skip to Main Content

Tips og tricks

6 konkrete trin til kompetenceafklaring

Lav et kompetenceskema, kig på, hvad andre fortæller om sig selv, og tænk over krydsfeltet mellem hvad du gerne vil og hvad arbejdsmarkedet efterspørger. Kommunikation og Sprogs karriererådgiver vejleder om, hvordan du finder frem til dine kompetencer.

Det er godt at kende sine kompetencer – især hvis du søger enten en studie- eller fuldtidsstilling. Dog kan det ofte være svært at navigere i, hvad ens kompetencer egentlig er. Til det siger Kommunikation og Sprogs karriererådgiver Bitten Kjærgaard:

“Kompetencer er alt det, du har lært: Al den viden og al den erfaring, du har gjort dig i løbet af din studietid. Hvis du for eksempel har haft et studiejob, frivilligt arbejde eller du har lavet gruppearbejde på studiet. Det er erfaringer, du har gjort dig”.

Det er de erfaringer, der skal omsættes, så det bliver til en værdi for arbejdsgiver.

“Alle er jo værdifulde i sig selv, men arbejdsmarkedet ser bare på det på en anden måde”, supplerer hun.

Bitten Kjærgaard fortæller, at du som ansøger skal tænke på virksomhedens behov, og at du skal tale ind i det behov, som virksomheden har.

“Og så skal du tænke over, hvordan du selv kan skabe værdi for en arbejdsplads, med det du kan”.

Det er al din tid værd

Selvom kompetenceafklaring tager tid, er det al din tid værd, fortæller karriererådgiveren. For den tid du bruger på det nu, får du tilbage flere gange i fremtiden.

“Det er ikke kun vigtigt, at du får afklaret sine kompetencer, når du er jobsøgende. Det er også godt at holde sine kompetencer opdaterede løbende, mens du er i job – både som færdiguddannet, men bestemt også i et studiejob. For så kender du din egen værdi”, fortæller hun.

Det er derfor en god idé at holde sig ajour, så du altid har dine kompetencer frisk i hukommelsen.

“Det er også godt, når du på et tidspunkt får et job, og du skal lønforhandle og have MU-samtale. Du har noget konkret at sige, når du ved, hvad du har at byde ind med”, fortæller Bitten Kjærgaard.

Bitten Kjærgaard giver os her 6 trin til kompetenceafklaring:

1: Lav et skema

Prøv at gøre dig klart, hvad det egentlig er, du kan. Sæt dig med dit CV eller opbyg et skema over alle de kurser, du har haft, de opgaver, du har skrevet og ikke mindst den erhvervserfaring, du har.

2: Gennemgå dine erfaringer slavisk

Gå dem slavisk igennem. Skriv ned, hvad du konkret lavede og gjorde, og hvad din rolle var i de forskellige dele. Så kan du nemmere finde ud af, hvordan du kan bruge det videre i et job.

3: Vær konkret

Det kan være svært for en arbejdsgiver at tolke, hvad du mener, hvis du for eksempel skriver, at du er god til kommunikation. Det er lidt for ukonkret. Gør det mere konkret. Er du for eksempel god til at skrive pressemeddelelser, som pressen altid tager? Er du god til at vinkle historien eller god til at netværke? Det er en direkte værdi for en arbejdsplads.

Du kan se på, hvad din rolle var, hvis du har lavet gruppearbejde. Der er også nogle konkrete værdier at hente. Det kan også være, at du har lært en masse om frivillighed, og så har du måske undersøgt, hvordan man bedst kan kommunikere ud til frivillige. Det er også en værdi.

Tænk: Hvad er det egentlig, jeg kan med det, jeg har lært?

Det kan tage lang tid. Men når du er færdig, har du et kompetenceskema med en liste over alt det, du kan.

4: Kompetenceafklaringen

I kompetenceskemaet kan du godt tillade dig at gøre dig nogle tanker om, hvilke af de kompetencer du har, som du egentlig har lyst til at bruge. Det kan du generelt godt se sig lidt blind på, for måske er du virkelig god til noget, som du ikke har den store lyst til at lave i flere år. Har du egentlig lyst til at bruge de kompetencer? Hvis ikke, så skær dem fra, anbefaler hun.

5: Kategorisér dine kompetencer

Kategorisér dine kompetencer – så skaber du et overblik. Kategorierne kan for eksempel være journalistik, digital kommunikation, projektarbejde og andre forskellige områder, som passer til de erfaringer, du har gjort. På den måde kan du bedre målrette dine kompetencer og ansøgninger mod forskellige jobs.

6: Søg inspiration, og lav research

Bitten Kjærgaard fortæller også, at hvis du har brug for inspiration i forhold til at sætte ord på kompetencer, kan du kigge på LinkedIn og se, hvad andre, der har taget den samme uddannelse, skriver i deres profiltekst. Hvad laver de nu, og hvilke ord bruger de til at beskrive det?

Ellers er det en god idé at se på, hvad de efterspørger på arbejdsmarkedet. Matcher det dine lyster og evner? Hvilke ord bruger de i jobopslagene? Er der områder, hvor du skal opkvalificere dine kompetencer. Hvis du tør, er det altid en god idé at opsøge relevante nøglepersoner inden for dit fagområde og høre, hvad de lægger vægt på.  Det giver tusind gange mere at tale med folk eller at lave research og få inspiration end at sidde derhjemme og prøve at regne det hele ud alene, afslutter Bitten Kjærgaard.

Emilie Skovly

Studerer moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet. Har en bachelor i italiensk kultur og sprog.

Back To Top
×Close search
Search