Du har måske hørt din mor eller studievejlederen sige, at det er en god ide at være medlem af en fagforening og a-kasse. Men hvorfor? Og hvad skal du egentlig bruge den til? Studenterbrød fortæller her, hvorfor du som studerende kan have gavn af at være medlem.
Tekst / Jakob Haahr Rasmussen
Foto / Buro Millennial
Udgivet / September 2021
Fagforening og a-kasse er ord, som kan virke langt væk for mange studerende, da mange forventer, det først bliver relevant efter uddannelsen, og voksenlivet rigtig begynder. Men sådan er det ikke, tværtimod. Du kan nemlig melde dig ind i Kommunikation og Sprog allerede nu, og så får du hjælp med alt fra det skarpe CV til samtaler med dig om din karriere og dine drømme.
Hvorfor skal du være medlem af Kommunikation og Sprog?
Der er mange om buddet, når du skal vælge fagforening. Men for os i KS er det vigtigste, at du modtager den rette hjælp og de faglige indspark, der sikrer, at du altid kan gå glad på studie eller arbejde. Vi sørger for, at du aldrig står alene, men i stedet er en del af et fagligt fællesskab, hvor alle brænder for det samme: Kommunikation, sprog og marketing.
Er du i tvivl om, hvad du får som medlem? Så se her, hvad du får ud af en fagforening som studerende. Hvorfor ikke lade os hjælpe dig med at lave den gode ansøgning? Hvorfor ikke melde dig til et af vores mange gratis webinarer og kurser, hvor du får nye kompetencer? Og hvorfor ikke lade os hjælpe dig med at finde et job via vores jobbank?
Der er så meget, som du kan bruge din fagforening til. Det er bare at komme i gang.
Hvad er forskellen på en fagforening og en a-kasse?
Kommunikation og Sprog, som er din fagforening, forhandler blandt andet overenskomster, varetager dine faglige interesser og fremmer fagets uddannelsesforhold. Det er KS, du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til dit CV, din kontrakt eller dine ansættelsesforhold i forbindelse med dit studiejob.
En a-kasse er specialister inden for dagpenge og efterløn, og det er dem, der sikrer dig økonomisk, hvis du bliver arbejdsløs.
Hvorfor skal du være medlem af en a-kasse?
A-kassen er din livline, når du ikke har noget job, og derfor fungerer den også som en slags forsikring for dig. Det er den, der udbetaler dagpenge til dig, hvis du bliver arbejdsløs, når du er færdiguddannet.
I Kommunikation og Sprog samarbejder vi med AJKS, der er Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog. Den er altså specialiseret til at hjælpe dig, der arbejder med kommunikation.
Og så er AJKS gratis for dig, der er studerende og under 30 år. Det kan du læse mere om her.
Hvornår skal du melde dig ind i en a-kasse?
Du kan først få dagpenge, når du har færdiggjort din uddannelse, men der er flere fordele ved, at du melder dig ind, inden du har afsluttet den.
Hvis du har været medlem i minimum et år (365 dage), når du afslutter din uddannelse, har du dagpengeret dagen efter din sidste eksamen. Hvis du ikke har været medlem i et år, vil der gå en måned, fra du afslutter din uddannelse, til du kan få dagpengeret.
Du får altså mulighed for at få en ekstra måneds dagpenge, hvis du melder dig ind et år før, du afslutter din uddannelse.