Studerende Mia Christiansen modtog en torsdag eftermiddag en kaffeinvitation på LinkedIn. Da hun mødte op til kaffeaftalen fredag, lå hele hendes LinkedIn-profil printet ud på bordet, og hun befandt sig pludselig til en jobsamtale. Dagen efter takkede hun ja til stillingen som Traffic and Marketing Manager hos tech-startuppen Listen to News.
Tekst / Line Skydsgaard
Foto / Pixabay
Udgivet / 19. marts 2019
Det var Christian Grønlund, Head of Marketing and Development hos Listen to News, der fandt Mia på LinkedIn, og han fortæller, at de ofte bruger LinkedIn som rekrutteringsværktøj, fordi det åbner op for nye muligheder.
”I vores tilfælde, hvor vi direkte har taget kontakt til Mia, får vi mulighed for at skabe dialog med en person, som ikke nødvendigvis ville have fundet os, hvis vi havde lavet et mere traditionelt opslag. Vi får mulighed for at tale med interessante personer, der måske ikke er direkte på udkig efter noget nyt,” fortæller han.
Inden Mia Christiansen fik sit nye job hos Listen to News, arbejdede hun hos fagforeningen Kommunikation og Sprog. Det var et job, hun havde fået på traditionel vis: Ved at sende CV og ansøgning til en ledig stilling for derefter at blive kaldt til samtale. Derfor var hun både overrasket og lidt forvirret, da hun modtog en kaffeinvitation fra Christian Grønlund. Da hun senere var blevet tilbudt et job og havde snakket med sin nye chef, fandt hun ud af, at hun med sin LinkedIn havde trykket på de helt rigtige knapper.
Sæt ord på dine kompetencer og resultater
Da Mia byggede sin LinkedIn, startede hun med at tænke over, hvilke kompetencer, hun havde.
”Jeg brugte meget tid på at få formuleret, hvad jeg havde lavet, og hvad mine arbejdsopgaver havde bestået af. Den sværeste del var nok at sætte ord på de resultater, jeg havde opnået”, siger Mia.
Det er ikke let at konkretisere og formulere sine stærke sider. Derfor råder Mia til at finde inspiration i gamle anbefalinger og søge hjælp hos studiekammerater og kollegaer:
”Jeg brugte de anbefalinger, jeg har fået fra tidligere job. Der står jo en opridsning af arbejdsopgaver, og så står der typisk noget mere personligt. Ellers kan man – selvom det er grænseoverskridende – spørge sine gamle kollegaer. De ved, hvordan du er på en arbejdsplads. Eller dine studiekammerater. De kan helt sikkert fremhæve noget, du ikke selv kan eller vil fremhæve”.
Læg vægt på din uddannelse
Som studerende skal man fremhæve, hvilke kompetencer man opnår gennem sin uddannelse. Mia opfordrer til at kigge i studieordningen for ens uddannelse, hvor det står formuleret. Hun minder også om at inkludere frivilligt og organisatorisk arbejde.
”Udover sin erhvervsmæssige erfaring er det vigtigt at lægge vægt på, hvad for en uddannelse man går på, og hvad man kan efter endt uddannelse. Jeg har også skrevet, hvilke aktiviteter og foreninger jeg har været en del af. Bare malk, alt hvad du kan. Skriv, hvad uddannelsen har gjort dig i stand til, og hvilken kompetenceprofil du får bagefter. Det behøver man ikke selv at gruble over; det er altid defineret af ens studiested”, fortæller Mia.
Opbyg et stærkt netværk
Noget andet, Mia brugte tid på, da hun byggede sin LinkedIn, var at oprette forbindelse til folk, hun kendte professionelt, som studiekammerater, undervisere og kollegaer, og at melde sig ind i forskellige grupper, der var relevante for hende.
”Jeg begyndte at melde mig ind i en masse grupper med ting, der interesserer mig. Podcast-produktion og teknologi for eksempel. Jeg oprettede også forbindelse til folk, jeg kendte – både professionelt og privat,” fortæller hun.
Mia har senere erfaret, at det på LinkedIn er acceptabelt at oprette forbindelse til folk, man ikke nødvendigvis har mødt, hvis man har fælles interesseområder. Dog understreger hun, at det ikke handler om at oprette forbindelse til flest muligt.
”Før har jeg kun oprettet forbindelse til folk som studiekammerater eller tidligere kollegaer, men nu har jeg vovet mig ud i at oprette forbindelse til andre. Det skal man dog tænke over en ekstra gang, for der er nogle, der synes, at det er mærkeligt. Man skal ikke bare oprette forbindelse til alle. Det er ikke en konkurrence om, hvor mange forbindelser du har. Det handler om, hvor stærkt dit netværk er,” siger Mia.
Få styr på dit billede
Det nok største blikfang på LinkedIn er billedet, hvor man selvfølgelig skal tage chancen for at præsentere sig fra sin bedste vinkel. Her, fortæller Mia, skal man ikke tro, man kan springe over, hvor gærdet er lavest ved at stjæle et billede fra Facebook.
”Få styr på dit billede. Det er vigtigt, at man har et billede, der ikke er et feriebillede eller et billede, som tydeligvis bare er et Facebook-billede sat i sort-hvid. Det er vigtigt at få taget et godt billede”, understreger hun.
