Der er sket så meget det sidste år, at det næsten føles som ti. Studenterbrød vil i samarbejde med SoMe-konsulent Astrid Haug tage dig igennem året, som hun vil give overskriften:
”Corona har gjort os endnu mere digitale – for better and worse”.
Tekst / Jakob Haahr Rasmussen
Foto / Cristian Dina
Udgivet / December 2020
Det er blevet tid til at runde 2020 af – heldigvis. Det var et år bag skærmen, hvor vi blev mestre i at danse foran et kamera og lærte at holde en surdej i live. Det er den glade vinkel, for mange har året bare været én stor udfordring – også i kommunikationsverdenen.
Det svære kommunikationssår
Året i kommunikationsverdenen har været præget af sprængfarlige emner som Corona, sexisme eller racisme. Det har udfordret virksomhederne i at bruge de aktuelle nyheder til at engagere brugeren med relevant indhold.
”I kommunikationen om Corona kan virksomheder hurtigt beskyldes for ”prøver du på at tjene penge på, at folk er ved at dø?” siger Astrid Haug og fortsætter: ”Man vil helst have, at folk kigger andre steder hen, end selv at være på dagsordenen med disse emner”.
Ifølge Astrid Haug benytter virksomheder sig i 2020 af hygiejne-kommunikation, når de fremhæver en politik eller et regelsæt imod eksempelvis sexisme. ”Det er en mere defensiv form for kommunikation, fremfor at sige ”Hey! Prøv lige at følge os, vi laver nogle vildt fede ting,” siger hun.
Et eksempel på den digitale dans med Corona er Tuborg, der i lanceringen af julebryggen bruger deres gamle traver ”Glædelig jul og godt Tub’år”.
I 2020 skriver de i stedet ”Glædelig jul – godt med afstand”. Astrid Haug mener, at det kan være en svær balancegang, men at man som virksomhed skal spørge sig selv, om det ens opgave, at folk skal holde afstand.
Hvordan engagerede man brugeren i 2020?
SoMe-indhold i 2020 har forsøgt at ramme målgruppens interesser og prøvet at forbinde dem med virksomheden. Astrid Haug siger: ”Det skal handle om brugeren og modtageren, fremfor salg – det er her, Instagram og TikTok har været gode.”
Hun lægger vægt på, at den politiske debat stadig er i live på Twitter eller Facebook. På Facebook skal man helst mene noget radikalt, så vil tastaturkrigerne sørge for debat og spredning af opslaget. Men for Astrid Haug kan debatten på Facebook blive for kedelig og grov for de unge brugere, så vil de hellere søge medier som TikTok, Instagram eller Snapchat.
Nye roller i 2020-klassen
Den populære i klassen: Instagram
Instagram har været 2020’s måske hotteste medie. Her har vi kunne opdatere dagligt fra hjemmekontoret med surdejen, fredagsbaren på Zoom eller striktrøjen, der endelig blev færdig.
”Brugerne på Instagram gik all in på live. Alt skulle gøres live – om det var live bagning, fitness eller koncerter,” siger Astrid Haug og fortsætter: ”Instagram har også selv lanceret Reels, som er en TikTok klon, og Instagram shopping.”
Astrid Haug vurderer, at Reels endnu ikke for alvor har taget fart i Danmark. Samtidig er Reels endnu et eksempel på, hvordan sociale platforme kopierer fra hinanden, og derfor udvikler medierne sig til alle at kunne det samme.
Læg mærke til: Instagram har udvikler sig fra hovedsagligt at være fyldt med sukkersødt indhold om bolig og mad til også at indeholde politiske budskaber, krop- og klimaaktivisme.
Boomeren i klassen: Facebook
Ifølge Astrid Haug bliver Generation Z (født efter 1996) og Y (født 1981-96) tiltrukket af de mange innovative løsninger fra Instagram og TikTok. Derfor bliver Facebooks brugergruppe den lidt ældre befolkning – fokus er derfor på debatter og annoncer.
”Facebook er den platform vi måske ikke snakker så meget om længere, selvom det er den, de fleste bruger,” siger Astrid Haug og uddyber: ”Der er ikke sket så meget nyt, det er blevet lidt uinteressant, og det er stigende grad ikke der, de unge flokkes”.
Trenden for Facebook og de sociale medier i 2020 har også været, at vi shopper mere digitalt. Astrid Haug forklarer, at vi nok er mere villige til at købe noget, vi eksponeres for, da vi er blevet endnu mere fortrolige med at købe online.
Læg mærke til: Udviklingen af annonceringer på mediet og fokus på kampen imod fake news.
Den nye hotte i klassen: TikTok
Mediet er fire år gammelt, men tog for alvor fart i 2020. Hvis du ikke nåede at hoppe på bølgen, så kan du her få et indblik i, hvordan eksperterne fra generation Z bruger TikTok.
”Det bedste, der kan ske for dig på TikTok er, at andre kopierer din dans eller udfordring – så bliver du et hit. I den gamle verden skulle man helst ikke kopiere hinanden pga. copyright,” siger Astrid Haug
Læg mærke til: Nye tiltag eller opdateringer for at holde momentum hos de unge mennesker i generation Z og Y.