skip to Main Content

Koncentration

Den studerendes evige kamp: produktivitet vs. distraktioner

Hvis du er studerende, kender du nok kampen: Ambitionen om at være produktiv versus distraktioner som at tjekke Facebook, hente snacks og vande planter. En kamp, som produktiviteten desværre taber alt for ofte til overspringshandlingerne.

Det er ikke underligt, at mange kæmper med at holde fokus. Ifølge opmærksomhedsekspert og forfatter til bogen ’Distracted: Reclaiming Our Focus in a World of Lost Attention’, Maggie Jackson, lever vi i dag i en verden, hvor det er sværere end nogensinde før at undgå distraktioner. Beskeder, spørgsmål, opkald, notifikationer, mails, annoncer, gruppechats: De er en konstant prikken på skulderen, der giver selv den mest fokuserede studerende kamp til stregen.

Et hyper-cybercentrisk samfund

Vores hjerner er programmeret til at lade sig distrahere. Det har hjulpet os til at være omstillingsparate og klar til at håndtere eventuelle farer. Derfor er det naturligt for os at lade os distrahere, når der popper notifikationer op på skærmen.

Selvom det er nærliggende at bebrejde smartphonen og computeren for de konstante afbrydelser, er det ifølge Maggie Jackson en tendens, der startede længe før internettets fødsel for over 100 år siden. Opfindelser som film, tog, telegrafen og flyvemaskinen ændrede forholdet mellem tid og sted og satte gang i et skift, hvor alt skulle gå hurtigere og hurtigere. Den tendens er blevet forstærket siden og yderligere intensiveret med internettets og smartphonens indtog.

En lang liste af negative konsekvenser

Undersøgelser viser, at det tager næsten en halv time at genvinde fokus efter at være blevet afbrudt med en opgave. Det har også vist sig, at afbrydelser og distraktioner i gennemsnit optager 28 procent af en arbejdsdag. Og det er ikke kun for individet, at afbrydelser og distraktioner står i vejen for den gode arbejdsproces. Konsekvensen af, at folk lige tjekker deres mail eller Instagram under gruppemødet, er, at gruppens kollektive evne til at tænke kritisk og kreativt forringes.

Personer, der ofte bliver afbrudt midt i en opgave, har større tendens til at føle sig frustrerede, pressede og stressede. Det viser flere uafhængige studier. Og det slutter ikke her: Hyppige afbrydelser kan også skabe problemer i ens sociale relationer. En konstant skelen til telefonen sender en klar besked til den person, du er sammen med: ”Der foregår noget her, der er vigtigere end dig”.

3 tips til bedre fokus

Den studerendes nok fineste opgave er at reflektere og udvikle sig intellektuelt, men hvordan er det muligt i en verden fuld af distraktioner? Maggie Jackson giver i sin bog tre anbefalinger til, hvordan du kan opruste mod distraktionerne og blive bedre til at holde fokus.

1 Øvelse gør mester

Forskere har påvist, at du gennem opmærksomhedstræning kan styrke din koncentrationsevne. Et studie viste, at otte uger med regelmæssig meditation styrkede eksperimentdeltagernes evne til at fokusere markant. Bare et par minutters opmærksomhedstræning om dagen styrker koncentrationsevnen. Der er massevis af gratis guidede meditationer online.

2 Sørg for rolige omgivelser

Rolige, ryddelige, stille omgivelser gør det lettere at koncentrere sig, fordi der er færre ting, der stjæler opmærksomhed fra arbejdsopgaven. At sidde på læsesal eller en rolig cafe fungerer godt for mange. Nogle oplever også, at bestemte typer musik er en god hjælp til bedre koncentration. Klassisk musik, stemningsmusik, soundtracks fra computerspil og naturlyde har vist sig at være særligt behjælpeligt til at holde fokus.

3 Læg telefonen væk

Telefonen skal ligge i tasken og ikke på bordet, hvor den i tide og utide lyser op og stjæler opmærksomheden. Hvis du lærer at styre trangen til at tjekke, hvad der foregår på de sociale medier, vil du opleve bedre at kunne fordybe dig og at være mere produktiv med dine opgaver.

Med Maggie Jackon’s råd i baghovedet kan du måske gå i gang med eksamenslæsningen og undgå for mange overspringshandlinger og distraktioner. God læsning!

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search