Vi kender de uskrevne regler for, hvordan vi taler sammen i Danmark. Men kan vi danskere virke uhøflige på andre? Og hvordan er vores omgangstone, hvis vi sammenligner os med vores naboer? Det spørger Studenterbrød formand for Kommunikation og Sprog Per Lindegaard Hjorth om, der i følgende interview kommer med sin egen mening om, hvor høflige vi er sammenlignet med tyskerne.
Tekst / Kristine Storm
Foto / Unsplash
Udgivet / Juli 2021
Formanden skulle først sætte ord på, hvad høfligt sprog er for ham, hvortil han sagde:
- ”For mig er høfligt sprog at tiltale den person, man er i dialog med, direkte, og høfligt sprog er også et sprog, som ikke støder samtalepartneren – og med det mener jeg, at man eksempelvis undgår groft sprog, bandeord og deslige.”
Til spørgsmålet om, hvad brug af høfligt sprog gør ved ens opfattelse af afsenderen, svarede Per, at almindeligt høfligt sprog kan højne afsenderens troværdighed. Dog sagde han også, at overdrevet høfligt sprog kan have den modsatte effekt.
- ” Jeg har det lidt sådan, at hvis der er nogen i et supermarked, der tiltaler mig med ’herren’ og ’De’, så vil jeg næsten føle, at man gør grin med mig eller at vedkommende – ja undskyld mig – pisser på mig”, siger formanden.
Når man taler med vigtige og indflydelsesrige personer, kan man godt komme til at tale ekstra høfligt, siger Per Lindegaard Hjorth. Han tilføjer, at han egentlig synes, det er noget pjat, men at det er en måde at vise ekstra respekt på, som ofte ligger i os fra barnsben.
Formanden, der selv har studeret og boet i Tyskland af flere omgange, nævner blandt andet tyskernes måde at tale til hinanden på. Han understreger, at deres tiltaleformer (brugen af De i stedet for du) som udgangspunkt ikke signalerer høflighed. I stedet mener han, at der er stor forskel på graden af danskeres og tyskeres brug af bandeord, når de taler.
- ”Hvis vi sammenligner med tyskerne, så bruger de ikke nær så mange ukvemsord, som danskerne gør. Og så er det også rigtig bekvemt, når man tiltaler folk med ’Sie (De)’, for man kan ikke være grov på samme måde, når man siger ’De’ til folk. Og det kan man jo meget nemmere på dansk. Man kan for eksempel sige ’din iditot’ på dansk, imens det lyder skørt, hvis man siger ’Deres idiot’.”
Per Lindegaard Hjorth nævner også tyskernes brug af ’bitte’ (den tyske pendant til det engelske ’please’) som central i forhold til høflighed.
- ”På tysk siger man: ’Würdest du mir bitte die Butter reichen? (kunne du række mig smørret, tak)’, hvor man på dansk blot ville sige: ’Stik mig lige smørret’. I Danmark er der bydemåde. Gør dit, gør dut, gør dat. På tysk, der har man den høflige konjunktiv – altså ’würde (ville)’-formen eller ’könntest(kunne)’-formen.”
Det er oftest, når mennesker med forskellige sproglige baggrunde skal bede om noget, at problemet opstår. Ifølge formanden kan det af danskere opfattes som en valgfrihed, når tyskere prøver at bede om noget. Og han tilføjer:
- ”Den måde at bede om en tjeneste på, har man jo faktisk også på dansk. Altså ’kunne du være så venlig at række mig smørret?’. Det kan man jo godt sige på dansk. Men det bruges ikke og er ikke en del af det aktive sprogbrug for en dansker i dag”, siger han.
Når det handler om høflighed på tværs af sprog og kulturer, er det vigtigt at kende sin samtalepartner, siger Per Lindegaard Hjort og tilføjer:
- ”Når danskere ikke har de der høflighedsfraser eller et decideret høflighedsgen, så kan man komme til at støde nogen, og man opnår måske heller ikke det, som man gerne vil.”