Skip to content

Speciale

Verdensmålene kan være et vidunderredskab for virksomheder

Et nyt speciale fra CBS viser, at især små og mellemstore virksomheder kan implementere FN’s verdensmål for at styrke virksomheden og den interne og eksterne kommunikation. “Vi viser, at man godt kan øge sin profit, samtidig med at man gør noget godt“, fortæller cand.ling.merc’erne bag specialet.

Sarah Christensen og Stina Sjögren forsvarede i juni deres speciale om, hvordan især danske virksomheder kan bruge FN’s verdensmål til at blive konkurrencedygtige. For de to cand.ling.merc’ere var det en naturlig vej at gå i deres speciale, da de begge har en brændende passion for bæredygtighed.

“Vi vil gerne vise, at bæredygtighed kan lede til en øget konkurrenceevne. Vi vil vise, at folk skal gøre brug af FN’s Verdensmål. At det faktisk er værd at adressere og arbejde med dem”, fortæller Stina Sjögren.

Derfor har de også nøje udvalgt, hvilke virksomheder de ville samarbejde med.

“Vi valgte at bruge Herning Vand og LE34, fordi de begge var i opstartsfasen i arbejdet med verdensmålene. Vi ville se, hvordan de to virksomheder arbejder med bæredygtighed, og hvad er det for nogle ting, de kan gøre bedre. Og så også på forskellene mellem en privat og offentlig virksomhed”, forklarer Stina Sjögren om valget af netop de to virksomheder.

“Da Herning Vand er et offentligt firma, og LE34 er privat, vækster de derfor ikke på samme måde. Omdrejningspunktet for os var, at vi skabte reel værdi for virksomhederne, for de ansatte, for kunderne og for samfundet”, siger Stina Sjögren.

Udover de værdier har de også haft blik på at øge konkurrencen og skabe vækst. For som Sarah Christensen siger:

“Virksomheder kan ikke leve, hvis de ikke får indtjening. Sådan er det. Vi viser, at man godt kan øge sin profit, samtidig med at man gør noget godt”.

Ikke bare et branding tool

I specialet analyserede Sarah Christensen og Stina Sjögren de to virksomheder i dybden for til sidst at komme med forbedringer til virksomhederne og udarbejde et strategisk arbejde til virksomhedernes kommunikation – både internt og eksternt.

“Forbedringerne er blandt andet baseret på, hvad erhvervslivet mangler, for at det giver mening for virksomheder at arbejde med verdensmålene, hvis de rent faktisk skal gøre en forskel i verden og ikke bare bruge dem som et branding tool”, fortæller Sarah Christensen.

Landinspektørfirmaet LE34 vil benytte deres viden til at arbejde med verdensmålene i udviklingslande og hjælpe med at indføre ejendomsret til landets borgere. Det giver adgang til jord, der kan dyrkes. Det kan på sigt bidrage til at nedsætte sult og fattigdom, som er verdensmålene 1 og 2.

“Et andet eksempel er, at Herning får et supersygehus lige om lidt. Det betyder, at en øget mængde antibiotika og medicinrester kommer med ud i spildevandet. Her er Herning Vand i gang med et projekt, der hjælper med at fjerne medicinrester fra vand, så grundvandet senere ikke har rester af medicin i vandet, eller det kommer med ud i spildevandet i kanaler, havet og til fiskene”, uddyber Stina Sjögren.

Implementér medarbejderne

Herning Vand havde i forvejen sundhed og trivsel som mål. Men det var eksternt, så de to cand.ling.merc’ere foreslog, at de også bruger det mål i den interne del af virksomhederne.

“Vi sagde til dem, at det ville være godt, hvis de engagerer medarbejderne mere og spørger dem, hvad de synes skaber værdi for deres arbejde. For har man medarbejdere, der er glade, så har man også medarbejdere, der er mere positive, motiverede og mindre syge. Det skaber også værdi for virksomheden”, forklarer Stina Sjögren.

“Vi har kunnet se tydelige resultater i, at det rent faktisk betaler sig at arbejde med bæredygtighed”

Filantropi og profit

Selvom det at arbejde strategisk med verdensmålene kan være et betydningsfuldt bidrag, mener nogle kritikere dog, at det ikke er virksomheders ansvar at løse de globale problemer.

Cand.ling.merc’erne fortæller, at ifølge Bjørn Lomborg, politolog og debattør, er det nødvendigt at separere filantropi og profit, hvis man oprigtigt ønsker at gøre en positiv forskel.

I nogle tilfælde er det virksomhederne selv, der profiterer mest ved at arbejde med verdensmålene, da de udgør en god historie i disse tider, hvor fokus på bæredygtighed er blevet en ”trend”.

”Hvis målet er at styrke virksomhedens image, er verdensmålene uden tvivl hensigtsmæssige at arbejde med. Hvis målet derimod virkelig er at gøre en forskel ude i verden, kan det være nødvendigt at handle på en måde, som ikke udgør en lige så god historie – for eksempel at donere penge til relevante NGO’er”, siger Sarah Christensen.

Stina Sjögren og Sarah Christensen har dog glædeligt set på deres resultater, at det giver mening  at arbejde strategisk med bæredygtighed på en måde, der også gavner virksomheden, samarbejdspartnere og kunderne.

“Vi har kunnet se tydelige resultater i, at det rent faktisk betaler sig at arbejde med bæredygtighed. Vi ser gerne, at man som virksomhed tænker bæredygtigt i overensstemmelse med FN’s verdensmål. Det er ikke fordi, man skal adressere alle FN’s 17 verdensmål, men bare bruge de mest relevante”, siger Stina Sjögren.

Vis omverden, hvad du har på tegnebrættet

De har også fundet ud af, at man som virksomhed godt kan kommunikere sit arbejde, selvom man ikke er kender slutresultatet.

“Begge virksomheder har helst ikke ville fortælle om noget, før de havde et færdigt produkt. Det er i sig selv godt nok. Men vi synes, at man gerne må sige til offentligheden, at man som virksomhed har nogle ambitioner, eller at man er i gang med det her projekt. For så viser du omverdenen, at du er i gang med at lave det her arbejde for at skabe værdi”, fortæller Stina Sjögren.

“Måske skal man ikke være så bange for at kommunikere ud, hvad ens virksomhed arbejder med. Udmeldingen er måske ikke altid helt realistisk, men så vil virksomheden forpligte sig til at forsøge at nå målet så vidt muligt”, supplerer Sarah Christensen

”Det bliver først et problem, når man kommunikerer ud, at man arbejder med FN’s verdensmål, og man så ikke reelt gør det. Verdensmålene kan derfor være en fantastisk mulighed for virksomheder, men det vigtigste er, at arbejdet bliver taget seriøst og bliver brugt strategisk”, afslutter Sarah Christensen.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search