Sprog

På nettet er det let at finde ud af, hvordan de forskellige indbyggere skal betegnes, men sværere at finde frem til hvorfor. Dansk Sprognævn har nogle bud, som denne artikel blandt andet vil tage udgangspunkt i.

Aarhusianer/Randrusianer (-ianer)
Endelserne -(i)aner og -(k)aner er nogle af de mest anvendte; aarhusianer, randrusianer, med videre. Når en person fra Randers hedder en randrusianer, men en person fra Sorø hedder en soraner, er der ikke meget logik bag, og her må man se på den mundtlige brug fremfor at læne sig op ad bestemte sproglige regler; de findes nemlig umiddelbart ikke på det her område. En anden afledning er amagerkaner, som oprindeligt er et ordspil på ’amerikaner’, men som senere er blevet brugt i folkemunde, og som derfor har sneget sig ind i ordbøgerne. Man kan dog også sige ’en amager’.

Københavner/Frederikshavner (-er)
Endelsen -er bruges ligeledes ofte; København, Frederikshavn, og så videre. Det er lidt løjerligt, når endelsen tilføjes et bynavn, der slutter på -borg, fordi det så lyder som en ‘borger’ fra et bestemt sted, eksempelvis ‘sønderborger’; en borger fra syd. Det er dog ikke altid, når en by hedder noget med –borg, at denne endelse bliver brugt – det kan også være endelsen –enser. Faktisk kan man i det tidligere nævnte tilfælde med en person fra Sønderborg også vælge at sige sønderborgenser.

Ikke bandit, men en brandit (-it)
I Brande kårer de hvert år ’årets brandit’, men der er ikke lige umiddelbart spor af ordet i de danske ordbøger. Det er endnu et eksempel på, at talesproget manifesterer sig og bliver det mest normale i den by, hvor indbyggerbetegnelsen hører til. For eksempel forekommer ordet i artikler, der omhandler folk fra Brande, hvilket tyder på, at det nu også bliver brugt andre steder end i selve Brande, selvom det ikke er til at finde i ordbøgerne. Endelsen -it bruges også ved christianit, nakskovit og andre.

Fynbo: en person, der bor på Fyn (-bo)
En af de mere gængse endelser er -bo; fynbo, stegebo, og så videre. Denne endelse blev tilbage i 1973, som nævnt tidligere, anbefalet af Dansk Sprognævn frem for –enser i nogle bestemte tilfælde.

Lol, ik eller fan, ik? (-ik)
Endelsen –ik kan lyde som en københavner, der stiller et spørgsmål, men bruges altså om folk fra Lolland; lollik og fra Fanø; fannik.

Aalborgenser, aldrig grenågenser (-enser)
Endelsen -enser er afledt af det latinske -ensis og bruges, ifølge Nyt fra Sprognævnet fra 1973, ofte efter bynavne, der slutter på bjerg og borg. Sprognævnet fraråder derfor at bruge endelsen -enser efter byer som Grenå, Mariager og Køge. Her er det bedre at bruge endelsen -bo. Altså grenåbo, mariagerbo og køgebo. Hvis man spørger Sprognævnet, går det helt galt, når man fejlagtigt bruger endelsen -genser. Det er nemlig en afledning, hvor g’et fra for eksempel ’Silkeborg’ forstærkes og tilføjes andre bynavne – som hvis man siger eller skriver grenågenser og bruger endelsen -enser og tilmed tilføjer et g, der ikke hører til.

Vi modtager med kyshånd input fra enhver, der kunne have en idé om, hvorfor betegnelserne er, som de er, eller som har kommentarer eller andre udgaver af indbyggerbetegnelserne.