Før den sidste sommerfarve er forsvundet, og mens døgnrytmen stadig skriger sommerferie, er det blevet tid til at pakke kufferten væk og stille vækkeuret. For nu har den så småt sneget sig ind på os; studiestarten. Nu skal der ikke gå helt selvhjælpsbog i den her på Studenterbrød, men vi synes, det er vigtigt at komme godt i gang med studiet. Så derfor har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du bevarer roen, når studiet igen kræver din tid og opmærksomhed.
Tekst / Anja Skov Marcussen
Foto / Nick Morrison, unsplash.com
Udgivet / August 2017
Bevar overblikket
En rigtig god hjælp til at bevare roen er at anskaffe sig en kalender. Så har du både de sociale arrangementer og aftaler og de vigtige datoer på studiet samlet ét sted. Det kan også være, at du bruger kalenderen på din computer eller telefon, hvor du så også kan få påmindelser om dagens aktiviteter. Nogle gange hjælper det at få aftaler og ideer ned på papir eller op på en skærm og på den måde ud af hovedet.
Gem det sjove til sidst
Vi kender det alle sammen; afleveringen skal laves eller kapitlet læses, men alligevel er det overspringshandlingerne, der tager hele ens tid. En god måde at få arbejdet overstået, så der også kan blive tid til at slappe lidt af eller se vennerne, er at tage på læsesal eller biblioteket og så ikke tage hjem, før dagens mål er nået. På en læsesal er det lidt sværere at lave de helt store overspringshandlinger.
Læseplan
For nogle studerende fungerer det at lave en læseplan for semestret, så hele arbejdsbyrden ikke kommer til at ligge lige op til de afsluttende eksaminer. Det giver et overblik over, hvor langt man er nået med læsningerne og kan derudover være godt til at give et overblik til eksamen over, hvad du mangler at læse. Men! Lav den nu realistisk. Der er ikke noget værre end at være bagud med sin egen læseplan. Så hellere lav den lidt for let, så du kan læse forud og på den måde motivere dig selv endnu mere.
Studiegruppe
For nogle kan det være en stor hjælp at lave en studiegruppe, så der er nogle at dele dagene med. Måske I også kan skiftes til at læse og så viderefortælle pointerne til hinanden? Det er meget forskelligt, hvordan læsegrupper fungerer, men det kan være givende at have nogle at tale tingene igennem med.
Regnskab — styr på økonomien
En ting, der kan fylde meget og give mange søvnløse nætter, er økonomien. Derfor kan det være godt at lave et regnskab eller et budget for at få en idé om, hvor SU’en forsvinder hen. Det gælder her om at prioritere, hvad der er vigtigt for dig og dermed, hvad du vil bruge pengene på. Igen gælder pointen fra ovenstående punkt; vær realistisk! (Selvom det kan være ret svært).
Hold fri
Det her tip giver måske sig selv, men det er vigtigt at tage sig tid til at holde fri og være lidt alene. Det kan endda hjælpe at skrive friaftener eller –dage i kalenderen, så dagen ikke pludselig bliver dedikeret til arbejde eller andre aftaler. Måske du slapper bedst af med en film eller serie i sengen eller en gåtur? Det betyder ikke så meget, hvad tiden går med; det vigtigste er at få koblet lidt af og få samlet tankerne og derved ladet op til alt det, der fylder noget i hverdagen.
Se venner — sæt tid af til dem
Ligeså vigtigt og givende som det kan være at bruge tid alene, lige så givende kan en aften med vennerne være. Men det er lige med at få tid til at se dem. Det handler om at få sat tid af til det og så at lade være med at lave flere aftaler, end du kan overholde. I kan også lave læseaftaler og mødes for at læse et par timer, spise frokost og så læse videre til aftensmaden. Eller bare en gå- eller løbetur om aftenen. Det er bare så rart at tale om noget andet end studierne ind imellem.
Gør det, du kan lide
For et par uger siden skrev vi om hobbier her på Studenterbrød, og det vil jeg også gerne pointere; det kan være givende at sætte en aften om ugen af til at spille fodbold, dyrke yoga, male billeder eller noget helt andet. Det giver ny energi til studiet at komme væk og beskæftige sig med noget helt andet! Hobbyer kan dyrkes på mange forskellige måder — alene eller sammen med andre. Det er heldigvis helt op til en selv.
Motionér
Det er vigtigt at holde kroppen i gang med motion. Motion er sundt for hjernen og giver overskud til mere læsning. Her er det også vigtigt ikke at overgøre det; det er let at overbevise sig selv om, at de 10 kilometer er lige om hjørnet, men hellere sætte overskuelige mål, så motionen bliver et afbræk og ikke endnu en stressfaktor.
Som I kan læse jer til, handler ro for mig meget om at bevare overblikket, så jeg ikke skal tænke på alting på én gang og derved kan får overskud til at holde fri, når jeg har fri. Det kan være, at det for dig er nogle andre ting, der er vigtige. Og det er også en vigtig pointe at tage med; studer som du gør det bedst ved at finde ud af, hvad der virker for dig.
Lige meget hvad er det med at nyde studietiden, mens den står på, selvom der nogle gange kan være mange ting at forholde sig til på én gang.
Rigtig, rigtig god studiestart!