewer og sæwe for at begriwe det”. Okay, den sætning giver absolut ingen mening, men det er heller ikke indholdet, der er det vigtige her. Det er nemlig det dejlige bogstav b, som er udsat for en w-overtalelse.

Den ægte vare

I lang tid har man i nogle danske ord omvekslet bogstavet b til bogstavet w. Det er der ikke noget nyt i. Tænk bare på ‘gammeldags æblekage’; Vi siger gerne ‘gammeldaws æwlekage’ for at få det til at være helt ægte: Måske tænker vi, at hvis vi udtaler det som ‘gammeldaws æwlekag’, så må det være helt rigtigt, og vi ved, hvad vi kan forvente at sætte tænderne i.

Det 23. bogstav

Det danske sprog har i en vis forstand ikke noget w. Det er det 23. bogstav i det danske alfabet, men når vi synger ABC-sangen, glemmer vi at tage w’et med. Eller det er i hvert fald mere besværligt at tage det med, end de resterende bogstaver. Vi har det naturligvis i engelske låneord og egennavne, men w er mere en måde at udtale enten b, v eller g på. Lyden af w er ikke en modsætning til b eller v, men det kan tværtimod træde til i stedet for b. Som i mit eksempel i indledningen, eller når w kan træde i stedet for b, som når skib udtales skiw, eller w i stedet for g, når gammeldags udtales gammeldaws.

Anstrengende udtale

Men hvad handler det egentlig om? Det kan være, at det er for anstrengende at lukke munden ordentlig, når bogstavet b skal udtales, eller det kan kræve for meget af kæbemusklerne. Det er nu underligt, når vi som sådan ikke rigtig har bogstavet w helt inde i det danske skriftsprog. Egentlig kunne man godt tro, at det var en dialekt fra det jyske, som har påvirket det danske rigssprog, men ifølge Den Store Danske er udviklingen kommet fra østdanske dialekter.

Fonetik og tradition

Fonetiker og lektor emeritus Nina Grønnum mener, at der ikke er noget nyt i udviklingen af reduktion af konsonanter, der står mellem vokaler. I det danske sprog har den tradition været her siden vikingetiden som for eksempel med ordene: fare, pige, uge, nogen og så videre. Og tidligere stavedes en due = duve, en flue = fluga, og en bue blev stavet bogi. Selvom b’et ikke som sådan bliver reduceret, bliver det omformuleret til et w, så måske er vi i gang med at reducere b’et, når det står mellem vokaler.

Den danske udtale

Det danske sprogs udtale har alle dage været … løjerlig. Vi ved det, og til trods for at vi udtaler det “griw”, så ved vi godt, at det staves ‘grib’. Det er alligevel helt godt gjort. Men når der begynder at stå “Kom, nu løver vi” i undertekster, kunne vi tænke, at det er en hurtig tastefejl, og så går livet som altid videre, men tyve sekunder senere står der noget nær det samme: “Skulle du med ud og løve?” Vi må se, hvad der sker med den udvikling. Om ikke andet er det i hvert fald for evigt morsomt, når nogen råber: ‘GRIIIIIIIIIIIIW!’