Måske har du glemt, hvordan man holder et oplæg foran en stor menneskemængde, eller hvordan man klæder sig på, når man skal have fysisk undervisning, hvor man ikke bare kan sidde i natbukser. Studenterbrød har talt med ekspert i kropssprog, Pernille Slot om, hvordan vi bliver klar til en hverdag i 3D.
Tekst / Kristine Gaumitz Storm
Foto / Mira Kireeva
Udgivet / September 2021
Hvad synes du, er den største forskel på onlineundervisning og fysisk undervisning?
I den fysiske undervisning, kan vi mærke hinanden. Vi kan aflæse hinanden, fordi vi ser hinanden i 3D. Det er anderledes på video, hvor du ikke kan se hele din samtalepartner. Hjernen reagerer ud fra, at alt vi kan se, er trygt og godt. Alt hvad der er skjult – not so good.
Hvad er der mon under bordet? Hvorfor har hun hænderne på ryggen? Lige så snart vi er visuelt tydelige for hinanden, så skaber det tryghed. Det er den store forskel mellem at være i 3D, som vi er i virkeligheden og 2D, som vi er, når vi er på skærmen.
Både mundbind og afstand og at gå fra 3D til 2D – altså fra real life til online har gjort at vores bundniveau af utryghed er steget. Vores hjerne kan primært være i to tilstande. Den kan være i en åben tilstand og i en lukket tilstand. Når der kommer impulser udefra, frisættes der stresshormoner i hjernen, som lukker af. På samme måde kan endorfiner åbne for en masse såkaldte synapser i hjernen. Det er der, vi kan skabe nye tanker og have overblikket.
Så når vi går fra 3D til 2D, så vil hjernen automatisk gå i en lidt mere lukket tilstand. Og i en lukket tilstand, vil hjernen lure efter trusler eller farer – og det var her, at vi i starten af corona så, at der var en masse konflikter og misforståelser online. Fordi vores bundniveau af utryghed simpelthen var steget. Vi var mere i alarmberedskab.
Tror du så, vi kan finde vores kropssprog tilbage? Nu hvor vi vender tilbage til at mere af vores hverdag er fysisk igen?
Ja, det tror jeg. Fordi menneskedyret har sit primære sprog – som jeg kalder kropssproget, og det har vi brugt i millioner af år. Hjernen består ligesom af et ’gammelt’ system, som styrer os og er de helt grundlæggende instinkter – at vi for eksempel flytter os, når der kommer en bil kørende på vejen. Det er ligesom noget instinktivt, der ligger i os. Vi bliver ikke elefanter af, at der har været corona. Vi er stadig et menneskedyr, der udvikler sig, og vi kan ikke lægge de grundlæggende impulser fra os.
Ville du sige, at der er noget, de studerende skal være særligt opmærksomme på, når de kommer tilbage til universiteterne?
Det er lidt det omvendte af, hvad vi gjorde i starten af corona, hvor vi dansede den her underlige limbo – vi begyndte at holde afstand til hinanden, fordi der var nogle, der sagde det til os på grund af den her usynlige fjende. Vi gjorde ligesom ikke, hvad vi havde lyst til, og hvad vores impulser fortalte os, at vi havde lyst til at gøre, fordi vi fik at vide, at vi skulle handle anderledes.
Det er den modsatte situation, vi har nu. Vi har lært og været dygtige til noget i over et år nu. Vi har gjort os fortjent til en medajle – vi har gjort som Brostrøm og Mette sagde. Nu skal vi tilbage til at mærke efter, hvad vi selv har lyst til igen. Det er reaktionen, der kommer før fornuften nu, og vi har måske glemt lidt, hvad vi har lyst til.
Så vi skal til at lytte mere til, hvad vi har lyst til?
Ja, og måske lige tage et lille tjek med os selv om morgenen, inden vi skal ud ad døren, hvor vi mærker efter og tænker, ’hvad har jeg lyst til i dag?’.
Jeg glæder mig til at få kropssproget tilbage, og til at vi kommer ud og kan se hinanden igen uden at være dækkede af mundbind og alt muligt. Jeg glæder mig til, at folk bliver mere nærværende og ærlige igen i fuld 3D.
Jeg håber også, at vi fremover vil værdsætte kropssproget mere, når vi kommer tilbage, og det bliver hverdag igen.