Da Line Skydsgaard skrev speciale, begyndte hun at søge job som en overspringshandling. Det resulterede i, at hun direkte efter studiet fik et job som SoMe-manager hos Femina. Måske har du set hende springe i vandet med alt sit tøj på ovre på Feminas Instagram?
Tekst / Anja Skov Marcussen
Foto / Unsplash
Udgivet / Oktober 2021
Det kan være, du husker at have læst en artikel af Line Skydsgaard her på Studenterbrød. Hun har nemlig arbejdet som studentermedhjælper her hos Kommunikation og Sprog i tre år. I dag er hun SoMe-manager hos Femina. Her fortæller hun, hvordan det gik til.
Hvad gjorde du?
Jeg havde hørt, at det kunne være svært at få et job som kommunikatør, så jeg begyndte at søge, mens jeg skrev speciale. Det var en overspringshandling, fordi det var lidt kedeligt at sidde med specialet hver dag. Jeg søgte tre stillinger, og på den første fik jeg bare et autosvar. På det andet kom jeg til en samtale, og det gjorde jeg så også hos Femina. Det var jeg meget overrasket over. Jeg havde tænkt, at jeg skulle søge 50 job, før der var held. Men det lykkedes at få et job hos Femina, selvom det i første omgang var en anden stilling, jeg gik til samtale til.
Hvad laver du på jobbet?
Som manager på sociale medier laver jeg opslag på Instagram og Facebook, svarer på kommentarer på de forskellige medier, og så er jeg med på redaktionsmøder. Jeg er ikke startet på alle opgaver endnu.
Hvordan har det været at starte direkte efter studiet?
Det har været dejligt. Jeg var rigtig træt af at skrive speciale til sidst. Det har været en lettelse at lave noget konkret, hvor jeg kan strege nogle ting af to do-listen sidst på dagen, uden at det er en kæmpe uoverskuelig opgave. Det har jeg nydt, ligesom det er en fornøjelse at have fri i weekenderne.
Hvad var svært?
Jeg var lidt nervøs for at starte, men det er gået overraskende nemt. Jeg var bange for, om de andre var vildt voksne og så mig som umoden, eller at jeg ikke var dygtig nok. De er alle sammen helt vildt dygtige, men der er plads til mig og til, at jeg er nyuddannet. Jeg er meget træt sidst på dagen, og jeg mangler at få overblik over alle mine opgaver. Det kan godt være overvældende at skulle have styr på det hele. Omvendt ved jeg også godt, at det kræver tid, og at der ikke er nogen, der forventer, at jeg husker alt og gør alt på den helt rigtige måde. Så det har også været okay, selvom jeg nogle gange har været lidt overvældet.
Hvilke råd har du til andre nyuddannede?
I forhold til at søge job – bare søg! Også selvom der måske står, at man skal have to års erfaring. Bare lav den bedste ansøgning, du kan, og så kan det være, du bliver kaldt til samtale. Og ellers har du fået noget erfaring med at skrive ansøgninger. Jeg havde på ingen måde regnet med at blive kaldt til samtale.
Når du får et job, så prøv at have det lidt sjovt i starten, hvor du måske ikke har så meget ansvar. Nyd, at du møder nye mennesker og får indblik i et spændende nyt miljø i stedet for at være bange for det. Det kan jeg også være, men jeg synes, at den nervøsitet, jeg havde, før jeg startede, var unødvendig, for det har egentlig været rart.
Hvad er det sjoveste, du har lavet?
Det sjoveste var på dag to, hvor jeg sammen med redaktøren for de sociale medier fik den idé, at jeg skulle springe i havnen med alt mit tøj på for at lave en video til Instagram. Det havde jeg ikke tænkt, at jeg ville gøre på anden dag på arbejdet, så det har været sjovt.