Ret i den automatiske titel
LinkedIn genererer automatisk en titel, hvor der enten står stillingsbetegnelse eller studie. Den kan man gå ind og ændre, og faktisk har man hele 120 tegn til rådighed. Et godt tip er, ifølge Mia, at optimere sin titel og udnytte de tegn, man har til rådighed.
”Når man er inde på profilen, kan man se en hovedoverskrift, billedet, og nedenunder står der automatisk din jobtitel. Det ville jeg gå ind og ændre, så der selvfølgelig står, at du er studerende eller har et studiejob, men også lige bruge resten af de anslag, du har til rådighed til at skrive det, du kan, og noget, der skiller dig ud. Det kommer nemlig frem i søgefeltet. I mit stod der ”Webkonsulent hos Kommunikation og Sprog |Video- og Podcast-Produktion | Marketingblæksprutte | Tech-savvy”. Det fungerer som et lille sneak peek”, fortæller Mia.
Blandt andet peger Christian Grønlund på Mias titel, som en af de ting, der gjorde at Mias LinkedIn fangede hans opmærksomhed.
”Mias profil er godt struktureret, og så turde hun at skille sig ud fra mængden ved at skrive ’Tech-savvy’ i sin headline,” siger han.
Et tip til at få ens LinkedIn-profil til at fremstå professionel er, som Mia har gjort, at adskille sine forskellige kompetencer i titlen med et pipe-symbol – altså en lodret streg som den her: |.
Brug tid på de første tre linjer
Det er vigtigt at tilpasse sin tekst efter LinkedIns format. Under jobtitel og billede er der et resume, hvor man skal opsummere sine spidskompetencer og interesser. Her råder Mia til at bruge ekstra tid på de tre første linjer.
”I resumeet kan man kun se de første tre linjer, medmindre du går ind og folder det hele ud, så de skal sidde lige i skabet. Du skal opsummere det, du kan, og samtidig vise noget personlighed. Når man så folder det hele ud, kan den lidt mere tørre del komme”, fortæller Mia.
Mias nye chef har fremhævet, at han særligt bed mærke i den første del af hendes resume.
”Han sagde, at han godt kunne lide den måde, jeg havde skrevet den danske intro til min LinkedIn, fordi jeg har lavet en lidt finurlig tre-linjers intro, hvor jeg nævner tre korte ting om mig selv,” siger Mia.
Fremhæv de kompetencer, der matcher drømmejobbet
Det er en god idé at have sit ideelle job for øje, når man bygger sin LinkedIn. Mia har haft god erfaring med at fremhæve de kompetencer og erfaringer, der passer til den type stilling, hun godt kunne tænke sig.
”Jeg fremhæver de kompetencer, som matcher det job, jeg ønsker. Så hvis jeg godt kunne tænke mig et job, hvor jeg kun laver podcast, så lægger jeg mere vægt på podcast-delen af mine kompetencer. Man skal tænke lidt på, hvad det er man fremhæver i forhold til, hvor man godt vil hen”, siger Mia.
Be international
I den globaliserede verden vi lever i, er det ikke nok at have en dansk version af sin LinkedIn-profil, fortæller Mia:
”Husk både at lave en engelsk og en dansk version af profilen”.
Før et møde: Hav din research i orden
Da Mia modtog mødeinvitationen fra Christian Grønlund, var hun usikker på, hvad formålet med mødet var.
”Invitationen var meget åben, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Han skrev jo ikke decideret, at der var et job, og om jeg kunne tænke mig det. Måske var det bare en klassisk ”lad os mødes og sparre”. Det er der jo mange, der gør på LinkedIn. Derfor vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forberede,” siger Mia.
Selvom Mia var usikker på, præcis hvad mødet drejede sig om, undersøgte hun grundigt, hvilken type virksomhed Listen to News var, og hvem det egentlig var, hun skulle mødes med.
”Jeg gik selvfølgelig ind og googlede virksomheden. Jeg havde aldrig hørt om den før. Jeg gik ind på CVR.dk og fandt deres årsregnskab frem og kiggede på ejerstrukturen. Jeg var også inde og kigge på Christian Grønlunds LinkedIn, og der kunne jeg faktisk se, at vi allerede var i forbindelse. Der er ofte en masse tilfældige folk, der opretter forbindelse til en på LinkedIn, og han havde så været en af dem. Det syntes jeg ikke, var underligt. For der er måske en eller to om måneden, der opretter forbindelse til en, og så accepterer man jo bare”, fortæller Mia.
Forbered dig på, at det går hurtigt
Til traditionelle jobsamtaler har man som oftest nogle dage til at forberede sig. Sådan er det ikke nødvendigvis på LinkedIn.
”Det var tydeligt, at det skulle gå hurtigt. Jeg skrev til ham samme dag, som han havde kontaktet mig, at det lød fint, og at det ville jeg gerne høre lidt nærmere om. Vi tog så en kop kaffe om fredagen. Dagen efter blev jeg tilbudt jobbet. Det gik altså rigtig stærkt,” siger Mia.
Selvom Mia er savnet hos Kommunikation og Sprog, viser hendes tilfælde, at der er noget om snakken: LinkedIn er et effektivt karriere-værktøj. Det er bare med at komme i gang med at bruge det.