skip to Main Content

Kommunikation

Forsker om klimadebat: Det virker ikke at fortælle folk, at der ikke er noget, vi kan gøre

Genreforskeren Sune Auken har sammen med et hold kollegaer undersøgt, hvilken rolle genrer spiller i klimadebatten. Studenterbrød har spurgt Sune Auken, hvornår folk ikke lytter til budskaberne, og hvilke genrer vi skal vælge, når vi går ind i klimadebatten.

Genrer er ifølge forskeren mange ting. Faktisk definerer Sune Auken og andre forskere, genrer som tilstedeværende i næsten alle menneskelige interaktioner. Genre er ikke bare en måde at skrive på, men har betydning for, hvordan man agerer i forskellige situationer. Også i klimadebatten.

”En genre, som helt sikker ikke virker, er skræmmehistorien. Det virker ikke at fortælle folk, at det går ad helvede til, og at der ikke er noget, vi kan gøre. Undergangsscenarier – de kan intet andet end at lamme folk,” siger Sune Auken, der er lektor i dansk ved Københavns Universitet og forsker i genrer. Han fortsætter:

”Historier om det individuelle personlige forbrug som det altafgørende er også med til at lamme folk. Det kan man forsøge at lave om her fra til evigheden, men hvis strukturerne arbejder imod en, så er det ligegyldigt og frustrerende. Al den aktivitet og alle de kræfter, der bruges, har næsten ingen virkning.”

Det kan altså godt være, at mange kunne tænke: Hvad har genre egentligt med klima at gøre, men det viser bare, hvordan vores genrevalg bliver naturliggjorte og dermed usynlige for os. Vores genre påvirker altid, hvordan vi kommunikerer, der er ikke noget genrevalg, som er uskyldigt, siger Sune Auken. Man kan altid spørge sig selv, hvilken genre der ville være bedst til at bære det givne budskab og også, om det kunne være godt at udfordre den genre for at opnå forandring.

Dyb kommunikations-kløft

Men hvad kan man så gøre som kommunikatør? Det har Sune Auken også et bud på:

”Kræfterne er bedst brugt aktivistisk, men man skal vælge sine genrer med omhu. Det er de politiske genrer – aftaler, lovgivning og regulativer – der skaber forandringer, men dem har man som borger sjældent direkte adgang til. Ens vej til at lave ændringer går derfor gennem andre genrer. Den går gennem debatpres og aktivistisk pres,” siger han.

Startskuddet til at undersøge sproget og genrernes betydning for klimadebatten kom fra den ’dybe kløft’, der har været mellem videnskabens resultater på området og den bredere befolkning.

”Klima-kommunikationen er et af videnskabskommunikationens store problemer. Man ved, at klimaforandringerne er virkelige og har vidst det i årtier – og konsekvenserne er der også. Men på trods af det er det ofte stort set umuligt at komme ud med budskabet og få anerkendt kendsgerningerne som det naturlige udgangspunkt for debatten i det offentlige rum,” forklarer han.

Han understreger, at det nu er ved at ændre sig – i hvert fald i en dansk kontekst. Men i lang tid har det været lidt af en gåde, hvorfor den viden, der var på området, ikke var mere bredt anerkendt.

”Der var en afgrund mellem den viden, videnskaben producerer og den rolle, den samme viden spiller i debatten – og i udmøntningen i det sociale liv, organisationer og indretningen af samfundet. Normalt når noget er meget indlysende, så breder det sig hurtigt.”

Humanistisk udgangspunkt

Det er den undren, der har dannet grundlag for bogen.

”Det er vores område som humanistiske forskere at kortlægge, hvorfor der er et brist i kommunikationen. Hvordan information bevæger sig, hvordan retorik virker, hvordan naturvidenskabelige problemstillinger formuleres og tages op i det offentlige rum og omformes til politik (eller netop ikke omformes) er helt oplagte humanistiske emner,” siger Sune Auken.

Han peger på, at blandt andet journalistikkens ideal om objektivitet har været med til at skabe tvivl i debatten, fordi man derfor interviewede aktører, der ikke troede på, at klimaforandringerne var menneskeskabte.

”Når journalistikken stillede spørgsmålet: Findes klimaforandringerne? (Der er spørgsmålet allerede forkert stillet; det er videnskaben, ikke journalistikken som skal svare på det spørgsmål!), skulle man også høre nogen, der mente, at de ikke fandtes. Videnskabeligt set var det afklaret, men det blev præsenteret, som om der var tvivl om det. Nogle aktører har aktivt kunnet bruge den tvivl. Ikke på det videnskabelige felt, men de kan forhindre informationens bevægelighed – eller forsinke den,” siger han.

Skolestrejke motiverer til forandring

Journalistikken er altså et eksempel på en genre, hvor de indlagte normer har haft en sløvende effekt på informationerne om klima. Et eksempel på en genre, der gjorde det modsatte, er Greta Thunbergs skolestrejke.

”Skolestrejken er et godt eksempel på en genre, der medførte en ændring i, hvordan man ser på nødvendigheden af at gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer. Det var de unge menneskers perspektiv, der kom på banen. De mennesker, der skal leve med de her ændringer. Det er et meget overbevisende perspektiv, blandt andet fordi mange mennesker fra de ældre generationer har børn og børnebørn i den alder, de føler et ansvar for,” siger Sune Auken og tilføjer:

”Når jeg kigger på mine børn og ser, at de kommer til at leve med de her forandringer, så bliver jeg motiveret til at gøre noget. Og mange i min generation sidder steder, hvor de kan gøre noget. Nogle gange har der manglet en genkendelse i sig selv. Dér gjorde skolestrejken og en række af de genrer, som blev udløst af den, en afgørende forskel.”

Anja Skov Marcussen

Studerer journalistik og kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Back To Top
×Close search
Search