Skip to content

Studieliv

Julie forstod fidusen i lønstatistik og vandt et supergavekort på 1000 kroner

KS laver hvert år en lønstatistik for studerende. Den giver indblik i, hvad studerende i gennemsnit får i løn i deres studiejob – både studierelevant og andre typer job – og hvilke personalegoder de har. Den sidste måned har KS opfordret studiemedlemmerne til at besvare et spørgeskema om deres løn og arbejdsvilkår og udlovet tre supergavekort på 1000 kroner til tre af de studerende, der besvarede det.

En af de heldige vindere er Julie Rask Jensen, som studerer international virksomhedskommunikation med engelsk og fransk på Aarhus Universitet. Hun besvarede KS’ spørgeskema om løn, fordi hun godt kunne se fidusen i en lønstatistik.

”Der var et tidspunkt, hvor jeg ville ind og tjekke statistik på løn, og ikke særligt lang tid efter fik jeg en mail med undersøgelsen og tænkte: ”Den går jeg lige ind og svarer på, og så kan jeg bruge statistikken derefter”,” siger Julie.

Hun bruger lønstatistikken til at få indblik i, hvad studerende kan forvente at få i løn.

”Jeg ved, at der er mange af mine venner, der ikke nødvendigvis tjener det samme. Jeg bruger lønstatistikken til at se, hvad lønnen ligesom ligger på i forskellige typer job. Og så kan jeg tjekke, om min egen løn lever op til det. Jeg får en rimeligt okay løn p.t.,fortæller Julie.

Udover lønstatistikken har Julie ikke brugt Kommunikation og Sprog så meget. Endnu.

”Da jeg meldte mig ind, var min plan at gøre brug af nogle af alle kurserne. Det har ikke passet ind endnu, men jeg holder stadig øje. Jeg vil gerne i gang med at bruge nogle af alle de tilbud, der er. I forhold til studiejob er der jo også et tilbud, hvor man kan få noget hjælp og en oversigt over ledige studiejob. Det er lidt ærgerligt, at jeg ikke har brugt det til det helt store endnu, men det kan jeg jo stadig nå,” siger Julie.

Da Julie startede studie, var det vigtigt for hende at melde sig ind i en fagforening for at få et fagfællesskab.

”Det føltes rigtigt at have et sted, hvor man kunne finde andre, der studerer noget af det samme og finde information, der er tilpasset til mig og det studie, jeg har,” forklarer hun.

Hvis du ligesom Julie er nysgerrig på, hvad du som studerende kan forvente at få i løn, kan du finde KS’ lønstatistik her. Og hvis du også gerne vil vinde et supergavekort på 1000 kroner, så husk at deltage i spørgeskemaet om løn næste år på samme tid. Du modtager det via mail eller studenternyhedsbrevet, som du kan tilmelde dig her.

P.S. Er du ved at være færdig med dit studie, så husk at KS naturligvis også har en lønstatistik for færdiguddannede og mange andre gode råd og værktøjer i forbindelse med ansættelse, kontrakt med videre. Du finder det hele på hjemmesiden. Og KS’ konsulenter sidder klar til at rådgive og sparre med dig både i forbindelse med din jobsøgning, inden du går til samtale, og når du lander jobbet.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search