Hvert år uddeler KS IVK-prisen til studerende på SDU, som har udmærket sig på forskellig vis som opfindsomme, flittige og gode medstuderende.
Tekst / Line Beierholm Skydsgaard
Foto / Fauzan Saari
Udgivet / september 2020
“Det var ikke været nogen nem opgave at finde ud af, hvem der skulle have Kommunikation og Sprogs IVK-pris”, sagde KS-formand Per Lindegaard Hjorth, da han deltog i to virtuelle dimissioner for at overrække priser til både en bachelor- og kandidatstuderende.
Formanden ønskede i slut august studerende på international virksomhedskommunikation tillykke med at være i mål med deres uddannelse. Han understregede, at det er imponerende, hvordan de studerende formåede at komme i mål på trods af corona.
“For mig gør det jer til helt specielle og ekstraordinære personer, der har bevist, at man kan opnå store resultater trods ekstern modstand”.
Her er modtagerne
Modtageren af Kommunikation og Sprogs BA-pris på 5.000 kroner blev nomineret af sine medstuderende for at være en “fuldblods IVK’er”, aktiv i råd og nævn og en støttende medstuderende. Stort tillykke til Julius Munk Knudsen.
I år var der ikke bare en, men to modtagere af Kommunikation og Sprogs MA-pris. De blev nomineret blandt andet for at være engagerede og hjælpsomme, påtage sig forskellige tutorroller og være aktiv i et mønsterbryderprojekt. Tillykke til Sasja Simone Krogh og Katrine Slott Nielsen.