skip to Main Content

Legater

10.000 kroner til 5 ambitiøse studerende

Hvert år uddeler Kommunikation og Sprog fem studielegater på 10.000 kroner til et praktik- eller studieophold i udlandet. På trods af corona er 2020 ingen undtagelse, og fem studerende har netop modtaget KS’ studielegat, og de krydser nu fingre for at kunne gennemføre deres udlandsophold som planlagt.

Toronto

Caroline Posborg læser kommunikation og digitale medier på Aalborg Universitet i København og rejser – hvis alt går som planlagt – til Toronto i september, hvor hun vil tage sit femte semester på York University.

Studiemæssigt håber jeg at opnå viden om kommunikation i en anden kultur samt at bruge det som inspiration og motivation i min senere specialisering og dygtiggørelse inden for området,” fortæller Caroline Posborg.

Paris

Bachelorstuderende i Business, Language and Culture på Copenhagen Business School Astrid Wachs befinder sig lige nu i Paris, hvor hun er i praktik på den danske ambassade. Men det er ikke med det formål, hun søgte KS’ studielegat. I forlængelse af sit praktikophold skal hun nemlig på udveksling på det parisiske universitet Sciences Po.

Det franske sprog er en adgangsnøgle til lande, kulturer og historier, men også til handelsaftaler, samarbejdspartnere og internationale organisationer,” forklarer hun om sin motivation for sit ophold i Paris.

Selvom Astrid Wachs ikke er sikker på, hvordan coronasituationen vil påvirke hendes ophold, er hun optimistisk:

Det er selvfølgelig svært at spå om fremtiden, men situationen her i Frankrig forbedres dag for dag, og tallene for indlæggelser og dødsfald falder dagligt. Den franske regering har taget meget strenge udgangsforbud i brug for at inddæmme smitten af Covid-19, som man ser frugterne af nu.

Madrid

Alberte Lyngbo Nielsen er kandidatstuderende ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, og hun flytter – hvis alt går som planlagt – i juli til Madrid for at starte stillingen som praktikant på den danske ambassade i afdelingen for politik, kultur og information.

Mit store ønske har længe været at opleve dagligdagen i et spansktalende land helt tæt på, og derfor er jeg meget begejstret og spændt på at skulle udforske denne i Madrid,” siger hun og fortsætter:

”Det er en udfordrende og krævende stilling med mange spændende arbejdsopgaver i tæt samarbejde med ambassadens souschef”.

Silicon Valley

For at tilegne sig viden og kompetencer om teknologi rejser kandidatstuderende i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet Helena Christensen til Silicon Valley i august.

”Formålet er først og fremmest at få udvidet min horisont og forståelse for teknologiens mange muligheder og udfordringer ved at komme helt tæt på tech-verdenens epicenter,” siger hun og tilføjer, at hun også håber at udvide sit netværk under sit ophold.

San Francisco

Magnus Ebbesen læser international virksomhedskommunikation i engelsk på Aarhus Universitet og er lige nu midt i sin udveksling på San Francisco State University – fra Danmark.

”Jeg har valgt at afbryde mit udlandsophold – men kun geografisk. Jeg fortsætter stadig som elev på San Francisco State University semestret ud med godkendelse og anbefaling fra både Aarhus Universitet og San Francisco State University til at tage hjem til Danmark og fortsætte mine fag fra Danmark,” forklarer han.

Den bratte hjemrejse og omlægningen af studiet har medført en række uforudsete udgifter, som KS’ studielegat hjælper Magnus Ebbesen med at dække.

 

Held og lykke til de heldige legatmodtagere og til alle dem, der skal til udlandet.

Skal du også på udveksling eller praktik i udlandet? Husk, at der er ansøgningsfrist på KS’ studielegater den 1. april igen næste år.

Line Beierholm Skydsgaard

Studerer Cognition & Communication på Københavns Universitet og har en bachelor i kommunikation og engelsk fra Roskilde Universitet.

Back To Top
×Close search
Search