skip to Main Content

Studieliv

5 studerendes bedste og værste oplevelser med gruppearbejde

Her deler fem studerende fra rundt omkring i landet anonymt deres bedste og værste oplevelser med gruppearbejde.

Gruppearbejde kan, når det er godt, løfte en opgave til et helt nyt niveau. Men omvendt kan det også resultere i et helt nyt niveau af kaos og skuffende resultater. De fem studerende, som vi har snakket med, har oplevet begge sider af at samarbejde.

Studerende, Syddansk Universitet

Bedste

Min bedste oplevelse er, at jeg bliver virkelig motiveret, når jeg samarbejder med andre. Når jeg arbejder selvstændigt, kan jeg godt have en tendens til overspringshandlinger, men når jeg har sat deadlines med en gruppe, overholder jeg dem. Og så synes jeg, det er motiverende, at vi sidder sammen og arbejder, frem for at jeg sidder derhjemme selv.

Værste

Min dårligste oplevelse var nok engang i starten af studiet, hvor der endte med at være rigtig dårlig stemning i gruppen, fordi der var dårlig kemi mellem ét medlem og resten af gruppen. Gruppen følte ikke, at personen bidrog nok, og fordi vi ikke fik snakket ordentligt om det som gruppe og taget det i opløbet, endte det rigtig skidt.

Studerende, Københavns Universitet

Bedste

Mine gode oplevelser er nok primært, at jeg har fået nye venner – som jeg ved, jeg kan fagligt samarbejde med. Man kan virkelig lære meget af hinanden og forbedre det, man sidder og skriver.

Værste

Under mit bachelorprojekt var vi på grund af besparelser påtvunget grupper med seks eller syv personer, og det endte med en helt igennem dårlig oplevelse. Vi kunne ikke samarbejde. Vi endte med at arbejdede i to små grupper, uden at det rigtig var blevet aftalt. Til sidst forsøgte vi at slå det sammen, hvilket viste sig at være virkelig svært. Alle var uenige! Og vejlederen kunne ikke hjælpe os. Det endte med en forfærdelig eksamen, hvor jeg fik den laveste karakter i hele mit uni-forløb.

Studerende, Aalborg Universitet

Bedste

Jeg er kæmpe fan af gruppearbejde, men det hænger nok også sammen med, at jeg har haft mange gode oplevelser med det. På mit studie skal vi hvert semester forsvare et projekt sammen i grupper. Jeg har tidligere, for eksempel i gymnasiet, oplevet at gå i sort, men når du er til gruppeeksamen, er der nærmest altid en person, der kan åbne for samtalen. Det har også gjort mig mere tryg ved de mundtlige eksamener.

Værste

Når jeg tænker tilbage på min studietid, var det nok i den spæde start, at de fleste gnidninger i gruppearbejdet fandt sted. Jeg har oplevet, at personer med meget stærke holdninger havde svært ved at se andre løsninger end deres egne. Og det kan gøre gruppearbejdet problematisk.

Studerende, Roskilde Universitet

Bedste

Det bedste ved gruppearbejde er klart den faglige sparring og diskussionerne. Jeg er sjældent i andre sammenhænge, hvor man diskuterer stof (både emner og teori), hvor alle parter er så godt inde i stoffet, som når man skriver gruppeprojekter. Det gør, at diskussionerne når et vildt højt niveau, og det er fedt at mærke, hvordan man når frem til helt ny viden som resultat af diskussioner. Det er svært – hvis ikke umuligt – alene.

Værste

Det sværeste må være, når visioner clasher, og man ikke vil det samme sted hen med arbejdet. Især hvis man er midt i en intens fase af gruppearbejdet. Hvis man ikke formår at få kommunikeret uenighederne på en eksplicit og ordentlig måde, kan det føre til gnidninger.

Studerende, DMJX

Bedste

Den bedste oplevelse jeg har haft med gruppearbejde, var da jeg skulle lave et fotomagasin om maskulinitet. Sammen med min gruppe fandt vi vores helt egen måde at fortælle på, og det var i sandhed et produkt af vores forskellige kompetencer. Vi hjalp hinanden og supplerede hinandens styrker. Hvor jeg var meget historiefortællende, var en anden detaljeorienteret, så vi fik lavet dragende og dybe fortællinger.

To af os havde en tendens til at hægte os i mange små ting, hvor det sidste gruppemedlem var stærk i at skære det overflødige væk. Selvom det tog lang tid og krævede hårdt arbejde, gjorde gruppedynamikken, at vi stod tilbage med et fantastisk produkt, der havde været sjovt at lave, selvom vi sad 14 timer om dagen i flere uger.

Værste

Min værste oplevelse med gruppearbejde, var da jeg skulle lave en reklame for et hudprodukt. Min gruppe og jeg talte simpelthen ikke samme sprog, selvom vi alle talte dansk. Vi misforstod konstant hinanden og kunne ikke gribe hinandens bolde. Udvikling og eksekvering blev en konstant kamp frem for et samarbejde. Selvom vi endte med et stærkt resultat, var hele processen hård, uden flow og ikke spor sjovt – og hvis processen ikke er fed, hvad er pointen så?

Vil du gerne have gode råd til succesfuldt gruppearbejde? Her giver psykolog Marie Linde Husby sine tre bedste råd. God fornøjelse!

Studerer retorik på Københavns Universitet.

Back To Top
Search