Skip to content

Speciale

Forholdet mellem publikum og influencere skal bygge på tillid

I et speciale fra Aalborg Universitet har et KS-medlem undersøgt forholdet mellem influencere og publikum. Det viser, at vi som publikum er kritiske over for dem, men så længe de bliver brugt på en gennemtænkt måde fra virksomhedernes side, kan vi godt lide dem – og vi bliver sågar inspireret af dem.  

Hvorfor følger vi influencere, hvis vi som udgangspunkt ikke stoler på dem? Det spørgsmål stillede Sanne Thomsen fra Aalborg Universitet i sit speciale. Hun har længe interesseret sig for sociale medier.   

“Jeg har altid været online. Fra jeg var 12 år, var jeg på platforme som Arto og andre online fora. Der er et fællesskab på de sociale medier, som man ikke ser i den virkelige verden. Det er fantastisk”, fortæller hun.  

Denne begejstring for sociale medier har Sanne Thomsen taget med videre på sin bacheloruddannelse på det informationsvidenskabelige akademi. Her ser man på sociale medier som demokratisering af viden.  

“På min BA-uddannelse så vi de sociale medier, Youtube og tutorials som en virkelig god ting, fordi alle kan være med i samtalen, og fordi man lærer af hinanden. På min kandidat fra Aalborg Universitet var der mere kritik af dem og især influencere. Så her kunne jeg kigge på det med andre øjne”, fortæller hun.  

Omvandrende reklamesøjler

Sanne Thomsen havde nemlig en fornemmelse af, at publikum var kritiske over for influencere, hvilket hendes interviews også pegede på. 

“Jeg spurgte dem direkte, hvad de synes om influencere. Mange af svarene var, at de så på influencere som omvandrende reklamesøjler, at man ikke kan stole på dem, og at de bare bliver betalt for at sige et eller andet”, fortæller hun.   

Sanne Thomsen undrede sig over de svar, for hvorfor er influencere så succesfulde, hvis folk ikke stoler på dem?  

“Lidt senere i processen fandt jeg ud af, at folk egentlig elsker influencere. Men de elsker dem, de selv kan relatere til. Og de elsker, når de kan relatere til dem og deres måder at se verden på. Når det går over i ren reklame, så går det over i den anden boldgade. Og det gør nok, at folk ikke kan lide dem ved første umiddelbare tanke”, fortæller cand.mag’en. 

Tilhørsforholdet er vigtigt

Hvis man som virksomhed skal samarbejde med en influencer siger Sanne Thomsen, at man skal stille sig selv spørgsmålet, om man vil nå ud til så mange som muligt, eller om det skal være mere personligt.  

“De færreste kan spejle sig i Kim Kardashian, og det vil de måske heller ikke. Men folk ved,  hvem hun er,  og hvis hun nævner et produkt, finder man da ud af, hvad det produkt er. Vil man skabe en mere personlig relation har det meget med tilhørsforhold at gøre og det at kunne spejle sig i en relatérbar influencer“, siger Sanne Thomsen.

Influencere kan være en god idé for virksomhederne til trods for publikums umiddelbare tanker om dem.  

“Man skal bare vælge den rigtige, alt afhængig af hvad man vil medsamarbejdet. Som virksomhed skal man tænke sig om”, anbefaler Sanne Thomsen og giver et råd til virksomheder med på vejen: 

“Gå all in; lav research og spørg: Hvem har det rigtige publikum til os? Hvem vil vi gerne appellere til? Sportsfolk eller piger, der sidder hjemme på sofaen? Der er jo influencere til enhver målgruppe. Det bliver man nødt til at tænke over, når man vil lave sådan et samarbejde”.  

Reklame og lovgivning

I dag er der meget snak om influencere og markedsføringsloven. Influencere skal skrive ’reklame’, når det er reklame. Til det siger Sanne Thomsen:  

”Jeg interviewede Miriam fra Mirams Blog. Hun sagde nogle rigtig kloge ting – blandt andet om, hvad lovgivningen siger. Den er vag, for der er lovgivning, men den er også meget fri til fortolkning. Man har kunnet slippe af sted med mange ting”.  

Efter Sanne Thomsens lavede sit speciale, er der fra forbrugerombudsmanden sat ekstra fokus på den manglende gennemskuelighed.  

”Her til sommer har forbrugerombudsmanden slået ned på flere influencere, fordi mange ikke har skrevet reklame eller gjort det tydeligt nok i deres opslag. Så man kan nok ikke slippe afsted med så meget i fremtiden, som man har kunnet”, fortæller hun. 

Publikum er intuitive 

Selvom nogle influencere har manglet at oplyse om reklame,kan publikum godt kan gennemskue, når der er tale om markedsføring, har Sanne Thomsen fundet ud af. 

“Fra mine interviews og mine spørgeskemaer kan jeg se, at folk er meget mere intuitive og følger med i tendenserne. De kan godt se, når noget er reklame, selvom der ikke står, at det er en reklame”.  

 Derfor kan man som influencer lige så godt skrive det, for ellers giver det bagslag.  

”Publikum tænker, at det er mærkeligt, at de ikke bare har skrevet, at det er reklame. Så opstår der mistillid. Og så holder man måske op med at følge en influencer”. 

Er vi blevet mætte? 

Hvis vi som publikum oplever mistillid i ny og næ, kunne man godt forestille sig, at vi bliver trætte af at se på influencere. Men det ser Sanne Thomsen ikke ske foreløbigt.  

“Jeg kan ikke se for mig lige nu, at vi bliver mætte af influencere. Det er stadig nyt, og selvom vi arbejder hurtigt i de sociale mediers verden, så bliver den også ved med at udvikle sig. Vi har kun været i gang i 10-15 år. Men det er først sådan rigtigt inden for de seneste fem-syv år, at man for alvor har brugt influencermarketing”, afslutter cand.mag’en 

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search