De fleste studerende er nok ved at være tilbage på pinden og i gang med det nye semester. Men er du egentligt klar over, hvordan du læser bedst? Eller hvordan du får mest muligt ud af de noter, du tager til forelæsninger? Hvis svaret er ”nej” eller et tøvende ”det tror jeg”, så læs med her og få gode tips til, hvordan du kan blive en endnu skarpere studerende.
Tekst / Anja Skov Marcussen
Foto / Joshua Coleman
Udgivet / 26. februar 2019
Nyt semester, ny mig
Vi starter med læsningen, for i starten af et nyt semester kan det godt være svært at komme tilbage til læsningen. Samtidig kan det også være nu, at der er ny motivation til at få det hele med og måske prøve nogle nye læsemetoder af. Her får du nogle råd til, hvordan du kan blive god til at læse på den måde, du får mest ud af.
Hvor
Det betyder meget, hvor du sidder og læser, men det kan alle studerende nok hurtigt blive enige om. Måske læser du bedst på læsesal eller hjemme i lænestolen eller på sofaen. Det kan være en god idé at læse forskellige ting forskellige steder og måske endda skifte lokation i løbet af dagen. Nogle tekster glider nemmere med lidt musik i ørerne, mens andre slet ikke kan læses, når musikken spiller i øregangene. Lige meget hvad er det en god idé at sidde i en god stilling, der ikke belaster din ryg samt sidde et sted med ordentligt lys, så dine øjne heller ikke bliver for anstrengte. Det er et par af de ting, du kan tænke over og måske lige tjekke igen; om det sted, du plejer at sidde, er godt for ryggen og øjnene.
Hvad
Det her punkt er nok ret væsentligt for de fleste studerende, for hvad skal man læse, hvis pensum simpelthen er for uoverskueligt? Det er godt at gå efter, hvad din underviser har sagt eller skrevet på intranettet, men også at tænke over, hvad du synes er mest spændende. Det kan være en god idé at prioritere din tid og huske at holde pauser. Måske kan du starte med det lidt tunge læsning fra morgenstunden, når hjernen er frisk og så læse de mest spændende tekster efter frokostpausen.
Hvordan
Hvordan du læser, har meget at gøre med det ovenstående punkt: Hvad du læser. For forskellige tekster kræver forskellig slags opmærksomhed. Hvis du læser noget tungt, kan det kræve din fulde opmærksomhed, og måske skal du læse nogle passager flere gange, mens lettere tekster måske bare kan skimmes. Her er det også væsentligt at huske på, at du ikke skal kunne huske hvert eneste ord, men nærmere være i stand til at forstå de overordnede sammenhænge.
Notatteknik:
Det fører os videre til det næste punkt: Nemlig notatteknikker. For nogle gange kan det hjælpe at skrive notater, mens du læser for at opdage større sammenhænge eller perspektiver, der går igen, eller som måske er direkte modstridende. Det kan også hjælpe dig til at huske, hvad de forskellige tekster handler om, når du skal hive dem frem til eksamen. For nogle giver det bedst mening at skrive notater i bøgerne (bare ikke, hvis det er biblioteksbøger) eller at sætte post-its ind på de forskellige sider. Andre laver mindmaps eller skriver spørgsmål og pointer ned undervejs. Det kan godt betale sig at forsøge sig frem, for når man læser meget i løbet af et semester, kan man hurtigt glemme, hvor man har læst forskellige pointer og referencer.
Forelæsninger
Det gælder også, når du tager noter til forelæsninger. Måske kan det være lidt overvældende, når alle de andre taster løs på tastaturerne for at få hvert eneste ord med, men det handler om, at du finder din egen måde at gøre det på. For nogle er det bare bedre at skrive notater i hånden – så kan du også tegne streger og cirkler rundt om de væsentligste ting. Hvis du husker bedst på den måde, er det vigtigt at have et godt system eller en notesbog til hvert kursus, så du kan finde alle noterne igen, når du skal til eksamen eller huske en vigtig pointe til et studiegruppemøde. Det er lidt lettere, hvis du skriver på computeren, for så kan du altid søge i notaterne og finde de temaer, du skal bruge. Det vigtigste at huske er, at det er dig, der skal kunne finde rundt i det, og at det derfor ikke altid er en fordel at skrive alting ned – eller forsøge at nå det. Nogle gange er det bedre at lytte til forelæseren og skrive de allervigtigste ting ned i punktform eller noget lignende.
Husk dig selv
Til slut vil vi ønske dig held og lykke med det nye semester og give dig et lille råd med på vejen: Husk dig selv. Selvom det kan føles som om, alle andre læser mere end dig eller tager flere noter, handler det om, at du finder ud af, hvad der virker for dig. Det kan godt variere fra semester til semester og i forskellige perioder i dit liv, men det vigtige er, at du husker at lytte til dig selv, så du ikke går kold i læsningen. God læselyst!