Skip to content

Tips og tricks

Leder du efter studiejob? Her kommer gode råd fra dem, der kan ansætte dig

Hvad kigger du efter, når du læser ansøgning og CV igennem til studenterstillinger? Hvad kan få en ansøgning til at skille sig ud? Og hvor stor vægt lægger du på, at den person, du indkalder til samtale, har relevant erfaring? Det svarer professionelle fra fire forskellige steder i erhvervslivet på.

Vi har talt med fire professionelle fra NGO-verdenen, det private og det offentlige, der alle sidder med ansvar for at rekruttere studentermedhjælpere.

Thomas Hestbæk Andersen er direktør i Dansk Sprognævn, Christian Sophus Ehlers​ er mediechef hos UNICEF Danmark, Mette Hausner er teamleder i HR Udvikling i Økonomiforvaltningen hos Københavns Kommune, og Erik Jørgen Lindahl Sørensen er ejer af virksomheden Riesling Wine Germany.

Hvad kigger du efter, når du læser ansøgninger og CV igennem til studenterstillinger?

Thomas Hestbæk Andersen, direktør i Dansk Sprognævn:

Jeg ser efter karakterer i de fag, som er særligt relevante – så karakterbladet betyder noget. Og jo mindre relevant erhvervserfaring en ansøger har, jo mere betyder karakterbladet. Jeg kigger selvsagt også efter relevant erhvervserfaring, men jeg ved godt, at det ikke kan forventes af ansøgere til studentermedhjælpsstillinger, at dette er noget de har meget af.

Desuden er det interessant, hvor langt ansøgeren er i sit studie: Det kræver mange resurser at byde en ny kollega velkommen, og ansøgere med mindre end et år tilbage af studiet er derfor sjældent de mest oplagte, når der skal foretages en helhedsvurdering. Men ingen regel uden undtagelse. Endelig er det vigtigt, at ansøgningen er skrevet i et korrekt og genretilpasset dansk.

Christian Sophus Ehlers, mediechef hos UNICEF:

Når man screener ansøgninger – i mange tilfælde mange hundrede til hver enkelt stilling – bruger man potentielt meget lidt tid på hver enkelt kandidat. Derfor er det vigtigt, at CV er sat overskueligt op, og at der er de basisinformationer, der skal være. Husk, at det går meget hurtigt for arbejdsgiveren, der ikke bruger mere end et par minutter på hver ansøgning med bilag.

Mette Hausner, Teamleder i HR Udvikling, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune:

Når jeg læser ansøgninger og CV’er, har jeg særligt fokus på, om jeg kan fornemme ansøgerens motivation for at søge stillingen, og derudover om ansøgeren formår at relatere sin ansøgning og sine kompetencer til den pågældende stilling. Eksempelvis ved at oversætte sine kvalifikationer til stillingens arbejdsopgaver.

Erik Jørgen Lindahl Sørensen, ejer af Riesling Wine Germany:

Jeg kigger efter sport, hobbyer og andre interesser: Det viser, at kandidaten har interesser uden for arbejdet, som for mig indikerer ansvar og dedikation; det kan også vise, at kandidaten kan lide at udfordre sig selv på forskellige måder. Hvis der er tale om en holdsport, viser det, at der er tale om en holdspiller, og hvis ikke, viser det selvstændighed.

Hvad kan få en ansøgning til at skille sig ud i dine øjne?

Thomas Hestbæk Andersen, direktør i Dansk Sprognævn:

Den præcise bevidsthed om, hvad der vægtes i den stilling, som man søger. Jeg er generelt ikke særligt interesseret i fritidsinteresser og lignende. Stramt og med fokus på relevante kvalifikationer og uden at være oppustet – sådan skal et godt CV være. I øvrigt læser jeg altid CV før ansøgning.

Christian Sophus Ehlers, mediechef hos UNICEF:

De fleste arbejdsgivere siger nok, at det ikke betyder noget, om der er billede af kandidaten med ansøgningen. Men det omvendte er nok i virkeligheden tilfældet. Intuitivt fylder kandidater uden billede mindre. Man ansætter jo et menneske og kommende kollega, ikke et CV fra en robot. Så vis, at du er et menneske.

Det afhænger måske også af, hvilket rekrutteringsværktøj der er anvendt, men jeg kan ikke huske, at jeg har haft kandidater til samtale, der ikke havde vedlagt billede til deres ansøgning.

Mette Hausner, Teamleder i HR Udvikling, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune:

Det er der mange ting, der kan. For eksempel ansøgere, der giver deres ansøgning et personligt præg, så man som læser får indblik i, hvem ansøgeren er. Ansøgningen kan også skille sig ud ved at være velskrevet, målrettet den pågældende stilling og ved at give indblik i, hvorfor vedkommende er den rette til stillingen.

Erik Jørgen Lindahl Sørensen, ejer af Riesling Wine Germany:

Jeg kan godt lide ”highlights”, det gør ansøgningen simpel og overskuelig. Det er særligt vigtigt at fremhæve forfremmelser, anerkendelse for projekter og/eller noget, der viser, at kandidaten kan tage initiativ. Ansøgningen skal være velstruktureret og overskuelig – den skal ikke være overgjort med for meget fyld.

Hvor stor vægt lægger du på, at den person, du indkalder til samtale, har relevant erfaring?

Thomas Hestbæk Andersen, direktør i Dansk Sprognævn:

Det forventer jeg i udgangspunktet ikke hos ansøgere til studentermedhjælpsstillinger. Det er altså ikke diskvalificerende ikke at have relevant erfaring – omvendt kan erfaringen være det ekstra plus, som gør, at en ansøger bliver foretrukket frem for en anden.

Christian Sophus Ehlers, mediechef hos UNICEF:

For studenterstillinger kigger jeg altid efter reelle faglige kompetencer. Det er egentlig ret banalt: Hvis vi har en studenterstilling, der skal arbejde med video-redigering, så skal det selvfølgelig fremgå af ansøgningen, hvilke tekniske programmer inden for videoredigering ansøgeren behersker. Husk, at arbejdsgiver meget sjældent er interesseret i store teoretiske perspektiver og refleksioner fra universitetet. Arbejdsgiver har typisk en opgave af praktisk karakter, der skal løses ’hands on’. Så lad det fremgå, at du kan tage fat og løse konkrete opgaver.

Mette Hausner, Teamleder i HR Udvikling, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune:

Det er altid et plus, hvis en ansøger har relevant erhvervserfaring, men det er bestemt ikke et krav. Jeg lægger især vægt på, at jeg kan fornemme ansøgerens motivation for at søge stillingen, og at vedkommende har sat sig ind i stillingen og virksomheden bag.

Erik Jørgen Lindahl Sørensen, ejer af Riesling Wine Germany:

Til en studenterstilling kan man ikke altid regne med, at kandidaten har relevant erfaring, så jeg leder altid efter et ”why” – grunden til at kandidaten søger jobbet.

 

Udrustet med gode råd fra fire rekrutteringsansvarlige på tværs af branchen har du måske fået en bedre idé om, hvad du skal være opmærksom på i jagten på studiejobbet. Her finder du en guide til skriveprocessen af både CV og ansøgning.

I jobbanken KS JOB finder du friskopslåede studiejob inden for kommunikation, sprog og marketing. Og husk, at du altid kan få feedback fra en af Kommunikation og Sprogs dygtige karrierevejledere på dit CV og ansøgning.

Held og lykke med studiejobjagten!

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search