Skip to content

Selvstudie

Hjemme-uni: Sådan undgår du at blive skør

Normalt råder vi til at komme ud af huset for at fokusere på at studere. Det kan af gode grunde ikke lade sig gøre lige nu, og derfor kommer her seks gode råd til at få mest muligt ud af hjemme-uni og undgå at blive skør.


En studiedag derhjemme ender for mange med utallige afbrydelser, fem afsnit ’Love is Blind’, en to-timers lur, underlige snacks, 17 minutters koncentreret læsning og dårlig samvittighed. Suk! Hvad stiller vi studerende op, når vores institutioner er lukkede, og vi er sat i karantæne på hjemme-uni?

Gør dig klar, som om du skulle ud af døren

At rende rundt i nattøj med strithår og dårlig ånde booster ikke motivationen. Derfor er det en god idé at starte dagen, som om du skulle afsted til en forelæsning: Stå op, spis morgenmad, gå i bad, og tag rigtigt tøj på. Så vil du med det samme føle dig mere oplagt.

Extreme Home Makeover: Hjemmekontor-edition

Vælg det bedste bord og den bedste stol i dit hjem, og forvandl dem til dit eget lille hjemmekontor. Læg ting væk, der er irrelevante for at studere, så der er så få distraktioner i dit synsfelt som muligt. Træk alle gardiner fra, luk sollyset ind, og luft ud jævnligt for at optimere indeklimaet. Sørg også for at sætte hjemmekontoret op så langt væk fra din seng som muligt. Og placer din stol, så du sidder med ryggen til sengen. På den måde skærmer du dig selv fra fristelsen af din dyne.

Ud af sengen!

Du kan ikke bare tage en lur på din uddannelsesinstitution, så det skal du heller ikke gøre midt på dagen på hjemme-uni. Det er fristende at tage 20 minutter på langs, men når du vågner op to timer senere og ikke ved, hvad årti du befinder dig i, kommer du til at fortryde det. Og det virker måske som en god idé at prøve at studere i sengen, men det har desværre aldrig virket for nogen i praksis.

Udnyt de fleksible arbejdstider

Udover at deltage i virtuelle forelæsninger er der nok ikke noget, du skal på bestemte tidspunkter. Det kan du udnytte, hvis du er en person, der arbejder bedst på bestemte tidspunkter af dagen. De fleste arbejder bedst om morgenen, men det er ikke sikkert, at det er tilfældet for dig, så prøv dig frem.

Planlæg din dag, og husk pauser!

Lav en liste over de ting, du gerne vil nå i løbet af dagen, planlæg, hvornår du vil gøre hvad, og husk at være realistisk. Indlæg pauser på samme måde, som du normalt ville tage pauser på studiet. Planlæg også, hvornår du vil spise frokost og også gerne, hvad det skal være. En klassisk overspringshandling på hjemme-uni er at bruge uforholdsmæssigt lang tid på at overveje, forberede og spise måltider. Afsæt omkring en halv time til frokostpause, og forsøg at holde dig til det.

Hold kontakten med dine medstuderende online

Selvom I ikke ses på studiet, er det vigtigt, at du og dine medstuderende holder kontakten virtuelt. Husk, ikke at stoppe med at stille de andre spørgsmål, dele dine frustrationer over en svær tekst, eller at sende et meme, der passer perfekt til situationen. For selvom I sidder i karantæne hver for sig, er alle studerende i samme båd og oplever mange af de samme udfordringer.

 

Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til Corona som studerende i forhold til dit studiejob, din praktik eller din eksamen? Her finder du Kommunikation og Sprogs Q&A om Corona  til studerende, som løbende opdateres med ny information.

Hvis du har brug for adspredelse og kunne tænke dig at få udvidet din faglige værktøjskasse fra hjemme-uni, kan du kigge i Kommunikation og Sprogs webinar-arkiv, hvor du kan blive klogere på alt fra at skrive et godt CV, content-marketing, tekstredigering og LinkedIn.

Held og lykke til alle jer på hjemme-uni, og pas godt på jer selv og hinanden!

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search