Skip to content

Kommunikation og marketing

Nyuddannet og marketingchef i tech-virksomhed

26-årige Josefine Mølholm Larsen afsluttede sin kandidat i kommunikation på Aalborg Universitet i København og fik straks sit første job som marketingchef hos restaurant-appen Eatie.

Josefine Mølholm Larsen er netop blevet kandidat i kommunikation fra Aalborg Universitet i København. Gennem sin studietid fandt hun ud af, at hun ville arbejde med kommunikation inden for kultur og livsstil. Dog havde hun ikke regnet med, at hun skulle være leder i en tech-virksomhed.

Hun er nu marketingchef i en et år gammel tech-virksomhed, som hun i sommeren 2018 blev kommunikationspraktikant hos. Dengang var hun med til at bygge restaurant-appen Eatie op fra bunden.

“Når man bliver en del af en nystartet virksomhed, får man alt det ansvar, man kan bære – og mere til. Jeg var fra start med til at opbygge virksomhedens brand, interne kultur, måde at kommunikere på og opbygge gode kunderelationer”, fortæller Josefine Mølholm Larsen.

Er chef for jævnaldrende

Selvom Josefine Mølholm Larsen har fået erhvervserfaring gennem studietiden som kommunikationsmedarbejder i andre virksomheder, har hun aldrig været leder før. Og slet ikke for et team af jævnaldrende medarbejdere.

“I mit job som leder fokuserer jeg meget på de styrker, der kan være ved at samarbejde med mennesker, der tilhører min egen generation”, siger Josefine Mølholm Larsen, der derfor forstår sine medarbejdere til fulde.

“Vi er en generation af unge, der skelner mindre mellem fritid og arbejde, og vi har brug for meget medbestemmelse i arbejdet. Jeg har allerede oplevet, at man får rigtig meget ud af at give medarbejderne ansvar ved at lade dem komme med løsningsforslag,” forklarer den unge marketingchef.

Ung kvinde med is i maven

Josefine Mølholm Larsen har været ansat på fuld tid siden 1. august i år, men allerede siden januar har hun været leder for marketingteamet på deltid, samtidig med at hun skrev sit speciale.

“Det er meget spændende at være i it-branchen og være med til at udvikle en app. I arbejdet hos Eatie har jeg mulighed for at forene mine interesser for kultur, gastronomi, branding, brugervenlighed og kommunikation med et fedt produkt, der har potentiale til at blive kæmpe stort,” fortæller Josefine Mølholm Larsen.

Interessen og udviklingen har været drivkraften for Josefine Mølholm Larsen, og det samme har det store ansvar som chef også været.

“Man bliver nødt til at tænke nyt og kreativt og tage nogle chancer for at komme fremad. Det er mit ansvar, at det går i den rigtige retning, og at vi udvikler os og skaber en god relation til vores brugere og kunder,” siger Josefine Mølholm Jensen og uddyber:

“Når man er med til at opbygge en virksomhed og gøre sit indtog på markedet, må man have is i maven og en slags fandenivoldskhed kombineret med en ydmyghed til det marked, man forsøger at mase sig ind på”.

Hvis du får muligheden, kast dig ud i det

For Josefine Mølholm Larsen opstod drømmen om at blive chef for andre samtidig med muligheden.

“Jeg har ikke altid drømt om at blive leder, men jeg har altid interesseret mig for ledelse og for, hvordan man motiverer sine medarbejdere. Det har jeg også skrevet flere projekter om på universitetet”, fortæller hun.

“Nu har jeg fået muligheden for at udleve min idé om, hvad god ledelse indebærer, og det føler jeg mig meget privilegeret over. Det er ikke hver dag, man får tilbudt en ledelsesstilling som sit første job, så det er bare om at kaste sig ud i det og lære en masse,” anbefaler Josefine Mølholm Larsen.

Back To Top
Search