Sproget på de sociale medier: De sociale normer i det danske sprogsamfund er konservative. Vi har klare forestillinger om, at der kun er én rigtig måde at stave på, mener sprogforsker. Men på de sociale medier hersker en selvudnævnt konge, der udfordrer samfundet og tilgangen om skriftsproget.
Tekst / Emilie Skovly
Foto / Christian Itzchaky Larsen
Udgivet / 11/6 2019
“Du kan kalde mig influencer, stjerne, kendt, entertainer, star”.
Christian Itzchaky Larsen, også kendt som funnyshala, er manden, der på de sociale medier har udfordret danskernes måde at agere på nettet. Og nu udfordrer han også det danske samfunds tankegang om skriftsproget. Et emne, der er mange følelser i, og et emne, som sprogforsker Jacob Thøgersen mener, at vi som sprogsamfund ikke er opdraget til at acceptere flere måder at tale og skrive på.
Unikt sprog
På sin Instagram-profil med over 11.000 følgere staver Christian Itzchaky Larsen på en anden måde, end den ”korrekte”.
”Jeg er ikke ordblind. Jeg tror måske, der var lidt tanke bag i starten, men det har ikke været nogle revolutionerende af slagsen”, fortæller han og forklarer, hvordan han kom på idéen.
”Jeg datede en pige ved navn Anna for cirka syv år siden. Hun skrev R i stedet for er og lignende. Hun skrev vist også griner, og den samlede jeg op med det samme. Jeg syntes, det var sygt sjovt. Der er mange, der straks tænker Arto, og hvordan min generation prøvede at være smarte med nogle forkortelser for 13 år siden, men jeg synes mit er lidt mere gennemført og omfattende”, fortæller Christian Itzchaky Larsen.
Konsonantens iboende vokallyd
Herfra begyndte han at forkorte flere ord. ”Jeg begyndte at forkorte så meget, jeg kunne, så alt blev skrevet, som det udtaltes. Jeg smed for eksempel vokaler ud af ord, hvor konsonantens lyd allerede havde vokalen i sig. For eksempel blev griner til grinr”, forklarer han og fortsætter ”Shit, man kunne spare mange sekunder på den måde, når man sad og chattede dagen lang med vennerne”.
Hans udfordring af den faste tankegang om at sproget er statisk, handler om andet, end bare at være hurtig på tasterne eller, måske for nogen, at være provokerende. ”Jeg bruger heller ikke rigtigt komma, og jeg skriver tit smilr, hver gang jeg smiler og grinr, hver gang jeg griner. Det giver på en måde lidt liv og følelser til sproget, synes jeg”, forklarer han.
Man må stave, som man vil
Udover det livlige skriftsprog er der også andre regler for sprog-influenceren.
”En anden idé er, at det gerne må være sjusket, og at der ikke er nogen faste regler, men at det bare er for, at det skal gå hurtigt. Der er ingen regler om, at det SKAL være sjusket, så hvis jeg kommer til at stave korrekt, behøver jeg ikke gøre det dårligere bagefter. Man må stave, som man vil”, siger han.
Han har naturligvis tænkt over, hvad der er vigtigst i en kommunikationssituation som hans. ”Det er selvfølgelig fedest, hvis budskabet kommer igennem, men det oplever jeg også, at det gør. Og mine fans elsker det. 90 procent af dem, der skriver til mig, kopierer 1:1, hvordan jeg skriver og er med på den”, fortæller han.
Mere grinr n de fleste
Det er altså ikke en enesang for Christian Itzchaky Larsen (måske) ufrivillige revolution. ”Faktisk er mine fans med til at udvikle på det. Forleden var der en, som forkortede end til n. For eksempel “lool kong du serial sjovere n alle andre på insta”. Det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne”, fortæller han og kommer i tanke om en anden vigtig ting for ham i sit valg af sprog.
”Hov, en vigtig ting for mig er sjovt nok aldrig at lave fejl i at skrive i dag i ét ord eller lave nutids-r-fejl. Fordi så ligner det, at jeg faktisk ikke kan finde ud af at stave. Alle mine “fejl” ser bevidste ud. Det andet synes jeg, ville være pinligt”, smiler han.
Vanens magt
Nu er det blevet måden, han staver på. Christian Itzchaky Larsen har praktiseret det så meget, at det nu er blevet en del af hans identitet, når han er online.
”Nu er det bare blevet sådan, at jeg skriver uden at tænke et sekund over det. Det sidder bare i fingrene og går skide stærkt. Det er også blevet en stor del af min SoMe-karriere og online identitet. Ret genialt at have sin egen unikke måde at skrive på”, konstaterer han.
Identitetsmarkør
Om det skal fortsætte, ved Christian Itzchaky Larsen ikke.
”Jeg har enkelte gange overvejet at gå tilbage til normalt skriftsprog, fordi der er noget utroligt barnligt over det her, men jeg synes, at det er sygt mærkeligt bare at skifte fra den ene dag til den anden. Men kan sgu da ikke skrive sådan for evigt. Eller det kan jeg måske godt. Det bliver i hvert fald sygt grænseoverskridende at skifte”.
Det ville for Christian Itzchaky Larsen være et nederlag og en overgivelse til majoritetens brug af sprog – og også en mulig måde for ham at glemme sig selv.
”Hvem er jeg, hvis jeg ikke gør det mere? Ham der skriver normalt? Det er ikke en identitet for mig,” afslutter manden, vi må kalde influencer, stjerne, kendt, entertainer, star, men som mangler ’influencer-for-en-anden-måde-at-stave-på’ i sine mange titler.