Erfaring spiller en markant rolle på arbejdsmarkedet – også for os studerende. Dét at lede efter et relevant studiejob kan derfor være en udfordrende proces. Især hvis man som mig ikke har opnået erfaring fra tidligere arbejdspladser. Dog har jeg lært, at interesse og gå-på-mod sagtens kan overstråle erfaring.
Tekst / Frieda Lodahl
Foto / Unsplash
Udgivet / juli 2020
Karrierelivet fylder gevaldigt i nutidens samfund, og vi unge skal allerede tage stilling til vores individuelle vej på arbejdsmarkedet, når det første studiejob skal erobres. Men der er bare ét problem for dem, der ikke har scoret et relevant studiejob inden for kort tid: Uden erfaring er det sværere at finde drømmestudiejobbet. Personligt får jeg associationer til en kedelig og endeløs cirkel, som mange studerende sidder fast i, og jeg har selv været én af dem.
Tænk ud over det “normale”
Selvfølgelig kan jeg også godt se pointen i, at arbejdsgivere tilvælger kandidater ud fra erfaring – især når alle mere eller mindre har den samme uddannelse eller tilsvarende personlighedstræk. Det var først efter, jeg havde sendt tyve banale og upersonlige ansøgninger afsted, at jeg knækkede koden til den fuldendte jobansøgning. Fantasiens relevans gik op for mig, og jeg tog dernæst chancen og kreerede en original jobansøgning. Ansøgningen havde samme layout som en artikel, hvor jeg omtalte mig selv i tredjeperson. Mit CV var slet ikke omdrejningspunktet. Det var derimod min kreativitet, der alene banede vejen for det rette studiejob. Min personlige erfaring med diverse ansøgningsforløb viser derfor, at man i højere grad bør vise den specifikke arbejdsgiver, at man er anderledes end de andre. Show it – don’t tell it. Uanset hvor kliche-agtigt det kan lyde.
Fremtid frem for fortid
I sidste ende skal det hele nok gå. Med eller uden et studiejob. Det nytter ikke at stresse over det faktum, at alle andre har et studiejob, for det viste sig, at min tid også kom. I det hele taget føler jeg, at faktorer som udstråling, værdisæt og en oprigtig interesse er meget essentielt i en rekrutteringsproces. Jeg synes derfor, at du skal have et større fokus på det personlige aspekt og det, du kan bidrage med i fremtiden frem for et langt CV om det, du har lavet i fortiden. For når alt kommer til alt, så er passion og engagement mindst lige så vigtigt som erfaring – hvis ikke vigtigere.