Jeg har lært, at ikke alle bøger eller tekster ligger til rådighed på internettet (rip speciale).

Jeg har lært, hvor meget virkelighedens tilstand påvirker mit syn på, hvad der foregår i film. Jeg har taget mig selv i at tænke ’wow, I skal da holde jer på afstand’ og ’wow, I krammer godt nok meget’, når jeg har set film, hvor folk krammer eller står tæt på hinanden, selvom de ikke hører under samme husstand.

Jeg har lært, hvor stort et vanedyr jeg i virkeligheden er: Det tog mig to måneder at slippe af med ’bare på beløbet’ i en købssituation.

Online-undervisning, ellers tak

Der er ingen tvivl om, at alle har været seje og dygtige til at omstille sig til de her særlige omstændigheder og har fået det bedste ud af det ved at rykke undervisning, møder, teaterstykker og anden læring eller dannelse online.

Til trods for at jeg i det offentlige rum er semi-angst, så håber jeg, at det aldrig bliver reglen, når vi skal lære af andre.

Jeg er med på, at Latour ikke har levet forgæves, og at vi er mere forbundet end nogensinde før. Og selvom man nu taler om at åbne op for, at jeg kan sidde i Danmark og følge med i undervisningen hos den ypperste professor inden for sit felt fra USA, er det ikke noget, jeg har lyst til.

Energien, man får af at være i samme lokale med andre folk – på godt og ondt – er grunden til, at den virkelige verden bare er federe. Det er også sjovt, som man har prøvet på at få skærmen ud af børns hænder i alle disse år, men når vi pludseligt kan spare lidt transporttid, er der andre regler.

Kommunikationsplatforme

Der er heldigvis andre ting, som har været lidt mere pudsige at finde ud af. For eksempel har jeg lært, at flow-tv kan fortælle mig, hvilken dag det er, når der er et to-timers afsnit af Masterchef i tv’et mandag aften.

Jeg har lært, at folk på Jodel er sjove. Egentlig havde jeg slet ikke regnet med noget, da jeg i starten af nedlukningen downloadede appen for at finde ud af, hvad det var. Måske var det også derfor, jeg blev så positivt overrasket, da jeg så, at folk skrev BREEEEEEEV, når Regeringen lige havde meldt ud, at de ville holde pressemøde.

Et dualistisk forhold

Lige så meget som jeg elsker de sociale medier, lige så meget gør jeg det modsatte. En af grundende til, at jeg ikke er fan af dem, er alle de misinformationer og fake news, der kan få lov til at leve i bedste velgående.

Og under corona er det som om, det er blevet endnu mere. Eller også har jeg bare haft mere tid til at kigge på de sociale medier?

Det har i hvert fald lært mig, hvor vigtig forskningskommunikation er, og hvor meget humanistiske forskere mangler at videreformidle deres vigtige arbejde til samfundet.

David Budtz Pedersen, der er professor mso fra Aalborg Universitet, mener også, at coronaen har vist, at samfundet ikke kan fungere uden den dybe tillid til forskere og eksperter:

”Myndigheder og regering kan ikke træffe oplyste beslutninger uden adgang til forskningsviden. Borgere og medier kan ikke danne sig et billede af krisens omfang og alvorlighed uden, at forskere formidler deres viden og sætter den i perspektiv”.

Jeg har nok lært flere ting i de her måneder, men den vigtigste er, at jeg har lært vigtigheden af fagforeningen, når man er studerende, og verden pludselig ser anderledes ud, når man skal til at dimittere.

Den solidaritet og organisering, som fagforeningerne er indbegrebet af og som de nu kæmper for, at man giver de studerende og de nyuddannede en hjælpende hånd, når nu vi går et søvnigt arbejdsmarked i møde.