skip to Main Content

Navne og identitet

“Jeg hedder altså Kathrine, ikke Katrine”

Vi føler os specielle og unikke, når vores navn er anderledes. Vores navn er blevet en del af vores identitet, hvor det tidligere var mere brugt til at være individuelt udpegende. Vores forhold til skriftsproget er for autoritetstro, siger navneforsker Birgit Eggert fra Københavns Universitet. Læs med og find ud af, hvad det har med navne at gøre.

I disse år virker det til, at vores forhold til vores navn er vigtigere end nogensinde. Min egen forståelse af mig selv ligger (også) i mit navn. Nuvel, jeg synes, at det er et stærkt og enkelt navn, og jeg kan for eksempel ikke fordrage, når min læge skriver Emily til mig, selvom jeg lige har skrevet “venlig hilsen Emilie” til hende.

Jeg vil gerne identificere mig selv som stærk og enkel, men da der i ordet “identitet” også ligger, hvordan ens omgivende samfund kender én i kraft af ens navn, så tvivler jeg oprigtigt på, at jeg bliver opfattet som stærk og enkel af mit omgivende samfund. Derfor går det mig på, når mit navn bliver stavet på andre måder, end jeg gerne ser det.

Skrift og tale

Det her med stavemåden af navne er noget, som navneforsker Birgit Eggert fra Københavns Universitet har lagt mærke til over de senere år.

“Det er blevet væsentligt med stavemåden af personnavne. For eksempel kunne Jacob med C tænke ‘Det kan ikke være mig Jakob, fordi jeg staves jo med C’. Hvor meget identitet er der i stavemåden, når navnet er det samme, og lyden er det samme?”, spørger Birgit Eggert.

Birgit Eggert mener, at i forhold til navne får skriften for stor autoritet, fordi det talte sprog altid er gået forud for det skrevne.

“Sproget var der først. Skriften er sekundær, men det er den ikke altid længere, og det virker lidt for autoritetstro, hvis man forestiller sig skriften som en sproglig autoritet”, understreger navneforskeren.

“Hvor meget identitet er der i stavemåden, når navnet er det samme, og lyden er det samme?”

Unikt navn, unik person

Det er altså en vigtig del af os, at vores navne bliver stavet, som de nu staves.

“Samtidig er der det her med, at vi alle skal have særlige navne. Det kan man lidt få ved at have et almindeligt navn, der er stavet underligt. Og hvad er formålet med det, tænker jeg?”, spørger Birgit Eggert. Svaret kommer til hende, mens hun spørger: “Måske er fordelen, at når man er barn, har man et almindeligt navn, når det udtales”.

Birgit Eggerts egen observation af børn omkring børnehavealderen er nemlig, at børn godt kan lide at have almindelige navne.

“De synes, det er sejt at møde nogen, der hedder det samme som dem selv. Så er navnet bare dobbelt så godt”, fortæller hun. 

Den anderledes måde at stave sit navn, kan man ikke høre, når man er et barn. Der hedder man bare Jakob, Katrine eller Christoffer. Det kan være besværligt for et barn at skulle stave sit navn med dobbelt-ph fremfor f – som for eksempel i Christoffer. Birgit Eggert husker et interview med moren til en Christoffer, der i sin tid fik lov efter lang tids spørgen til at blive stavet med dobbelt-ph: Christophpher. I interviewet bliver moren spurgt om, hvorfor det var så vigtigt for hende, at hendes søn blev stavet på den måde:

“Hendes Christoffer var en helt særlig Christoffer, fortalte moren. Og det må være det, der ligger i det. At alle de her børn skal være så særlige, hvilket de jo også er indenfor familien, men navnet skal ikke kun bruges indenfor familien. Det her barn skal begå sig både som barn, teenager, voksen og gammel. Man har et stort ansvar, når man giver et barn et navn. Især hvis man giver det noget, der er atypisk”, fortæller navneforskeren.

Ny navnelov i 2006

I 2006 kom en ny navnelov til, der åbnede op for listen af tilladte navne. Det virkede til, at forældre gav den ekstra kreativ gas efter åbningen for mere frie navne på listen over tilladte navne. Men det ikke helt tilfældet. Birgit Eggert fortæller nemlig, at efter den nye navnelov trådte i kraft, kommer alle fornavne, der bliver godkendt også på listen over godkendte fornavne.

“Det gjorde de ikke før. Der kunne navne godkendes efter omstændighederne, så der blev godkendt mange navne før det, uden at det kom på listen. Det er en ret væsentlig forskel, fordi der blev også tilladt rigtig mange navne før 2006. Det var bare ikke synligt nogen steder”, fortæller hun.

Numerologi og myndigheder

De (lad os kalde dem) unikke måder at stave et navn har altså gjort, at der er tilføjet særlige måder at stave navne til listen over godkendte navne. Birgit Eggert kommer ind på numerologi, som hun i kraft af sit virke som navneforsker naturligvis er nødt til at forholde sig til:

“Nogle af de numerologiske skoler mener, at man skal beholde det navn, man har, men ændre stavemåden. Det giver nogle lidt mærkelige stavemåder, og de kommer også på listen over godkendte navne”. Ifølge nogle numerologer er det nok at ændre sit navn hos myndighederne, mens man ikke behøver udføre det i praksis.

Det synes Birgit Eggert er mærkeligt og rammer hovedet på sømmet og siger: “Hvad er det for en magt at tillægge myndighederne? Det er jo det der med skriften igen, og den magt og autoritet, der ligger i skrift”.

For 100 år siden var det anderledes

Birgit Eggert fortæller, at hun har undersøgt stavemåden af navne, og at det er et nyt forhold, vi har til det:

“I 1915, da min oldemor har været 18-20 år, skulle hun ud og tjene. I den forbindelse skrev hun nogle breve til damen af huset. I de breve forhandler hun blandt andet løn”, fortæller hun.

“Der er tre breve, som er skrevet indenfor 14 dage, og hun underskriver sig forskelligt i alle brevene. Hun hedder Anna Katrine og Anne Katrine og Katrine. De tre varianter bruger hun indenfor 14 dage til den samme modtager. Hun har ikke haft den autoritet i skriften og identitet i sit eget navns skrivemåde. Ellers havde hun ikke skrevet sådan. Det er 100 år siden. Så ældre er det ikke, at det pinedød skal være den rigtige stavemåde”.

Birgit Eggert slutter af med at sige, at et navn ikke har nogen egentlig betydning, men at det er udpegende: “Et navns funktion er at være individuelt udpegende, så man ved, hvem eller hvad man snakker om”. Og selvom jeg godt ved, at det er mig, min læge udpeger, når skriver som hun gør, betyder det noget for mig. For jeg hedder altså Emilie, ikke Emily.

Emilie Skovly

Studerer moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. Har en bachelor i italiensk kultur og sprog.

Back To Top
×Close search
Search