skip to Main Content

Karriere

Derfor er det godt at lave fejl

Hjertebanken. Koldsved. Bliver jeg fyret nu? Det føles frygteligt at lave fejl på arbejdet. Men ifølge karrierekonsulent Ask Lehrmann skal vi byde fejlene velkommen: ”Jeg ser det som en helt naturlig del af det at være på en arbejdsplads, at man laver fejl”.

Måske er nyhedsmailen sendt ud til 10.000 forkerte modtagere, en kikset stavefejl har sneget sig ind i overskriften på en plakat, som nu hænger på Rådhuspladsen, eller du kom til at poste et billede fra din weekendtur til Lalandia på virksomhedsprofilen.

Øjeblikket, det går op for dig, at du har lavet en kikset fejl, kan føles tåkrummende – særligt når du er ny på arbejdsmarkedet. Men Ask Lehrmann, som er fag- og karrierekonsulent hos Kommunikation og Sprog, vil gerne gøre op med det negative syn på fejl.

– Man skal se fejl som en mulighed for at lære. Den værste ting, man kan gøre – og det gælder, om man er nyuddannet, eller man har været på arbejdsmarkedet i fem eller 25 år – er at komme ind på en ny arbejdsplads eller i en ny kontekst, og så tør man ikke noget som helst

Fejl er fyldt med læringspotentiale

Ask Lehrmann oplever, at studerende ofte er lidt usikre, når de starter i deres første studierelevante job. Det er selvfølgelig helt naturligt at være lidt tilbageholdende som ny, men Ask Lehrmann synes, det er ærgerligt, hvis det holder en tilbage fra at byde ind med ideer og prøve ting af.

– Det er ærgerligt, hvis frygten for at fejle betyder, at du kun kan kopiere det, den tidligere ansatte gjorde. Jeg ser det som en helt naturlig del af det at være på en arbejdsplads og arbejde, at man laver fejl.

I stedet for at lade frygten for fejl holde dig tilbage fra at kaste dig ud i noget nyt eller svært, råder Ask Lehrmann til, når du har lavet en fejl at tage et skridt tilbage og spørge dig selv, hvorfor fejlen skete, og hvad du kan lære af den.

– Fejl kan have et læringspotentiale i sig selv, hvis man tager et skridt tilbage, og det går op for en, at fejlen var en god ting, fordi man nu står med en anderledes vinkel på tingene. På den måde kan fejl jo faktisk være en god ting fra det øjeblik, man laver dem.

Du skal eje dine fejl

Fejl kan også bruges i dialogen med dine kollegaer. Ifølge Ask Lehrmann er den bedste måde at lave erfaringsudveksling at høre om, hvad for nogle fejl andre er kommet til at lave og dele, hvad for nogle fejl du selv har lavet. På den måde kan du i samarbejde med andre blive klogere på baggrund af de fejl, I hver især har lavet.

– Det vigtigste i forhold til chefer og kollegaer er, at man ejer sine fejl. At du, så snart du opdager fejlen, går til din kollega eller chef og siger: Jeg tror, jeg er kommet til at lave en fejl. Hvad gør vi nu? Eller du kan sige: Jeg har simpelthen glemt det her, og det er jeg ked af. Men jeg har en ide til, hvordan vi kan komme videre.

På den måde sender du et klart signal om, at du har lært af det, og at du allerede er klar til at løse problemet og sørge for, at det ikke sker igen.

– Det værste, du kan gøre, er faktisk at forsøge at feje fejl ind under gulvtæppet, siger karrierevejlederen

Husk, at du er ny på arbejdsmarkedet

Når du bliver ansat i dit første studierelevante job eller som nyuddannet, er din nye arbejdsgiver klar over, at du er ny på arbejdsmarkedet. Derfor er der ikke nogen, der forventer, at du kan det hele fra starten, forklarer Ask Lehrmann.

– Forventningen er, at du kommer til at begå fejl og bliver klogere af fejlene. Så måske skal du huske dig selv på, at der er en forventning om, at du begår nogle fejl, men at der også er en forventning om, at du lærer af dem og går til den rette person med dine fejl.

Det er svært at se fejl nedefra

Som ny på en arbejdsplads ser det måske ud, som om ingen andre end dig laver fejl. Og det er der ifølge karrierekonsulenten en god forklaring på.

– Det er vigtigt at vide, at alle begår fejl, men at det er svært at se fejlene nedefra.

Hvis du har været i en virksomhed i ti år, kender du den ud og ind, og derfor er det også let for dig at spotte fejl, fordi du ved præcis, hvordan virksomheden fungerer.

– Som ny på arbejdsmarkedet er det let at tænke: Jeg laver fejl, men ingen andre laver fejl. Og det er altså slet ikke sådan, det foregår. Det er bare svært at vide, om andre laver fejl, når man ikke ved, hvad deres roller er, eller præcis hvad de laver. Ens egne fejl er meget tydelige, når man er ny, og ikke så tydelige for andre.

Sæt dine fejl i system

Ask Lehrmanns råd til dig, der kan være nervøs for at begå fejl, er at lave en liste, hvor du skriver ned, hver gang du laver en fejl, så du kan huske den og undgå at lave den igen.

– Da jeg selv var ny på arbejdsmarkedet, havde jeg et dokument, hvor jeg skrev vigtige ting ned. For eksempel procedurer for opgaver, jeg havde svært ved, eller ting, jeg glemte. På den måde brugte jeg fejltrin til at styrke min faglige udvikling og sikre, at jeg fremadrettet gjorde tingene rigtigt

Afslutningsvis understreger karrierevejlederen en vigtig pointe:

– Alle begår fejl. Det handler om at undgå at få ondt i maven, når det sker, og minde dig selv om, at du lige er blevet bedre til dit job.

Back To Top
×Close search
Search