Skip to content

Kommunikation

Kom godt i gang med din første podcast

Vil du gerne starte din egen podcast, men ved du ikke helt, hvordan du skal gribe det an? Studerende Fie Dalhoff Nielsen udgiver selv podcast, og hun deler ud af sine erfaringer og giver nogle gode bud på, hvordan du bedst kommer i gang med at lave en podcast.

Podcaster Fie Dalhoff Nielsen arbejder på en bar, hvor hun møder unge stofmisbrugere. Her fik hun ideen til at fortælle om, hvilke konsekvenser det kan have at tage stoffer. Det er blevet til podcasten Stoffer til eftertanke.

Hun havde gået med tankerne om netop denne podcast længe, men da hun først satte sig for at lave den, var det første afsnit allerede produceret en uge efter.

Det at tage stoffer er noget, man skal tale højt om, og hvor bagsiden også skal fortælles”, siger hun.

Et godt emne

Når du har sat dig for at lave en podcast, er det vigtigt, at du finder et emne, der interesserer dig. Du kan eksempelvis lytte til forskellige podcasts og blive inspireret af dem.

Emnet er vigtigt, fordi du skal bruge mange timer på at forberede og producere podcasten. Fie Dalhoff Nielsen nævner dog også, at man som podcaster har et ansvar – specielt når emnet er følsomt. Gæsterne skal være trygge, for det er personlige historier, der bliver fortalt.

Gå i gang

Efter du har fundet dit emne, skal du for alvor i gang. Du skal nu finde ud af, hvem din målgruppe er, og her giver Fie Dalhoff Nielsen et godt råd:

Det kan det være en god ide at beskrive en persona for at danne overblik og skabe sammenhæng mellem afsnittene”.

Når du skal optage din podcast, skal du tænke over lyden, da det har stor betydning for lytterens oplevelse. Det er vigtigt, at du anskaffer dig noget ordentligt udstyr. Det kan være, at dit universitet har det til rådighed, måske kan du optage i et ungdomshus i din by eller låne udstyr fra en fra dit netværk. Det handler om at være åben og se muligheder. Du kan eksempelvis styrke dit faglige netværk gennem din fagforening til arrangementer eller i grupper på sociale medier.

Tidskrævende projekt

Apropos netværk, så skal du være indstillet på, at processen er tidskrævende, og netop her kan det være gavnligt med et godt netværk, der kan hjælpe dig. Det fandt Fie Dalhoff Nielsen også ud af undervejs i processen, og hun oplyser, at hun havde stor nytte af sin ven, ”mix og master” – Daniel Lassen, som hjalp og guidede hende med lyden. Derudover nævner hun, at det er vigtigt at være i god tid, da udstyr og teknik har det med at drille, især hvis du ikke er den største teknikhaj. Men Fie Dalhoff Nielsen pointerer, at du ikke skal være nervøs:

Det handler om at springe ud i det, for selvom der er småfejl, skal folk nok lytte med”.

Og hvis du ikke selv har helt styr på teknikken, anbefaler hun, at du bruger YouTube, hvor man kan få mange gode tips og tricks.

Derudover råder hun til, at man i gennemsnit skal bruge 10-15 timer per afsnit, fordi du både skal forberede, optage og klippe interviewet. Dog pointerer hun, at man ikke skal gå for meget op i detaljen:

Man skal ikke være for perfektionistisk, det er okay, at det er råt, for det skal være nærværende, og stemninger i stemmen skal frem, så bliver det mere personligt”.

Det er altså et tidskrævende projekt at lave en podcast, men når du har fundet det helt rigtige emne, er det bare om at komme i gang.

Del den

Fie blev rådet til at bruge 1000 kroner om ugen på promovering af sin podcast. Men som hun nævner:

Selvom man ikke bruger penge, kan man godt komme ud”.

Hun brugte nemlig ingen penge, og alligevel har hun fået omkring 800 lytninger. Men du skal selvfølgelig dele din podcast, og her anbefaler podcasteren, at du gør brug af Facebook og Instagram, fordi mange podcast-lyttere i forvejen er til stede på disse medier. Så det er bare om at komme i gang og dele din podcast.

God fornøjelse med den.

Hvis du har lyst til få flere gode råd til komme i gang med at podcaste, kan du læse mere her.

Har en bachelor i kommunikation og digitale medier og læser en kandidat i kommunikation på Aalborg Universitet i København.

Back To Top
Search