Er tanken om, at du snart skal tilbage til bøgerne, forelæsninger og skriftlige afleveringer uoverskuelig? Så kommer her en række tips og tricks til, hvordan du stille og roligt kan vække din sommerhjerne igen og gøre den klar til, at ferietiden snart er forbi.
Tekst / Kristine Gaumitz Storm
Foto / Robina Weermeijer
Udgivet / august 2021
Eksperter sammenligner det med at hoppe i koldt vand og tage de første ubehagelige svømmetag, før det bliver behageligt at opholde sig i vandet. Det kan nemt virke som om, du slet ikke kan tænke og koncentrere dig ordentligt om selv simple ting efter en lang sommerferie. Men vi giver dig en hjælpende hånd.
1. Start roligt ud
Lad være med at forvente, at du kan yde maksimalt de første par uger efter ferien. Hvis du starter ud med fuld kraft, risikerer du at overbelaste din hjerne, der ikke arbejder på højtryk efter ferien. Så sørg for ikke at fylde din kalender til bristepunktet med møder og lignende i starten.
2. Lav en (realistisk) plan
Det kan være en god idé at lave en plan over dine undervisningstimer, studietid, fritidsaktiviteter osv. Men husk, at planen skal være realistisk, så du ikke fylder for meget ind i din kalender på én gang. Her får du 5 råd til et velorganiseret semester.
3. Få styr på søvnen
Dit søvnmønster i ferieperioden har nok været lidt anderledes end normalt. Måske har du været længere oppe – og sovet længere om morgenen. Hvis du har vænnet dig til at stå sent op, kan det være hårdt, når vækkeuret igen ringer tidligt om morgenen. Derfor er det en god idé, at vænne kroppen til et mere hverdags-agtigt søvnmønster, hvor du går tidligere i seng og står tidligere op – helst nogenlunde samme tid hver dag. Læs her 5 gode råd til gode morgener.
4. Hold fri – og hold fri, når du holder fri
Det er vigtigt at holde pauser ind imellem. Din hjerne har brug for at holde fri for ikke at blive helt udmattet. Det gælder i og for sig altid – men specielt i perioder efter en ferie, kan det være godt at huske, at holde fri og give hjernen ro. Det er også vigtigt, at du husker, at du ikke kommer til at tjekke mails eller læse en artikel til studiet i dine pauser. Din hjerne har brug for fritid. Har du problemer med at holde fri, giver vi dig her 7 gode råd til at holde fri.
5. Dyrk motion og få frisk luft
Når vi taler om fritid, kommer vi ikke udenom, at det også er gavnligt for feriehjernen, hvis du dyrker motion og får frisk luft. Motion virker som en slags lykkepille på hjernen, hvilket kan være særligt godt i perioder, hvor det er svært at få samlet tankerne. Hvis du samtidigt sørger for at få godt med frisk luft, vil din hjerne være taknemmelig, og du vil være i stand til at tænke klarere.