Skip to content

Studiejob og praktik

Nøglen til succes med din uopfordrede ansøgning er forarbejde og netværk

At skrive en god uopfordret ansøgning er en svær disciplin, men hvis du gør det rigtigt, kan det give konkurrencefordele og måske sparke døren ind til drømmejobbet. Karrierekonsulent i Kommunikation og Sprog Ask Lehrmann fortæller om den uopfordrede ansøgnings fordele og faldgruber og giver fire gode råd til at få succes med den.

Arbejdsmarkedet for kommunikation, sprog og marketing er stort, men samtidig er der mange om buddet. Karrierekonsulent Ask Lehrmann forklarer, at den største fordel ved en uopfordret ansøgning derfor er, at man ikke er i konkurrence med så mange andre.

”Det bliver mere en vurdering af, hvad man har at byde ind med, end en sammenligning med alle mulige andre,” siger han.

Derudover kan en uopfordret ansøgning åbne døre til brancher eller virksomheder, som ellers ville være svære at komme ind i.

”Der kan gå lang tid, før der kommer et jobopslag fra lige den sektor, bureau eller virksomhed, som man gerne vil ind i, hvis man bare sidder og venter på det. Der kan en uopfordret ansøgning være en rigtig god vej ind,” siger karrierekonsulenten.

Svær disciplin

Det er sværere at skrive en god uopfordret ansøgning, end det er at skrive en god ansøgning til en opslået stilling, fordi der ikke er noget stillingsopslag at læne sig op ad, forklarer Ask Lehrmann. Derudover tager man en chance, når man søger en stilling uopfordret.

”Den største udfordring er, at man aldrig kan være sikker på noget. Dybest set er der en chance for, at man spilder sin tid,” forklarer Ask Lehrmann.

For at undgå at spilde tiden med en uopfordret ansøgning, råder Ask Lehrmann til ikke at skyde med spredehagl og sende uopfordrede ansøgninger til 20 forskellige virksomheder, men i stedet bruge tid på at skrive til den enkelte.

Uopfordret ansøgning: 4 råd

Gør dig selv svær at ignorere

Ifølge Ask Lehrmann er det vigtigt at bruge dit netværk, når du søger uopfordret.

”Hvis du kan finde nogen i dit eksisterende netværk, som kender nogen i den virksomhed, du er interesseret i, kan du bede om en anbefaling og derefter kontakte personen i virksomheden og vedhæfte dit CV,” forklarer han og uddyber:

”Hvis du ikke kender nogen, som kender nogen i den virksomhed, du er interesseret i, kan du altid finde dem på LinkedIn og sende en mail til eksempelvis marketingchefen og spørge, om du må komme forbi til en uforpligtende kop kaffe.”

”Når I først har haft en snak, og du har hørt lidt om, hvad der foregår i virksomheden, kan du lave en opfølgning og sende dit CV. Statistikkerne peger entydigt på, at virksomhedslederne har meget lidt tid til at behandle ting, de får tilsendt ud af det blå,” forklarer Ask Lehrmann og understreger videre:

”Så snart du har en eller anden form for foregående kontakt, er du svær at ignorere”.

Forarbejde

I enhver jobsøgning er et grundigt forarbejde essentielt. Og det er ifølge Ask Lehrmann endnu mere sandt, når du søger uopfordret:

”Disciplinen er den samme, som når du skriver en almindelig ansøgning; du har bare ikke din facitliste. Du må så kompensere med en masse research”.

Karrierekonsulenten råder til at undersøge, hvad virksomhedens aktuelle udfordringer er og forsøge at få så god indsigt som muligt i deres arbejdsgange:

”Snak med folk, der kan give dig indsigter i virksomheden, gå ind på deres hjemmeside, find ud af, hvem deres kundeportefølje er, og undersøg, om de måske har et nyhedsbrev eller andet, der kan give dig et billede af, hvordan de kommunikerer”.

Du er løsningen på deres problem

Hvis du kan finde steder, hvor der er plads til forbedringer i virksomhedens strategi, kan det ifølge Ask Lehrmann være et godt sted at lægge fokus i din uopfordrede ansøgning.

”Kig på deres sociale medier – hvor ligger deres strategi i forhold til det? Hvis de for eksempel kun er aktive på Facebook, men de har en Instagram og en Twitter, de ikke bruger, så er der måske en åbning der, hvor du kan sige: Jeg synes jeres Facebook-strategi er fed, men I kan måske arbejde på jeres Instagram og Twitter. Det kan jeg hjælpe med,” forklarer han.

Når du foreslår virksomheden konkrete arbejdsopgaver, du vil kunne gå i gang med, signaliserer du samtidig, at du er i stand til at arbejde selvstændigt.

”Hvis du kommer med et bud på noget, som du nærmest kan gå ind og eksekvere på, så er det både en fed hjælp for dem, men det betyder også, at de ikke behøver at holde dig særligt meget i hånden,” siger karrierekonsulenten.

Vær konkret

Det er altid godt at være så konkret som muligt om sine kompetencer i en jobansøgning. Og ifølge Ask Lehrmann er det fem gange så vigtigt, når det kommer til uopfordrede ansøgninger:

”Giv konkrete bud. Det er noget af det, folk er allermest bange for, så hvis man tør gøre det, er man langt oppe i køen i forhold til andre uopfordrede ansøgninger.”

Det kan være rigtig svært at konkretisere sine kompetencer, så det kan være en hjælp at bruge denne guide med seks trin til kompetenceafklaring. Udover at tydeliggøre, hvad dine kompetencer er, skal dine interesseområder og din passion også fremgå tydeligt, understreger Ask Lehrmann afslutningsvis:

”Jo bedre du kan sige: Det her kan jeg og synes jeg er spændende, jo mere vil de være tilbøjelige til at sige: Så lad os prøve det.”

Husk, at du altid kan få feedback på din jobansøgning og dit CV fra Ask Lehrmann eller en af Kommunikation og Sprogs andre dygtige karrierevejledere. Det kan du læse mere om her. God jobsøgning!

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search