skip to Main Content

Studenterkoordinatoren mener:

Klimakampen kalder på kommunikatører

klimaforandringerne er en mulighed for at skabe en karriere indenfor feltet og samtidig være med til at løse nogle af de problematikker, der på nuværende tids-punkt er af højeste aktualitet i samfundsdebatten.

Det er vigtigt at huske, at klimaforandringerne, og de deraf afledte udfordringer, ikke kun er begrænset til ét bestemt fagområde – der er brug for både ingeniører og kommunikatører i kampen for klimaet.

Med andre ord er der brug for kommunikatører indenfor et felt, der i høj grad trækker på og domineres af naturvidenskaben, hvad end det handler om formidling, marketing, kommunikation, turisme, medier eller lignende i forhold til emnet.

Klimaet er på dagsordenen – stort set overalt – det ses blandt andet hos både store og små virksomheder, der ikke kan se sig fri for at forholde sig til klima- og miljøspørgsmål. Og hvordan gør man dette, hvordan sikrer man en egentlig grøn profil hos en virksomhed eller organisation?

Her kommer kommunikatøren ind i billedet, da det kan være kommunikatørens helt centrale rolle at formidle dette på bedst mulig vis. Det øgede fokus på klima og bæredygtighed kan siges at stille nye krav til kommunikationsfaget, men samtidig åbner det også op for muligheder for både kommunikationsstuderende og færdiguddannede kommunikatører.

CSR og bæredygtige initiativer indarbejdes i højere grad som en fast del af den enkelte virksomheds eller organisations forretning i dag end tidligere, og der er et øget fokus på netop formidlingen af dette.

Anders Monrad Rendtorff, partner i kommunikationsbureauet Relations People, og Sandja Brügmann, CEO og stifter af The Passion Institute, fremhæver netop, at viden om bæredygtighed er et krav, kommunikatører i dag møder i flere jobs.

De lægger vægt på, at det bliver kommunikatørens rolle at anvende de traditionelle kommunikationsredskaber, men samtidig kombinere det med en dybere forståelse for, hvad bæredygtighed er, og hvordan man skaber forretning gennem denne tilgang (kilde: https://sciencereport.dk/sustain/kommunikationsfolk-skal-lede-den-baeredygtige-agenda/).

Derfor kan det øgede fokus på klima og bæredygtighed skabe nye muligheder for kommunikationsfaget og ikke mindst betyde en øget efterspørgsel efter færdiguddannede, der besidder kommunikative kvalifikationer til netop at formidle den grønne profil hos virksomhederne.

Sidder du derfor som kommunikationsstuderende med en drøm om gerne at ville kombinere dine kommunikationsfaglige kvaliteter med en arbejdsplads, der er klimabevidst, og arbejdsopgaver, som fokuserer på bæredygtighed, så ser fremtiden ikke så ’sort’ ud. Der er brug for dygtige kommunikationsfolk – også indenfor klima.

Studenterkoordinatoren

Denne artikel er skrevet af en af Kommunikation og Sprogs studenterkoordinatorer. Artiklen har tidligere været udgivet i Kommagasinet.

Du kan altid finde din studenterkoordinator på dit universitet, hvis du har spørgsmål om din fagforening. 🧡

Back To Top
×Close search
Search