Skip to content

Tips & tricks

Gør hjemmekontoret til sprogcafé

Cecilie Marie Lundberg taler spansk flydende, og i fritiden øver hun sig på det arabiske sprog. Hun har lavet en guide med sine bedste tips og tricks til, hvordan du kan bruge karantænen til at blive bedre til det sprog, du drømmer om at mestre.

Mange går med en drøm om at tilføje endnu et sprog til CV’et. Om det så er for hyggens skyld, fordi man skal ud og rejse i sommerferien eller noget helt tredje, er det aldrig en dårlig idé at udvide sit sprog-forråd. Læs her, hvorfor det er en god idé at kaste sig ud i et nyt sprog.

Jeg er ved at afslutte min bachelor i Business, Language and Culture med Spansk fra Copenhagen Bussiness School, jeg taler flydende spansk, og jeg har et mål om at kunne begå mig på arabisk inden året er omme. Jeg har prøvet mange forskellige ting for at have de kompetencer, og jeg giver her mine anbefalinger til at lære et nyt sprog eller til at forbedre et, man kan nogenlunde i forvejen.

Apps eller ej?

Den klassiske og nok mest kendte app til at lære sprog er Duolingo. Jeg er dog ikke selv imponeret, da jeg ikke synes, at den giver god nok baggrund for det, man lærer. Og jeg bruger den derfor ikke længere. Men hvis man synes, at den virker, skal man endelig blive ved med at bruge den.

Der findes mange forskellige apps til sprog, men vil man virkelig gå i dybden, er min erfaring, at man skal betale for det, og i det tilfælde vil jeg hellere søge mod andre alternativer og bruge pengene på muligheder, som giver lidt mere stof at arbejde med.

Youtube

Der findes mange muligheder på internettet, og det kan være svært at finde rundt i. Jeg synes, det virker rigtig godt at se videoer sammen med noget tekst. Jeg har derfor søgt Youtube tyndt for at finde, hvad jeg kunne bruge.

Her er mulighederne også mange, men jeg har fundet en udbyder så at sige, som fungerer rigtig godt.

En samling kanaler går under navnet Pod101 plus det sprog, man gerne vil lære – er det spansk, søger man på ”SpanishPod101”, eller er det kinesisk, søger man på ”ChinesePod101”.

Her finder man både tal, kendte fraser, grammatik med forklaringer, gennemgang af kultur og højtider – alt hvad en sprogstuderende kunne drømme om.

Mangler man lige det ekstra, kan man gå ind på de respektive hjemmesider (SpanishPod101.com eller ChinesePod101.com) og købe et abonnement ned til 10$ om måneden, som også inkluderer emails med opdateringer, gloser til de forskellige videoer og meget mere.

De udbyder sprogene: Spansk, fransk, arabisk, kinesisk, ungarsk, engelsk, thai, tyrkisk, hindi, hebraisk, portugisisk, italiensk, japansk, koreansk, ja listen er lang. Så her er der helt sikkert en mulighed for at finde lige netop dét sprog, du søger.

Hjemmeside

Har man brug for et mere personligt indblik i sproget, feedback på udtale og brug for at stille spørgsmål til grammatik, ord eller nye bogstaver, er der også hjælp at hente.

Hjemmesiden Italki.com giver dig muligheden for at have onlineundervisning med en privat underviser i lige netop det ønskede sprog.

Man søger blot på det ønskede sprog og dialekt, hvor der vil dukke en liste op med forskellige mulige undervisere, hvor mange timer de har undervist og anmeldelser fra tidligere elever.

Det kører på en time-basis, og de forskellige undervisere har forskellige priser på mellem 6-18$ i timen. Specielt i disse karantæne-tider er det en genial måde at lære et nyt sprog på, fordi man kan gøre det hjemmefra. Personligt synes jeg, at man lærer rigtig godt af at få afprøvet sproget i rigtige situationer og samtaler.

Man kan være nybegynder og starte helt fra bunden eller være let øvet og have brug for at repetere. Her er det kun din egen lyst og tid, der sætter grænser.

Netflix

Der findes mange sprogmuligheder på Netflix, hvor specielt deres spanske sortiment er rigtig godt. Her ved jeg, at mange ser spanske serier enten med spanske eller danske undertekster for på den måde at øve sig.

Men er man lidt teknisk anlagt, kan man installere en udvidelse af Chrome, som hedder ”Language Learning Netflix”.

På den måde kan man se to forskellige undertekster samtidig – og endda klikke sig ind på forskellige ord, så de bliver oversat. Det er desværre ikke tilgængeligt til alle serier eller film på Netflix, men man kan søge i kataloget via denne hjemmeside.

Det var nogle af mine anbefalinger og idéer til, hvordan man kan bruge karantænetiden: Med at lære eller forbedre et fremmedsprog. Det kan være en fantastisk mulighed for endelig at komme i gang eller at vende tilbage til et sprog, man måske er ved at glemme.

Back To Top
Search