Skip to content

Tips til eksamensperioden

Den gode forberedelse til eksamen

Det er en god idé at lægge en (realistisk) plan, når du skal til din skriftlige og mundtlige eksamen. Men hvordan får du den gode forberedelse til eksamen? Det får du blandt andet ved at tjekke din studieordning, skabe overblik over dit pensum – og ved at komme ud af hytten.

Den gode eksamensperiode er enkel, selvom du har et umenneskeligt stort pensum foran dig. Du skal “bare” have et godt overblik over din tid, og over hvad du skal kunne præstere til eksamen, så bliver din eksamensperiode lidt mere overskuelig.

Der er bonuspoint at hente ved at være godt forberedt. For udover at du får styr på pensum, hjælper overblikket også med alle de tvivlstanker, vi studerende kan få, når eksamenstiden oprinder.

Men nok om det!

Her får du 6 trin til den gode eksamensforberedelse:

1: Læs din studieordning

Studieordningen er din ven! Det er altid en god idé at læse læringsmålene for det kursus, du skal til eksamen i. For i din studieordning står der, hvilke kompetencer og faglige mål du skal have opnået i løbet af kurset. Så ved du nogenlunde, hvad din underviser og censoren gerne vil læse eller høre.

Her finder du også prøvebestemmelser, for eksempel om hvor lang tid du skal være til eksamen, eller hvor lang din opgave skal være.

2: Skab overblik over dit pensum

Brug din studieordning til at kortlægge din læseplan, hvis din underviser ikke allerede har givet dig et pensum.

Du kan skabe overblik over dit pensum ved eventuelt at inddele dit pensum i tekster, der passer sammen og så give dem overordnede overskrifter.


3: Læg en (realistisk) plan

Lav så en plan over din tid og dit læse- og skrivestof. Du må overveje, hvornår du skal have læst den første tekst færdig, hvornår du skal have skrevet fire sider færdig og så videre.

Vi har et skema fra en artikel, vi bragte for tre år siden. Det er stadig yderst smart og relevant. Find det her: EKSAMENSEXCEL.

OBS: Læg en buffer ind i din plan, hvis der skulle ske noget uventet. Som for eksempel, hvis du bliver syg, eller hvis du nu skulle sidde fast i din skrivning, så du har tid til at holde en reel pause uden dårlig samvittighed.


4: Læs X antal timer – hold fri de resterende

Det er ikke for sjov, at alle siger, du skal holde fri, når du holder fri. Læs de timer, du har sat af i din plan. Du har større overskud og læser mere intensivt, når du får dine pauser og lader op til næste omgang læsning.

Gå eventuelt en tur i naturen, dyrk noget sport – bare du laver noget, der ikke handler om eksamen.

5: Ud af hytten!

I forlængelse af ovenstående: Det er godt at dele læse- og fritid op, så tag på læsesal og studér. Tag enten på et af byens eller universitetets biblioteker. Det er fedt at være fælles i et stort rum med andre, der sidder i (højst sandsynligt) samme situation som en selv. Det kan være motiverende at se på andre og deres læse-skrive-vaner.

Og når du så kommer hjem, kan du lade op til næste eksamensforberedelsesdag.

6: Studiegruppen er guld

Brug din studiegruppe til at sparre med. Spørg dem, hvis der er noget, du ikke forstår – også selvom det potentielt kunne være pinligt. Det skaber gode diskussioner af en tekst, og dermed forstår I alle den bedre.

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search