Skip to content

Tips og Tricks

Corona edition: Den perfekte studieteknik

Får du dårlig samvittighed, når du ikke får læst de 300 ugentlige sider? Det kan være svært at se, hvor du overhovedet skal begynde med så mange siders læsning. Derfor har Studenterbrød kigget på, hvordan du kan optimere din studieteknik for at få bedre samvittighed og et større overskud i hverdagen.

Det er vigtigt at pointere, at hver studerende har sine egne præferencer i forhold til at læse. Derfor er der ikke én måde at optimere din læsning på – du er nødt til at afprøve forskellige teknikker, før du rammer plet. Men her er nogle forslag til, hvordan du finder den perfekte studieteknik.

Prioriter din læsning

Siden vi startede i skole, lærte vi at læse en tekst kronologisk fra start til slut. Men den vane skal du vænne dig af med, for det tager for lang tid og kan ofte gøre læseprocessen uoverskuelig. Prioriter i stedet din læsning, og lav en læseplan.

Start med at læse overskrifterne og eventuelt forord. Derfra kan du hurtigt skabe dig et overblik over, hvad du er motiveret for at læse, og hvad der måske bare skal skimmes. Derfra kan du skrive dine prioriteringer ned over de kapitler eller tekster, som er nødvendige for dig at komme igennem.

Tip: De tekster, du er mest motiveret til at læse, vil altid være nemmest at komme igennem. Derfor kan du bruge dem som balance mellem de lidt tungere akademiske læsninger.

Pomodoro-teknikken

Eksperter anslår, at vi mennesker ikke er bygget til at holde koncentration i mere en 20-30 minutter. Derfor kan du bruge pomodoro-teknikken, hvor du sætter et ur til 25 minutter og arbejder aktivt på enten læsning eller en opgave. Når uret ringer, stopper du og laver noget helt andet i fem minutter.

I de fem minutters pause kan du rejse dig op, få en kop kaffe eller bare lave noget, der får dine tanker væk fra læsningen. Når uret ringer efter fem minutter, kan du gentage processen tre til fire gange. Du bliver langt mere effektiv, når du er fokuseret i en kortere periode, og samtidig er du mere motiveret til at læse i 25 minutter ad gangen frem for tre timer i ét langt stræk.

Tip: Du kan downloade en pomodoro-app, som sørger for, at du tager en pause.

Har du styr på hjemmekontoret

Under normale omstændigheder ville Studenterbrød råde dig til at læse på skolen, biblioteket eller bare andresteds end hjemmet. Nu vil vi i stedet kigge på, hvordan du kan undgå at blive skør af at arbejde hjemmefra. For din produktivitet kan afhænge af, hvor du arbejder og lydniveauet omkring dig.

Måske arbejder du bedst med musik, snak eller ro i baggrunden. Det er ikke altid bare givet, at du skal have stille omgivelser. Derfor skal du prøve forskellige metoder af, og der vil bestemt komme nogle oplevelser, hvor det ikke fungerer, men det er vejen hen til den perfekte studieteknik for dig.

Læsemetoden for dig

Nu har du styr på, hvad du skal læse, hvor lang tid du skal læse ad gangen og hvor, men du skal også vide, hvordan du effektiviserer læsningen.

Næste gang du skal læse et kapitel eller en tekst, kan du prøve en af følgende teknikker og se, hvad der passer bedst til dig.

  1. Skriv et spørgsmål til kapitlet – på den måde kan du måske motivere dig selv til at læse for at finde svaret på spørgsmålet.
  2. Lav en mindmap over vigtige pointer fra kapitlet – det gør det nemmere at huske.
  3. Skriv noter, samtidig med at du læser – brug dine egne ord, så husker du nemlig bedre.
  4. Overstreg de vigtigste pointer, og find derefter de vigtigste tre – det giver overblik over teksten.

Det kan være, du finder dig bedst tilpas i en blanding af nogle af teknikkerne, men husk, at det er okay. Alle studerende har deres egen måde at få det til at fungere. Derfor skal du ikke følge en metode slavisk, hvis det ikke fungerer.

Aalborg Universitet har også lavet en mere dybdegående læsningsmetode, som bliver kaldt SQ4R, som giver dig en præcis teknik til at komme igennem læsningen.

Webkonsulent i Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search