Skip to content

Studieliv

Kommunikationsstuderende: ”Jeg blev overrasket over, hvor mange muligheder der er for at præge uddannelsen”

Aalborg Universitet i København udbyder uddannelsen kommunikation og digitale medier. ”Mange rynker lidt på næsen, når man fortæller, hvor meget gruppearbejde der er, men det er der, jeg lærer mest,” fortæller Marie Louise Henningsen, der er i gang med sjette semester på uddannelsen”.

Marie Louise er kommunikationsstuderende på Aalborg Universitet. For hende er det de mange muligheder, der gør uddannelsen spændende. Vi har spurgt hende, hvordan det er at tage en kommunikationsuddannelse.

Hvorfor studerer du kommunikation og digitale medier?

Generelt synes jeg, at kommunikation er virkelig spændende og ikke mindst vigtigt. Det er et bredt felt, hvor man kan gå mange veje. Jeg synes, det er rart at vide, at man ikke låser sig fast, fordi man netop kan arbejde med kommunikation på så mange forskellige måder. Det gør også fremtiden mindre skræmmende.

Hvad drømmer du om, at du kan bruge uddannelsen til?

Mit håb for fremtiden er at komme til at arbejde med kommunikation inden for sundhedsvæsenet, politik eller at arbejde med kommunikation i forbindelse med kulturmøder.

Mere specifikt arbejde med kulturformidling, user experience eller informationsarkitektur. Det kunne være spændende. Så jeg har nok ikke nogen drøm som sådan, men mere små spirende ideer.

Hvad har overrasket dig på uddannelsen?

Jeg blev overrasket over, hvor mange muligheder der er for at præge uddannelsen ­– både gennem valgfag, udveksling, praktik og selvfølgelig gennem semesterprojekterne. Her er der nemlig relativt løse rammer, så man selv vælger, hvad man vil skrive projekt om.

Derudover kan man også vælge mellem to forskellige retninger på sjette semester, alt efter hvad man interesserer sig for, og det er rigtig fedt, synes jeg.

Hvilke retninger, kan man vælge?

På Aalborg Universitet i København kan man vælge mellem kommunikation, som er mere på det generelle niveau, mens den anden retning er informationsvidenskab, hvor man fokuserer mere på det brugerorienterede perspektiv.

Personligt syntes jeg, at det var svært at vælge, men jeg valgte den mere generelle retning og tænker, at jeg kan specialisere mig gennem valgfag og udveksling.

På universitetet i Aalborg kan man derudover vælge retningen interaktive digitale medier, hvor man lærer at designe og udvikle it-systemer. Så der er mange muligheder.

Kan du anbefale andre at studere det?

Ja, helt sikkert. Mange rynker lidt på næsen, når man fortæller, hvor meget gruppearbejde der er, men det er også der, jeg lærer mest. Og så er det rigtig fedt at fordybe sig i et emne, man selv har valgt.

Har du et studiejob?

Ja, jeg arbejder i kommunikationsafdelingen i Uddannelses- og Forskningsministeriets departement.

Hvad har du af opgaver der?

Jeg laver mange forskellige opgaver. Blandt andet udfører jeg interne kommunikationsopgaver, lægge diverse ting op på ministeriets hjemmeside, og så laver jeg en månedlig mediestatistik, hvor jeg kigger tilbage på, hvordan vores opslag har klaret sig på de sociale medier.

Jeg er løbende med på diverse projekter. Lige for tiden arbejder vi for eksempel på at skabe en ny struktur til dele af ministeriets hjemmeside, og så er vi i gang med at gøre hele hjemmesiden webtilgængelig. Derudover er der selvfølgelig en masse ad hoc-opgaver fra forskellige kollegaer i hele ministeriet. Men generelt er der rigtig god balance mellem ad hoc-opgaverne og længerevarende opgaver.

Har du nogle afsluttende råd, du vil give kommende eller måske-kommende kommunikationsstuderende?

Det er måske mere generelt i forhold til universitetet, men find den måde, du lærer bedst på. Gennem mine år på universitetet har jeg afprøvet forskellige metoder i forhold til læsning og noter, og det gør hverdagen så meget lettere, når du ved, hvordan du lærer bedst og får stoffet ind.

Hvis du har brug for gode råd til læse- og notatteknikker, kan du få inspiration fra en tidligere artikel på Studenterbrød her.

Et råd til selve uddannelsen kommunikation og digitale medier er, at man ikke skal lade sig skræmme af gruppearbejdet. Det kan sommetider være op ad bakke, men det er en virkelig fed måde at lære på.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search